Flygtningekrisen har sat Europas grænser og det europæiske fællesskab under pres. Det mener forfatter Madame Nielsen (alias Claus Beck-Nielsen), der derfor satte sig for at undersøge Europas grænser, og hvordan man kan forstå europæisk identitet i dag.
Ved at vandre langs Balkanruten fra Grækenland oplevede hun flygtningekrisen på nærmeste hold – ikke mindst krisens grimme sider, som hun beskriver i dannelsesromanen Invasionen, der udkommer sidst på måneden.
Fra Tyskland til Thessaloniki
Da flygtningekrisen brød ud, oplevede Madame Nielsen det som et historisk øjeblik, som hun følte sig kaldet til at reagere på.
Beslutningen om at rejse langs Balkanruten blev truffet efter en oplevelse i det første tog med flygtninge mellem Tyskland og Danmark.
- Jeg var tilfældigvis med det første tog, der kom fra Tyskland til Danmark, og blev holdt tilbage i fem timer eller sådan noget, og hvor nogle begyndte at gå op ad motorvejen, fortæller hun til Skønlitteratur på P1.
- Jeg var på nippet til at gå med, men tænkte: ’Nej. De mennesker har rejst hele vejen sydfra. Jeg kan ikke bare hoppe på der og være medløber’. Og så tænkte jeg: ’Nej, jeg må gå den samme vej, som de gjorde’.
Derefter lagde hun en rute fra Thessaloniki i Grækenland, som fulgte Balkanruten, og vandrede med flygtningene.
Ind i Dantes Helvede
På rejsen oplevede Madame Nielsen forvirringen og de planlægningsmæssige problemer, flygtningekrisen medførte. På vej ind i Kroatien blev hun eksempelvis anholdt for at krydse en grænse, kun flygtninge må krydse. Og hun var vidne til de grimme ting, der fulgte af den manglende organisering:
- Lejrene ændrede hvert sted hele tiden karakter. Nogle gange var det lige som et turiststed, og nogle gange var det virkelig en helvedeslejr. Nogle gange var det Dantes Helvede.
Et af de særligt grimme steder var grænseovergangen mellem Slovenien og Østrig. I de fleste lande er der en flygtningelejr på begge side af grænsen. Det var der også her, men overgangen var ekstremt besværlig og nedværdigende:
- Når flygtningene skulle fra den ene lejr over grænsen ind i den anden, blev de først puttet ind i et meget stort bur uden låg på. Et stort ingenmandsområde, hvor de slovenske soldater, der førte dem derind, ikke selv måtte gå med. Og man måtte ikke lukke nogen tilbage, beretter hun.
- Mange vidste ikke, at de var kommet ind et sted, hvor det måske ville tage 24 timer at komme over. Og det var ved at blive vinter, så det var vældig koldt derinde om natten, så de brændte alt muligt af.
Genovervejelse af Projekt Europa
Ifølge Madame Nielsen har flygtningekrisen betydet, at det er nødvendigt at genoverveje det europæiske projekt.
- Hvis der skal være et Europa, hvordan skal det så hænge sammen, og hvordan skal adgangen fra det ene til det andet være? For her bliver det jo tydeligt, at det, der sker, er et resultat af kampen mellem på den ene side at ville være Europa og på den anden at ville være nationalstater, fortæller hun.
- Og så bliver grænseområder – som en slags fremkaldervæske – til det sted, hvor problemerne og de grelle sider træder frem.
Europæisk identitet?
Fordi flygtningekrisen sætter spørgsmålstegn ved det europæiske fællesskab, har Madame Nielsen brugt den som et prisme til at undersøge europæisk identitet igennem.
- Jeg ville forsøge at gøre det til en dannelsesrejse, hvor jeg opdager Europa. Og opdager, hvordan grænseovergangene i Europa er. Både helt konkret, men også hvad forskellene inde i Europa er, og hvad det er at være europæer i dag, forklarer hun.
En af de forskelle, der nævnes i romanen, er, at der er toiletpapir på togtoiletterne, når man kommer inden for EU's grænser. Eksemplet er ment som en vittighed, men det peger på, at forskellene træder frem, når man mærker dem på egen krop.
- Jeg tror ikke ret meget på statistikker. Fordi vi stadigvæk er kroppe, så er det de der helt konkrete erfaringer af forskelle, forklarer Madame Nielsen.
Fakta om Madame Nielsen
- •
Madame Nielsen er en af forfatter og kunstner Claus Beck-Nielsens (f. 1963) mange identiteter.
- •
Han har tidligere udgivet bøger under navnene Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, clausbeck-nielsen.net og Nielsen.
- •
Under aliasset Madame Nielsen er tidligere udgivet romanen Den endeløse sommer i 2014. Dannelsesromanen Invasionen udkommer 31. marts på forlaget Gyldendal.
Madame Nielsens grænseoverskridelser har tidligere været trykt som syv essays i Weekendavisen og Information.