En kvart million. Så mange gange bliver det danske spil 'Figment' downloadet per døgn i disse dage.
Spillet blev egentlig udgivet i 2017. Dengang vandt det flere priser og solgte cirka en halv million kopier. Men nu, tre år senere, eksploderer interessen for 'Figment' igen.
- Der er ikke nogen, der har hentet det på Sydpolen, siger Klaus Pedersen, stifter af Bedtime Digital Games, der har udviklet spillet.
- Men ellers bliver 'Figment' downloadet af mennesker på alle klodens kontinenter lige nu.
Spillets pludselige genopstandelse kommer, efter at det i torsdags blev gratis hos online-spilbutikken 'Epic Games'.
I alt har mere end en million mennesker downloadet spillet siden da. Og Klaus Pedersen regner med, at mere end to millioner vil have downloadet det inden på torsdag, hvor spillet ophører med at være gratis.
- Det er totalt fedt, at vores spil kommer ud at leve og bliver spillet af så mange mennesker. Det føles kanongodt, siger Klaus Pedersen.
Foregår inde i hjernen
Du har været ude for et færdselsuheld, og nu ligger du i koma på et hospital.
Sådan starter handlingen i 'Figment'.
Det lyder måske ikke som et særlig almindeligt computerspilsanslag. Men 'Figment' er heller ikke noget helt almindeligt spil.
For personens underbevidsthed angribes af frygt, og som spiller er det din opgave at bekæmpe den.
- Vi syntes, det kunne være sjovt at lave et spil, der udspiller sig inde i hjernen. Som spiller er du karakteren 'Dusty', som repræsenterer den komaramte persons mod, siger Klaus Pedersen.
Klaus Pedersen har svært ved at definere, hvilken genre spillet tilhører. Men han forklarer, at 'Figment' er en blanding af genrerne puzzle, action og adventure.
- Vi prøver at have nok puzzle-elementer til, at spilleren skal bruge sin logiske sans. Men samtidig skal spilleren også have lov til at slå sig løs med et sværd. Og det hele bindes sammen af en eventyrlig historiefortælling, siger han.
Modet går på pension
Alt for mange voksnes mod er gået på pension. Det tænkte Klaus Pedersen og hans medsammensvorne, da de som nyuddannede spiludviklere gav sig i kast med at skabe 'Figment'.
Han forklarer, at man som barn og ung er udfordret konstant. Første dag i skolen er udfordrende. Den første forelskelse er udfordrende. Det første job er udfordrende. Som barn og ung sker der hele tiden noget nyt, man skal forholde sig til, siger han.
- Men i en voksen tilværelse kan man let glemme at udfordre sig selv, og så går ens mod på pension, siger Klaus Pedersen
Og når man så står over for en kritisk situation i voksenlivet - det kunne være en skilsmisse, en fyring eller et færselsuheld, så kan det være svært at vække modet til live igen.
Det er præcis det, der er præmissen for spillet, forklarer Klaus Pedersen. At genvinde sin barndoms mod.
- Vi vil gerne give spilleren en fornemmelse af, at hvis man kigger indad og bruger sine mentale ressourcer, kan man måske overvinde sin frygt, siger han.
Har hjulpet fans igennem kriser
'Figment' er udkommet på nærmest alle tænkelige platforme. Det er oversat til 19 forskellige sprog. Og så har det modtaget priser på spilfestivaler verden over.
Blandt andet har spillet vundet priser for bedste fortælling, bedste kunst og bedste lyddesign, ligesom det er nomineret til 14 andre priser.
Klaus Pedersen er ovenud tilfreds med spillets modtagelse. Her flere år efter udgivelsen får han stadig mails fra folk, der roser spillet - hver dag.
Flere fans har sågar skrevet, at spillet har hjulpet dem igennem personlige kriser og svære tider.
- Måske har spillet hjulpet dem til at reflektere over deres krise. De har måske set deres problemer og frygt i et nyt lys, siger Klaus Pedersen.
- Nogle af de historier, vi modtager fra fans, er ekstremt bevægende. Det giver os kreativ energi og drive til at fortsætte, siger han.
Efterfølger på vej
Klaus Pedersen og Bedtime Digital Games arbejder nu på en opfølger til succesen. Spillet vil få navnet 'Figment: Creed Valley', og det foregår ligesom det oprindelige inde i sindet. Faktisk på den samme person som lå i koma i første spil.
Men denne gang er det en helt ny type krise, der hærger personens liv.
Han er i gang med at stifte familie og købe et hus, da han pludselig pludselig bliver fyret. Dermed må han acceptere, at han ikke har råd til at købe huset - og derfor ikke kan leve op til de samfundsnormer, der er omkring at stifte familie.
Så hvor man i det første spil skulle bekæmpe frygten, skal spilleren nu ind at kæmpe med personens værdisæt.
- Hvad er det for nogle værdier, man er vokset op med? Er det i virkeligheden så vigtigt at købe et stort hus til sin familie? Og hvad skyldes det, at vi har de her værdisæt? Det er nogle af de spørgsmål, spillet omhandler, siger Klaus Pedersen.
Men Klaus Pedersen er ikke ude på at fortælle andre, hvad der er rigtigt og forkert.
- Først og fremmest vil vi gerne lave et sjovt spil. Men vi vil også rigtig gerne have spilleren til at forholde sig kritisk til sit eget værdisæt. Hvorfor har jeg de værdier, jeg har? Vi vil gerne have spilleren til forholde sig kritisk til samfundsnormerne. Og tage stilling til dem i stedet for at lade sig styre blindt ned ad den vej, samfundet dikterer, siger han.
'Vi skærer det overflødige fedt væk'
Fans af 'Figment' vil ifølge Klaus Pedersen kunne se frem til en række forbedringer i opfølgeren, 'Figment: Creed Valley', når det kommer ud.
- Vi har lyttet til, hvad der har resoneret med vores fans. Skruet op for de ting, spillerne godt kunne lide og ned for de ting, der ikke fungerede så godt. Vi skærer alt det overflødige fedt væk, siger Klaus Pedersen, der lover, at 'Figment: Creed Valley' vil byde på en mere 'intens' oplevelse.
Hans største drøm er, at 'Figment: Creed Valley' vil blive en nyklassiker.
- Det må selvfølgelig gerne sælge en masse kopier. Men det, der virkelig er fedt for os, er, hvis folk resonerer med al den energi og kreativitet, vi har lagt i spillet. Det største ville være, hvis spillet kan opnå nyklassikerstatus, for eksempel ligesom spillet 'Limbo' gjorde det. At 'Figment' vil blive husket, også om ti eller måske endda 20 år, siger Klaus Pedersen.
Der er endnu ingen udgivelsesdato for 'Figment: Creed Valley'. Bedtime Digital Games-stifteren håber, at det bliver færdigt i år.
- Men vi kan forsikre om, at spillet først bliver udgivet, når vi synes, at det er godt nok, slutter han.