Computerspil om eventyrlysten kvinde bliver årets danske spil

Spillet ’Echo’ løb med størstedelen af priserne ved årets Spilpris.

Den kvindelige karakter En er havnet på en mærkelig planet, hvor hun skal kæmpe mod kloner. (© Ultra Ultra)

Hun har kridhvidt hår, hedder 'En' og er hovedperson i computerspillet 'Echo', som her til aften løb med hele fire ud af syv priser, da Spilprisen blev uddelt.

Hovedpersonen En er i spillet havnet på en mærkelig planet efter en lang rejse gennem rummet. På planeten skal man som spiller styre hende rundt gennem det mystiske univers for at finde hemmeligheden bag planeten, mens hun møder en masse kloner af sig selv.

En kæmper mod sine egne kloner. (© Ultra Ultra)

Spillet udkom sidste år og er udviklet af den danske computerspilproducent Ultra Ultra. Selskabet, der ligger i København, er grundlagt af udviklere fra IO Interactive, der stod bag spillet 'Hitman'.

'Echo' fik dog ikke topanmeldelser på gamingsitet Gamereactor, der mente, at konceptet var fedt, men begyndelsen af spillet haltede, og at arsenalet af våben og manøvrer var for lille.

Samme holdning havde anmelderen fra Gamespot, der dog roste spillets smukke omgivelser og konkluderede, at spillet trods alt var 'godt'.

DR's 'Troldspejlet' har også anmeldt spillet og kalder det spændende, uhyggeligt og fascinerende.

'Echo' fik priserne som årets spil, bedste visuelle design, bedste lyd og årets tekniske bedrift.

Tre andre spil tog de øvrige tre priser

Prisen for årets bedste debut gik til 'A Hat in Time', der er udviklet af Gears for Breakfast. Spillet er et 3D-platformsspil, hvor en lille pige skal samle ting på en planet, som kan give hende adgang til at samle nye hatte.

Bedste spildesign gik til 'Conduct Deluxe!', hvor man kan lege DBS og Banedanmark og bygge og styre et jernbanenet.

Prisen Special Mention gik til 'Aporia: Beyond the Valley', der foregår i en verden fyldt med ældgammel teknologi og mærkelig natur.

Spilprisen er Producentforeningens årlige hyldest til de bedste danske computerspil, hvor branchen bestemmer prismodtagerne.