En psykopat gemt i en burka myrder løs i den første pakistanske horrorfilm i over 20 år.
Ifølge instruktøren Omar Ali Khan skal man dog hverken tolke noget religiøst eller politisk ud fra burkaen.
- Jeg så morderen som en "burka man" på grund af min barndoms frygt for burkaer. Billedet af en kvinde tilhyllet i sådan en klædedragt fik mig til at tænke på et spøgelse, siger han ifølge TV2s hjemmeside.
Filmen handler om fem teenagere, der bliver nødt til at tage en fatal omvej på vej til en rockkoncert. Først bliver de overfaldet af zombier - siden af en psykotisk familie af slagtere.
Filmen har titlen "Hells Ground" og fik for øvrigt sin verdenspremiere på den danske Natfilm Festival.