Første gang nogensinde: Model i hijab med i legendarisk bikini-blad

Modellen Halima Aden optræder i hijab og burkini i årets udgave af 'Sports Illustrated Swimsuit Issue'.

Halima Aden er den første kvinde iført hijab og burkini, der er med i 'Sports Illustrated Swimsuit Issue'. Hun var i 2018 den første i hijab på forsiden af britiske Vogue. (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

Da Tyra Banks i 1997 prydede coveret af 'Sports Illustrated Swimsuit Issue', var hun den første sorte kvinde nogensinde, der havde været en tur på bladets forside.

I 2019 er det så første gang nogensinde, at en model iført hijab og burkini er med i magasinet, hvis årlige reklameindtægter skal måles i et trecifret millionbeløb.

Kvinden, der er kommet med i bladet, er den somalisk-amerikanske model Halima Aden.

- Der er så mange muslimske kvinder, der føler, de ikke passer ind i samfundets skønheds-standarder, siger hun til CNN.

- Og jeg vil blot fortælle dem, at det er okay at være anderledes; det er også smukt at være anderledes.

'Et popkulturelt fænomen'

Og selvom modellen ikke er på forsiden, men inde i bladet, er det stadig værd at bemærke, mener Kristian Keller, moderedaktør på Soundvenue.

- 'Sports Illustrated Swimsuit Issue' er stadig relevant, fordi det er blevet et popkulturelt fænomen, som folk holder øje med. De har ikke samme 'magt' som tidligere og kæmper for at følge med i en tid, hvor vores syn på diversitet og ligestilling ændrer sig.

- Men folk lægger alligevel mærke til det, når de forsøger at ændre sig.

'Sports Illustrated Swimsuit Issue' udkom første gang i 1964 og har blandt andet haft modeller som Elle Macpherson, Tyra Banks, Heidi Klum og danske Nina Agdal på forsiden gennem årene.

Bladet tilskrives desuden æren for at udbrede bikiniens popularitet og scorer hvert år enorme reklameindtægter på sin lukrative blanding af sport og letpåklædte kvinder.

Fans tager selfies med Halima Aden i forbindelse med et modeshow i Istanbul, Tyrkiet. (Foto: © MURAD SEZER, Scanpix)

Første i hijab på forsiden af Vogue

Nu er Halima Aden så blevet den første iført hijab og burkini, der er med i magasinet.

Og hun er ikke uvant med at sparke døre ind i modebranchen.

Sidste år blev Halima Aden nemlig den første kvinde klædt i hijab, der prydede forsiden af den britiske udgave af modebiblen Vogue.

Kristian Keller kalder Aden for 'verdens førende hijabbærende model'.

- Hun fik sit gennembrud i 2017 og er på mange måder for muslimske kvinder, hvad Ashley Graham er for kurvede kvinder. Samtidig er de begge lidt et billede på, at moden har en hang til at tænke: 'Nu er vi home safe', siger han og uddyber:

- Mangfoldighed har spillet en stor rolle i modeformidlingen de seneste år, men det er hele tiden en balancegang i forhold til, hvornår det blot er den nyeste trend, og hvornår det er oprigtigt og stikker dybere end blot at bruge fem modeller på catwalken, der ikke er slanke og hvide.

Han fortæller, at brands som Gucci og H&M har ansat diversitetsansvarlige, som netop også skal sørge for, at mangfoldigheden stikker dybere blandt de ansatte og i al kommunikation fra de forskellige brands.

Vokset op i flygtningelejr

Halima Aden voksede op i Kenyas Kakuma-flygtningelejr, før hun som syvårig flyttede til USA med sin familie.

I 2016 var hun den første deltager i Miss Minnesota USA, der tog del i konkurrencen iført hijab og burkini. Hun nåede til semifinalen og skrev efterfølgende kontrakt med IMG Models.

- Jeg giver kvinder magt ved at være tro mod mig selv, mens jeg samtidig opfordrer dem til ikke at være bange for at være den første (til noget), sagde hun til CNN i forbindelse med Kvindernes internationale kampdag, 8. marts.

- Hvis du ikke ser dig selv repræsenteret et givent sted, så tag det på dig selv at blive den første.

Halima Aden til modeugen i Milano, Italien, september 2018. Aden er født i 1997 og er 21 år gammel. (Foto: © Matteo Bazzi, Scanpix)