Igennem tre år har 'Death Stranding' været omgærdet af mystik.
Det har været et af de mest omtalte spil, siden det første gang blev annonceret tilbage i 2016, hvor den ikoniske spilinstruktør Hideo Kojima løftede sløret for sit science fiction-epos.
Men selv efter den ene mystiske trailer efter den anden med overnaturlige væsener og Mads Mikkelsen flankeret af en zombiehær har ingen har rigtig vidst, hvad spillet gik ud på.
Nu har alverdens anmeldere imidlertid haft spillet imellem hænderne, og ifølge dem giver det god mening, at det har været svært at regne 'Death Stranding' ud på forhånd.
For 'Death Stranding' er nemlig ikke som andre spil.
- 'Call of Duty'-generationen vil kede sig ihjel, siger PlayStation-ekspert Palle Havshøi-Jensen.
Han er chefredaktør på PSLife.dk og én af de anmeldere, der har spillet 'Death Stranding'.
Han havde selv svært ved at placere det i en genre-kasse, da han gav sig i kast med spillet.
- Efter to timers spil anede jeg stadig ikke, hvad det gik ud på. Efter fire timer havde jeg en idé om, hvad det gik ud på, og da jeg var færdig med spillet efter 45 timer, var det gået op for mig, siger han og fortsætter:
- Det er i grunden en avanceret gå-simulator. Det er uhyre simpelt; man skal fragte ting fra A til B. Jeg undrede mig også over, at jeg ikke kedede mig, for det lyder kedeligt på papiret, men det er faktisk næsten meditativt, lyder det fra Palle Havshøi-Jensen, der giver spillet karakteren 9 ud af 10.
De mange og lange gåture tager sit udgangspunkt i en fremtid, hvor en overnaturlig hændelse har lagt verden, som vi kender den, i ruiner.
Overjordiske væsener har inficeret det USA, og man spiller som kuréren Sam Bridges, der skal genoprette kommunikationsnetværk, hvilket bringer ham ud på en lang rejse på tværs af USA.
Hollywood i højsædet
Men selvom Palle Havshøi-Jensen medgiver, at det måske kan lyde kedeligt, så er det i hans optik ikke tilfældet. For det hele er bundet sammen af en mesterlig fortælleteknik.
- Spillet brillerer i forhold til historiefortællingen. Hideo Kojima skulle have været Hollywood-instruktør. Det er vanvittigt smukt eksekveret. Og det er i høj grad fortællingen, der gør, at man har lyst til at tage ud på de her lange gåture.
Det er Hollywood-stjernen Norman Reedus, der har lagt krop, ansigt og stemme til Sam Bridges. Men han er ikke det eneste store Hollywood-navn, der er med i 'Death Stranding'.
Léa Seydoux, Guillermo del Toro og danskerne Mads Mikkelsen og Nicolas Winding Refn har alle forskellige roller i spillet.
Deres tilstedeværelse er blandt andet noget af det, som ifølge Palle Havshøi-Jensen er med til at løfte spiloplevelsen.
- Mads Mikkelsens karakter er som skrevet til ham, og jeg synes, det giver spillet noget ekstra, at de her stjerner er med. Det plejer ellers ikke at være tilfældet, når udviklere plastrer deres spil til med kendisser, men det fungerer sublimt i 'Death Stranding', siger han.
Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for det nytænkende spil.
Selvom 'Death Stranding' generelt får pæne anmeldelser, er der også nogle spilmedier, der er i tvivl om, hvorvidt spillet har været den megen hype værd.
- 'Death Stranding' er en lang, bizar rejse, der er både bjergtagende og kedelig, skriver The Verge eksempelvis i deres anmeldelse.
Verdens måske største spilmedie IGN giver spillet 6,8 ud af 10 i deres anmeldelse og skriver, at:
- 'Death Stranding' er leveringsdygtig af en fascinerende overnaturlig verden, men selve gameplayet kæmper med at leve op til samme niveau.
Men Palle Havshøi-Jensen er ikke i tvivl:
- Hvis nogen er i tvivl og spørger mig, om de skal prøve det, så er svaret ja. De får en oplevelse ud over det sædvanlige, siger han.
'Death Stranding' udkommer til PlayStation 4 den 8. november og til PC i 2020.