Forsangeren i den svenske popgruppe Roxette, Marie Fredriksson, er død.
Hun blev 61 år gammel.
- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Marie Fredriksson fra Roxette er gået bort om morgenen den 9. december efter en 17 år lang kamp mod kræft, skriver Marie Dimberg, som er manager for Fredriksson, i en pressemeddelelse.
Også den anden halvdel af gruppen, Per Gessle, udtrykker sin sorg over Fredrikssons død:
- Tak, Marie, tak for alt. Du var en uovertruffen musiker, havde en mesterlig stemme og var en fantastisk performer. Tak for at male mine sort-hvide sange med de mest fantastiske farver. Du var den mest vidunderlige ven i over 40 år.
- Jeg er stolt af, beæret over og glad for at have fået lov til at få del i så meget af din tid, talent, varme, generøsitet og humoristiske sans. Al min kærlighed til dig og din familie. Tingene vil aldrig blive det samme.
Marie Fredriksson udgjorde sammen med Gessle duoen Roxette, der står bag gigantiske hits fra 1980'erne og 1990'erne som 'The Look', 'Listen to Your Heart', 'It Must Have Been Love' og 'Joyride'.
'Skandinavisk musikhistorie'
Radiovært Henrik Milling begræder Marie Fredrikssons død og mener, at duoen er en af de største succeshistorier inden for skandinavisk musik nogensinde.
- Roxette opnåede stor global succes. Og så nåede de at gøre noget, selv Abba havde problemer med - de fik nemlig stor succes i USA. Det er knusende svært. Amerikanerne er stort set ligeglade med, hvad der foregår i Europa. Selv ikke Robbie Williams har fået succes derovre, siger Henrik Milling.
- Det er intet mindre end skandinavisk musikhistorie, at Marie Fredriksson og Per Gessle lykkedes med at slå igennem på den måde. Roxette er helt oppe i superligaen sammen med Abba, når det kommer til de største musikere fra Skandinavien.
Henrik Milling mener, at det var gruppens 'spændende måder at producere på', som amerikanerne ikke kunne lade være med at tage til sig:
- Der var læder og læbestift, men det var stadig sing-a-long-pop af bedste skuffe. Og Marie Fredriksson var den perfekte frontkvinde.
Kæmpede med følgerne af kræftsygdom
Marie Fredriksson kæmpede i mange år med følgerne af en kræftsygdom, som hun blev diagnosticeret med i 2002. Her måtte hun gennem en større operation, hvor hun fik fjernet en kræftknude i baghovedet.
- Det er synd, hun måtte slås med kræft så længe. Hun har været igennem intet mindre end et mareridt, pointerer Henrik Milling.
Fredrikssons helbred betød også, at Roxette i 2016 valgte at stoppe med at turnere.
- Desværre er min turné-tid nu forbi, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke vores vidunderlige fans, som har fulgt os på vores lange og hæsblæsende rejse, skrev Marie Fredriksson i et opslag på Roxettes Facebook-side.
Roxette optrådte sidste gang på dansk jord i 2015, hvor de spillede på Jelling Festival. Hitduoen blev dannet i 1986 og udgav deres sidste album sammen, 'Good Karma', i 2016.
Henrik Milling tror dog, deres musikalske arv vil vare længe endnu - selv om den ene halvdel af gruppen nu er gået bort.
- Der er ingen tvivl om, at vi nu vil genopdage Roxettes musik, og jeg tror, numre som 'Joyride' og 'The Look' vil storme frem de næste dage. Det hersker der ingen tvivl om.
Marie Fredriksson efterlader sig ægtemanden Mikael Bolyos og børnene Josefin og Oscar.
Nedenfor guider Henrik Milling til de tre bedste numre med Roxette:
'The Look'
- De slog igennem med det her nummer. Hvor Abba tog udgangspunkt i svensk spillemandsmusik og slager, så er Roxette meget mere rock'n'roll og synthesizer.
'Joyride'
- Det her nummer viser til fulde, hvordan Per Gessle kan skrive en tekst og et omkvæd, du umuligt kan undgå at synge med på.
'It Must Have Been Love'
- Den helt store Roxette-ballade kendt fra 'Pretty Woman'-filmen, selv om den egentlig blev udgivet som en svensk julesang i første omgang.