Den midaldrende kvinde har momentum i populærkulturen. På lærredet får hun orgasmer med yngre mænd, og i litteraturen er hendes overgangsalder ikke længere skamfuld.
- Der er sket et kvantespring, i forhold til hvad vi interesserer os for som distinkte kvindelige erfaringer, siger Ph.d.-stipendiat Katrine Sommer Boysen i Deadline.
Katrine Sommer Boysen forsker i, hvordan kvindelig overgangsalder portrætteres i popkulturen. Hun peger på, at film som Babygirl med Nicole Kidman i hovedrollen og bestseller-romanen På alle fire er eksempler på, hvordan populærkulturen er begyndt at omfavne den midaldrende kvindes seksualitet.
- Det, der før har været skamfuldt, negligeret eller latterliggjort,bliver pludselig de figurers primære kvalitet. Det, at de er midt i livet, gør dem interessante, lyder det fra Katrine Sommer Boysen.
I populærkulturen har idealet ifølge Sommer Boysen traditionelt været den 25-årige kvinde, mens den midaldrende kvinde har været "i kulturelt flyverskjul".
- Hun har været parkeret som mor, kone, kæreste eller kollega i periferien af det interessante. Når hun har haft en bærende funktion, har det været som en lidt dæmonisk, overdrevet eller ufrivilligt komisk figur.
Se hele interviewet i Deadline på DRTV.