Flere Jagtveje skaber forvirring

Det kan være svært at finde rundt i København i dag. Støtter til Ungdomshuset har været kreative og lavet store klistermærker, hvorpå der står Jagtvej. De dækker nu for de rigtige vejnavne, og kommunen

Hvis man ikke lige kan sine københavnske vejnavne, så vil man få svært ved at finde rundt flere steder i hovedstaden i dag på grund af en kunstnerisk protest.

Blandt andet vil folk på Islands Brygge på det nordlige Amager blive mødt af en lang række ellers ikke eksisterende 'Jagtveje' i området.

Jagtvej alle steder

Stedets mange nybyggede huse og glasfacader viser ellers tydeligt, at det ikke er Nørrebro, man er havnet på. Alligevel betyder de ophængte klistermærker, at man må finde Krak-kortet frem også selvom man er vant til at finde vej:

- Det er skide svært at finde rundt herude, når der står Jagtvej alle steder, siger Sultan Sultan fra DFDS Transport, som DR Kultur møder på Islands Brygge.

Bløde initiativer

Initiativet er blot en af flere i disse dage, efter at Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København blev ryddet i sidste uge.

I morgen har forfatter Peter Adolphsen for eksempel arrangeret en demonstration, hvor Nørrebro invaderes af soldaterklædte støtter til Ungdomshuset.

Deres våben vil dog være ganske blødt - de vil nemlig kaste nuttede tøjdyr efter politiet.

Bringer menneskeliv i fare

I Københavns Kommune betragter man overklistringen med stor alvor.

- Københavns Kommune er nødt til at betragte det som hærværk, og det er både dyrt og besværligt at rette op på denne "spøg". I yderste konsekvens kan det bringe menneskeliv i fare, da det kan være svært for folk at guide udrykningskøretøjer til en ulykke, hvis ikke det rigtige gadenavn er synligt, udtaler renholdschef Vibeke Forsting fra Teknik- og Miljøforvaltningen.