'Nej, det er ikke en joke': Fire 'hårde drenge' vil skrive Grand Prix-historie med vild fest-sang

Rapgruppen Fuld Effekt har – bogstaveligt talt – planer om at sætte ild til scenen ved lørdagens Melodi Grand Prix.

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

"Sluthalvfemser undergrunds-rave med et snert af Rammstein-koncert."

Sådan beskriver gruppen Fuld Effekt – lettere kryptisk – den optræden, de har planlagt, når de lørdag den 5. marts går på scenen ved Dansk Melodi Grand Prix 2022.

Og kender man bare lidt til tysk metal og svedige bunker-fester, kan man nok hurtigt regne ud, at gruppens Grand Prix-show tegner til at blive en noget anderledes affære end det, man normalt ser på en Grand Prix-scene. Og det er helt bevidst.

Med ild, røg og benhård attitude planlægger Fuld Effekt nemlig at ruske godt op i den gamle musikdyst, når de med deres bidrag 'Rave med de hårde drenge' stiller op med Grand Prix-historiens første rave-sang.

- Vi kommer med noget, der aldrig er set på dén scene før, og jeg tror, vi kan tilføje noget helt nyt til Grand Prix-formatet, fortæller Claus Thomsen, der også går under kunstnernavnet Spytclaus.

Sammen med kammeraterne Zacchary 'Zacdaddy' Dyrbye, Alexander 'Beefsupreme' Dyrbye og Kasper 'DJ Speakr' Nielsen udgør han festkvartetten Fuld Effekt.

Bagerst fra venstre ses 31-årige Zacchary 'Zacdaddy' Dyrbye, 28-årige Alexander 'Beefsupreme' Dyrby og 29-årige Kasper 'DJ Speakr' Nielsen. Forrest poserer 30-årige Claus 'Spytclaus' Thomsen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Vennerne fandt sammen gennem deres kærlighed til fest, farver og rapmusik og har lavet musik sammen de sidste syv år. Gruppens kernepublikum er unge – ofte studerende – og deres hjemmebane er universitetsfester og kollegiekældre.

Derfor er det også en helt ny arena, Fuld Effekt træder ind i, når de på lørdag deltager i den danske Grand Prix-finale.

- Det er klart, at vi stikker lidt ud blandt de sange, der normalt deltager i Grand Prix, men jeg synes, vi gør det her med 100 integritet og 100 procent som os selv, siger Zacchary 'Zacdaddy' Dyrbye og fortsætter:

- Vi har ikke prøvet at regne ud, hvad der kunne klare sig godt i konkurrencen. Gør man det, risikerer man alligevel bare at ende som vaniljeis, som alle jo kan lide, men ingen vælger, når de står foran ismontren. Så vil vi hellere være den skrigorange passionsfrugt-sorbet fuld af poprocks, som vi er.

Sidst en rapsang vandt Dansk Melodi Grand Prix var i 1997, da Kølig Kaj sejrede med nummeret 'Stemmen i mit liv'. Nu håber Fuld Effekt at gøre ham kunsten efter. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

'Er det bare for sjov?'

Fuld Effekt sendte deres første album på gaden i 2016, og de har siden udgivet en lang række singler – blandt andet nummeret 'Fransk Pige' fra 2019, der med tæt på 900.000 afspilninger på Spotify er gruppens hidtil største succes.

Men selvom Fuld Effekt streamer flot og både har spillet til et hav af fester og optrådt på en række mindre festivaler, så har gruppens store gennembrud dog ladet vente på sig.

Derfor var der heller ikke megen tvivl blandt bandets medlemmer, da Fuld Effekt i efteråret blev spurgt, om de ville komme med et bud på en vindersang til årets Grand Prix.

- Når man bliver tilbudt at få lov til at optræde for 10.000 levende publikummer og én million tv-seere, så er der ikke ét sekunds tvivl om, hvad man siger til det: "Ja tak, let's go!", forklarer Kasper 'DJ Speakr' Nielsen, der i mange år har arbejdet som dj og står for at producere og mixe gruppen sange.

- Nummeret, Fuld Effekt sætter deres lid til skal vinde danskernes hjerter, hedder 'Rave med de hårde drenge', og er ifølge bandet en festhymne til alle dem, der tør skille sig ud og have det sjovt.

Hør 'Rave med de hårde drenge' her:

På nummeret bliver der både rappet om store overarme "fyldt op med synthol" og "en bimmer" med et forsæde, hvor det altså ikke kun er gearstangen, der skal under kærlig behandling.

- Sangen handler om en kvinde, der er træt af alle de der fancy byture med flotte cocktails, der ser flotte ud på Instagram, men i virkeligheden er røvsyge. I stedet vil hun ud at feste med de hårde drenge, dem med store muskler og tusser, som måske stikker lidt ud fra normalen. Det er dem, sangen er en hyldest til, forklarer Zacchary Dyrbye.

Men selvom nummeret er fuld af humor, og gruppen bevidst rapper om damer, dak og diesel med et glimt i øjet, så er det vigtigt for Fuld Effekt at pointere, at de absolut ikke ser sig selv eller deres optræden som en joke.

- Vi bliver tit mødt med den der: "Er det bare for sjov? Er det bare en engangsting?". Men det er det ikke. Det er ikke en joke, vi er dybt seriøse. Det er dét her, vi alle fire brænder 100 procent for at gøre, og vi knokler benhårdt for at lave den bedste musik og spille de bedste koncerter, vi overhovedet kan, forklarer Kasper Nielsen og fortsætter:

- Hele tanken med at deltage i Dansk Melodi Grand Prix er, at vi kan få lov til at vise folk, hvad Fuld Effekt egentlig står for. Det er ikke kun noget gakket festmusik, der hører til på en svedig klub eller i et kollegiekøkken. Det er musik, som alle kan få noget ud af.

Fuld Effekt skriver og producerer al deres musik selv, og sangene bliver indspillet her i gruppens eget studie. Derudover står Alexander 'Beefsupreme' Dyrbye (i midten til højre) bag designet på gruppens singlecovers og har også selv tegnet den grafik, der skal pryde scenen under bandets Grand Prix-optræden. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Kan blive 'dark horse' i Grand Prix-finalen

Efter sangene til årets Grand Prix-brag blev offentliggjort i februar, er Fuld Effekt blevet mødt med en overvældende respons fra både danske og internationale fans, og i en afstemning blandt mere end 6.500 Eurovision-fans på hjemmesiden Eurovisionworld er 'Rave med de hårde drenge' lige nu blandt læsernes favoritter i årets deltagerfelt.

Og Fuld Effekt kan da også vise sig at overraske. Lige nu anses gruppen nemlig som det tredjebedste bud på en vinder hos bookmakerne hos Danske Spil efter storfavoritterne, rockbandet Reddi og gospeltrioen Conf3ssions.

- Vi vil helt vildt gerne vinde. Så hvis nogen ser os som en dark horse, så tager vi med glæde den titel til os. Danmark ved EM i 1992 var en dark horse, og det gik jo ret godt, siger Zacchary Dyrbye og fortsætter:

- Vi håber, at der sidder mange mennesker og tænker: "Okay, det kunne fandeme være sjovt at sende dem her til Eurovision." Og uanset om folk så stemmer på os, fordi de er vilde med vores sang, eller fordi de bare gerne sende os til Eurovision for at se europæerne tabe kæben, så er vi taknemmelige for deres opbakning.

- Det er mange år siden, man har oplevet rap på Grand Prix-scenen, men vi vil gerne vise, at den her genre både kan være noget nyt og anderledes, men stadig være inkluderende og passe ind i et Melodi Grand Prix, fortæller Kasper "DJ Speakr" Nielsen. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Og skulle gruppen ende med at gå hele vejen og få det ærefulde hverv at repræsentere Danmark ved årets Eurovision, så har de allerede forberedt en engelsksproget tekst til nummeret, der på engelsk har fået titlen 'Rave With the Bad Boys'.

- Vi har valgt at lave en udgave på engelsk, fordi vi gerne vil give Danmark de bedste chancer til Eurovision og dele vores budskab med hele Europa, fortæller Zacchary Dyrbye, der, ligesom sin bror, Alexander 'Beefsupreme' Dyrbye, har rødder i England.

- Engelsk er vores andet modersmål, og vi synes faktisk, teksten er blevet megafed, så den har klart potentiale til at få Europa til at rave, tilføjer Alexander Dyrbye med et grin.

I første omgang er målet for Fuld Effekt dog at sprede fest og glæde, når de i løbet af deres tre minutter på scenen i lørdagens Grand Prix skal forsøge at forvandle Boxen i Herning, hvor årets finale finder sted, til et konfetti-indhyllet rave-inferno.

- Ravemusik er jo festmusik, og Grand Prix'et er jo netop en kæmpe fest, så vi håber, danskerne er klar på lidt god dakkedak. Det bliver i hvert fald ikke kedeligt, siger Claus Thomsen med et grin.

Du kan følge musikfesten live, når Dansk Melodi Grand Prix 2022 ruller over skærmen lørdag den 5. marts klokken 20 på DRTV og DR1. Allerede nu kan du høre alle årets otte deltagersange her.