Fra stjernestatus til sexanklaget: Få overblik over Bill Cosby-sagen

Tv-stjernen Bill Cosby får i disse dage uønsket opmærksomhed på grund af en række anklager om seksuelle overgreb. Bliv klogere på forløbet her.

I år er det 30 år siden, at komedieserien 'The Cosby Show' tonede over skærmene i de amerikanske hjem for første gang.

Men lige nu er stjernen og manden bag serien, den 77-årige komiker Bill Cosby, på alles læber i en helt anden anledning.

De seneste uger har en lang række anklager om voldtægt og andre seksuelle overgreb ramt skuespilleren, der var den første afroamerikanske stjerne med eget tv-program.

Senest har Bill Cosby sagsøgt en kvinde, der hævder at have været udsat for et seksuelt overgreb fra den amerikanske skuespiller og ligeledes har sagsøgt ham.

Men ikke alle anklagerne mod Bill Cosby er først dukket op nu. Vi har samlet nogle af de vigtigste punkter om anklagerne mod Bill Cosby i denne tidslinje:

2005

I januar 2005 lægger Andrea Constand sag an mod Bill Cosby - sagen afvises i februar samme år på grund af manglende beviser. Cosby skulle efter sigende have bedøvet Andrea Constand med piller og forgrebet sig på hende i 2004.

I marts ender sagen om det påståede overgreb i civilretten og parterne enes i november 2006 om, at Cosby betaler et ukendt beløb til Constand, ifølge CNN.

Tamara Green, en advokat fra Californien, fortæller på tv, at Cosby ligeledes har bedøvet hende med piller og forgrebet sig på hende tilbage i 1970'erne. I en pressemeddelelse afviser Bill Cosbys advokat anklagerne og skriver, at Cosby intet har haft med hende at gøre.

En række ukendte kvinder agerer vidner i de to sager. Derudover fortæller en kvinde ved navn Beth Ferrier, at hun havde et forhold til Cosby i midten af 80'erne. Det stoppede angiveligt, da han ifølge Ferrier bedøvede hende og forgreb sig på hende.

2006

I juni melder Barbara Bowman sig på banen med anklager mod tv-stjernen i et interview med pressen, ifølge Vulture. Også denne gang handler det om piller og overgreb.

En artikel i People Magazine beskriver samme år, hvordan tre andre kvinder, der alle har været vidner i Constand-sagen, har modtaget penge i flere år fra Bill Cosby for at tie om overgreb.

November 2014

Sagerne om overgrebene får nyt liv, da CNN interviewer Barbara Bowman. Det får en række andre kvinder - heriblandt tidligere model Janice Dickinson - til at fortælle om lignende overgreb.

Bill Cosby lader sig sammen med sin hustru interviewe af nyhedsbureauet AP på tv. Interviewet handler ikke om overgrebene, men journalisten spørger alligevel kort ind til anklagerne. Se hvordan Cosby svarer her:

Efter flere dages fokus på anklager om seksuelle overgreb, dropper både NBC og Netflix planer om fremtidige samarbejde med Bill Cosby.

December 2014

Stjerneadvokat Gloria Allred holder pressemøde sammen med tre kvinder, der alle påstår at have oplevet seksuelle overgreb fra Bill Cosby. Hun opfordrer Cosby til følgende: Enten at acceptere en retssag eller at betale cirka 600 millioner kroner til sine påståede ofre for tort og svie.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:548199bca11f9d0d00ceb9c6

Den 2. december sagsøger Judy Huth skuespilleren for at have forgrebet sig på hende tilbage i 1974, da hun var 15 år gammel.

Få dage efter sagsøger Bill Cosby hende for forsøg på pengeafpresning. Cosby påstår, at Huth har forsøgt at presse ham for halvanden million kroner.