At slå igennem som forfatter er ikke det nemmeste i verden. En ting er at få en bog udgivet, noget andet er at få læserne og medierne til at interesse sig for den.
Begge dele lykkes i høj grad for Vita Andersen, da hun i 1977 bragede igennem med digtsamlingen 'Tryghedsnarkomaner', som efter sigende blev udsolgt på under en halv time. Året efter udgav hun novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk', som indbragte hende boghandlernes pris De Gyldne Laurbær.
I bøgerne skriver hun om at være ung kvinde, om forholdet til mænd, sit eget selvværd og datidens skønhedsidealer.
- De to bøger er rigtig stærke, fordi det er grunderfaringer, hun skriver på - og så har de til dels barnets synsvinkel, siger Erik Svendsen, som er kritiker og lektor i litteratur på Roskilde Universitetscenter.
Stakkels Vita
Han fremhæver Vita Andersens fokus på barndommen, fordi det også er omdrejningspunktet i hendes seneste roman 'Indigo', der udkom i november sidste år, og som har indbragt den nu 75-årige forfatter en nominering til den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris.
- Den er skrevet på de oplevelser og den misrøgt, som den her pigefigur har oplevet gennem hele sit barndomsliv, siger Erik Svendsen, som mener, at Vita Andersen lige siden sine to første bøger har 'taget tilløb' til at skrive en erindringsbog som 'Indigo'.
I bogen forsøger fortælleren, pigen Vita, at sammenstykke sin traumatiske barndom med gentagende svigt, og skiftende plejefamilier og børnehjem.
- Det er klart hendes bedste roman efter min mening. Det lykkes hende på mange års afstand at få bearbejdet de erfaringer, så hun kan fremsætte dem i en form, så vi kan bære at læse om det. Men man er hele tiden nervøs for den stakkels Vita.
Fantasien som fængsel og redningsplanke
Vita Andersen er ofte blevet sammenlignet med den ældre og nu afdøde forfatter Tove Ditlevsen, som også blev berømt for at bruge sit eget liv. Men til forskel fra Ditlevsen, så spiller fantasien en stor rolle hos Vita Andersen.
- Hun har en trang til at skildre børn, som har en vældigt udviklet fantasi. Fantasien er tvetydig, den er både en redningsplanke og et fængsel. På den ene side er fantasien en nødvendighed, et rum, hvor hun kan mestre verden og gøre den smuk. Men den er også farlig, fordi hun mister virkeligheden.
Ifølge Erik Svendsen er det typisk for de børnekarakterer, vi møder hos Vita Andersen, at de er 'ude af trit med deres omverden og tumler rundt'. Outsiderpositionen er i det hele taget et særligt kendetegn for Vita Andersens forfatterskab, som hænger sammen med hende egen baggrund.
- Hun skriver fra et ikke-ressourcestærkt miljø. Det er taberkultur - og der er er en nervøsitet, og permanent materiel fattigdom, hvor man hutler sig igennem, siger han.
Hør Vita Andersen selv fortælle om sin seneste roman 'Indigo' i Bogselskabet herunder: http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5aac64476187a40c40ea6574
Selvlært og smuk
Selvom Vita Andersens forældre begge havde forfatterdrømme, og hendes far havde udgivet bøger, så kom hun ikke fra et kunstnermiljø. Og det var faktisk med til at profilere hende, da hun debuterede, fortæller Erik Svendsen:
- Hun var autodidakt (selvlært, red.), og så havde hun det her med, at det private skulle offentliggøres. Der var en marxistisk tidsånd, hvor man interesserede sig for almindelige menneskers erfaringer, og den kategori faldt hun i.
Han fremhæver også hendes realistiske stil og flirt med det selvbiografiske som en del af forklaringen på, at hun fik så stor gennemslagskraft.
- Og så var hun jo var en smuk kvinde. Det er fuldstændig banalt, men qua sit udseende – og de andre komponenter - fik hun en del medieopmærksomhed.
- Når de to første blev så stor en succes, hænger det også sammen med, at de er skrevet i forlængelse af kvindeoprøret, men de er jo ikke sådan Femø-lejr-feministisk. Der er ikke et frigørelsesprojekt hos Vita Andersen, hos hende er der lang vej til frigørelsen, siger han.
Menstruationslyrik og mental turisme
Da hun brød igennem, blev hun – sammen med andre repræsentanter for den såkaldte ’bekendelseslitteratur’ - kritiseret for sit konstaterende sprog, de mange gentagelser og for de emner, hun skrev om. Digteren Dan Turèll kaldte det ’menstruationslyrik’, og hans kollega Michael Strunge var også fremme med skarp kritik.
Nogle anmeldere har også kritiseret 'Indigo' for at være for selvmedlidende. Men den kritik giver Erik Svendsen ikke meget for. Den kritik, som har fulgt hendes forfatterskab lige siden begyndelsen, er med til at kritisere nogle bestemte typer af erfaringer og bestemte måder at skrive på, som er knyttet til det kvindelige, mener han.
- Vita Andersen er oplagt at læse, hvis man gerne vil vide noget om kvinder. Vi læser jo for at lære noget om hinanden, som personer og som køn – og for at få indblik i sociale lag, man ikke kender.
- Og det er for pokker da vigtigt, at man kan være mental turist i et miljø, man ikke kender. Man får virkelig noget ud af at læse Vita Andersen, hvis man er sådan en ’mellemlagsmand’ som mig. Hun viser, hvor stor en diversitet dansk kultur rummer, siger Erik Svendsen.
Læs uddrag fra de tre bøger af Vita Andersen, som Erik Svendsen fremhæver:
’Tryghedsnarkomaner’, 1977
Fra digtet ’Hvad tror du jeg tror’ jeg bliver inviteret ud til middag af en fyr jeg smører ruller pudrer sprayer min tiltrækningskraft på bagefter udvælger jeg omhyggeligt et par bukser og en sweater bukserne købt til lejligheden (kontokort Magasin) det nye tøjs trylleri det skal helst se ud som om jeg lige er faldet i det du hentet mig klokken seks vi tager en whisky først (Ballantine 12 år gammel kontokort Magasin) du roser min lejlighed som jeg har ryddet omhyggeligt op fordi du skulle komme
’Hold kæft og vær smuk’, 1978
Fra novellen ’Lykke’ Lykke ved alt om, hvor mange kalorier der er i alt muligt, og at en centimeter er et kilo. Det vil sige, at Lykke skal tabe 7 kilo, og det er meget, men så vil hun også blive flot, og hellere for tynd end for tyk. Lykke tæller altid inde i hovedet, hvor mange kalorier, hun spiser. Helt automatisk.
’Indigo’, 2017
Det var, som alt hvad min mor havde med at gøre, skulle laves om til noget andet. Jeg kunne se det i hendes øjne, de gnistrede på en særlig måde. Mit hår, som var lyst, skulle hellere have været mørkt. Og jeg skulle hellere være en dreng. Jeg hørte min mor sige til kvinden fra Børneværnet, som holdt øje med os: Det er værre at opdrage en pige end en dreng. Jeg har heldigvis en dreng, sagde kvinde.