Det kan ske utroligt meget på bare ét år.
Spørg bare den tidligere så magtfulde Hollywood-filmproducer Harvey Weinstein. Han er både blevet fyret fra sit eget filmselskab, smidt ud af Oscar-akademiet og forladt af sin hustru. Lige nu går han tilmed rundt med en gps-fodlænke.
Alt dette er sket, efter at New York Times for præcis et år siden – 5. oktober 2017 – publicerede en artikel, der beskrev, hvordan den succesfulde filmmand i flere år systematisk havde betalt kvinder for at tie om seksuelle krænkelser, som han efter sigende havde begået imod dem.
Indtil videre er Weinstein sigtet for en voldtægt i 2013 og to overgreb i 2004 ved en domstol i New York, og dertil har en lang række kvinder – kendte som ukendte – offentligt beskyldt ham for overgreb.
Artiklen i New York Times sendte ikke bare en kæmpe skandale i hovedet på Weinstein. Den satte også fut i den verdensomspændende #metoo-bevægelse, der fik både kvinder og mænd til at dele deres egne historier om sexchikane, magtmisbrug og overgreb.
Mindre end et døgn efter publiceringen af The New York Times’ artikel havde Facebook 12 millioner statusopdateringer, kommentarer og reaktioner, hvori hashtagget #metoo blev brugt.
- Jeg skal have hjælp til at styre mine dæmoner
Siden Weinstein i maj meldte sig selv hos politiet, har han været udstyret med en fodlænke, og 8. november skal han møde op i Højesteretten på Manhattan, hvor en dommer skal bestemme, om man vil gå videre med de nuværende tiltaler imod ham.
Men selvom Harvey Weinstein nægter sig skyldig i overgreb og voldtægter, sendte han – i kølvandet på New York Times' artikel for et år siden – en udtalelse til avisen, hvori han gav en undskyldning til ’alle, som han havde gjort fortræd’.
- Jeg skal have hjælp til at styre mine dæmoner. Og jeg planlægger at tage et år fri fra mit filmselskab, for at få hjælp til dette af et hold af terapeuter, udtalte han.
Firmaet kom han dog ikke tilbage til. Allerede få dage efter artiklen i The New York Times blev han fyret fra sin og broderen Bobs succesfulde filmselskab, The Weinstein Company.
Weinstein håbede desuden på at blive accepteret som en del underholdningsbranchen igen.
- Jeg vil have en chance i branchen igen, men jeg ved, at jeg skal arbejde for at fortjene det. Tro mig, jeg ved godt, at det her ikke bliver bedre over natten. Jeg har prøvet at ændre det i 10 år. Det her er et wake up call for mig, skrev han til avisen.
Men flere kendte skuespillere – heriblandt Tom Hanks – har bestemt ikke tilgivet Weinstein.
- Bare fordi du er rig, berømt og magtfuld, betyder det ikke, at du ikke sagtens kan være en stor, fed røv. Undskyld, jeg tager 'fed' tilbage. Men jeg er langt fra den første, som kalder Harvey for en røv, har Tom Hanks udtalt til Huffington Post.
- De er et helvede at arbejde sammen med
Der er også andre sager på vej mod den fallerede filmmogul. Blandt andet en sag om endnu et overgreb mod en britisk skuespillerinde venter i kulissen.
Dertil kommer en civil retssag, hvor skuespillerinden Ashley Judd sidder for den anden bordende. Hun var en af de første kvinder, der stod frem med beskyldninger mod Weinstein.
Og denne sag, der kan ende i retten inden for et år, tog for et par uger siden en ny drejning, fordi den tidligere filmmogul muligvis kommer til at stå overfor en tidligere samarbejdspartner fra Hollywood.
Instruktøren bag ’Ringenes Herre’-trilogien, Peter Jackson, gik nemlig i 1997 med overvejelser om at bruge skuespillerne Ashley Judd og Mira Sorvino i den første del af trilogien. Men deres navne blev fjernet fra castinglisten efter opfordring fra Harvey Weinstein, som direkte anbefalede instruktøren ikke at ansætte de to kvinder.
- Jeg kan huske, at Miramax (Harvey Weinstein's tidligere produktionsselskab, red.) fortalte os, at de var hæslige at arbejde sammen med. De sagde også, at vi for alt i verden skulle undgå dem, fortæller Peter Jackson i et interview.
Dengang stolede Peter Jackson på Weinsteins råd, og således fik Weinstein sin vilje – og ingen af kvinderne kom med i filmene.
Ringenes Herre-instruktør er et stærkt vidne
Men ifølge Ashley Judd kom advarslen til Peter Jackson, fordi hun blankt afviste Weinstein, da hun blev seksuelt chikaneret af ham. Og i et interview til BBC forklarede hun, hvorfor hun troede, at han modarbejdede hende fagligt.
- Han gjorde et rigtigt godt arbejde i at sabotere min karriere. Men jeg var ikke bange for ham. Og jeg tror, det var derfor, at jeg røg på hans sorte liste, siger Ashley Judd i et interview til BBC.
Nu skal Weinstein, ifølge Ashley Judd's advokat, stå til ansvar for angiveligt at have ødelagt skuespillerindens karriere.
- Vi tror, at han (Peter Jackson, red.) bliver et stærkt vidne i sagen, og jeg vil sætte ham op imod Harvey Weinstein til enhver tid, siger Theodore Boutrous, Ashley Judd's advokat.
Weinsteins bror: Han var et svin over for alle
Harvey Weinstein har i mange år været kendt i Hollywood som en svær samarbejdspartner. Og som en mand, der ikke var bleg for at bruge alle kneb til at få, hvad han ville have.
Selv hans egen bror og forretningspartner, filmmanden Bob Weinstein, har kritiseret ham for hans dårlige attitude.
- Harvey var en mobber, og han var arrogant. Han var et svin over for alle hele tiden, siger Bob Weinstein, i et interview til The New Yorker.
Harvey Weinstein er mildt sagt blevet kaldt mange ting i løbet af sin karriere – også inden beskyldningerne om overgreb og #metoo væltede ham af tronen.
Han blev kaldt 'gud' af Meryl Streep, 'hævneren' af Madonna og 'chefen' af den franske instruktør Thomas Langmann.
Men ét af hans mange øgenavne har hængt ved igennem de fleste af hans produktioner.
Harvey 'saksehånd'
Harvey Weinstein fik øgenavnet 'saksehånden', fordi han igennem stort set alle film, havde det sidste ord, når der skulle tages beslutninger om at klippe eller omskrive i film, der ofte allerede var produceret.
Ifølge manden selv var der dog en grund til, at han – også kunstnerisk – tog magten over dem, der arbejdede under ham:
- Jeg klipper ikke for sjov. Jeg klipper for at få lortet til at fungere. Hele mit liv har jeg kun tjent én herre. Filmen. Jeg elsker film.
Det var produceren Hayao Miyazaki dog ikke interesseret i, da den japanske film 'Princess Mononokes' skulle udgives af Miramax, Weinsteins firma i USA.
Derfor sendte han Weinstein en katana (et japansk sværd, red.) hvorpå der stod: 'NO CUTS', en direkte reference til, at Weinstein ikke skulle pille ved noget inden filmens kommende udgivelse i USA.
Hyrede tidligere agenter til privat efterforskning
De alt andet end flatterende øgenavne har ikke stået alene. Harvey Weinstein har også været omgivet af mange rygter, og det følgende kan lyde som noget fra en James Bond film. Men ifølge avisen 'The New Yorker' er det sandt.
Harvey Weinstein hyrede – før skandalen om ham blussede op – flere tidligere Mossad-agenter (agenter fra den israelske efterretningstjeneste, red.) til at arbejde for ham.
De skulle efterforske, hvad journalister og kvinder, som han i dag står anklaget for at have forulempet, havde tænkt sig at anklage ham for. To af episoderne er som taget ud af en film, og blev 6. november sidste år beskrevet af Ronan Farrow, journalist på The New Yorker:
- To agenter fra Black Cube (privat efterforskningsfirma, red.) mødtes med skuespillerinden Rose McGowam, som senere beskyldte Weinstein for at have voldtaget hende. En af agenterne påstod under mødet at være en advokat for kvinderettigheder og optog samtalen, så Weinstein senere kunne høre, hvad hun havde sagt.
- Samme agent mødtes to gange med en journalist, hvor hun påstod, at Harvey havde voldtaget hende. Det gjorde hun for at finde ud af, om journalisten vidste, hvilke kvinder der ellers havde talt pressen, skrev Ronan Farrow.
Næste gang den tidligere filmkonge skal indfinde sig i Manhattan Højesteret er den 8. november.