Multikunstneren Flemming Quist Møller er død i en alder af 79 år.
DR har bedt Flemming Quist Møller fortælle om sit liv og tankerne om døden til denne video, der efter aftale først offentliggøres nu, hvor han er væk.
Selvom hans arbejde var præget af en livlig fantasi, så har Flemming Quist Møller med egne ord aldrig kunnet bilde sig selv ind, at der er et liv efter døden.
- Så I skal nok ikke regne med, at jeg sidder oppe i Paradis og slår på tromme for Gud og hans små søde englebasser, siger Flemming Quist Møller i sin hilsen.
Når han ser tilbage på sit liv, vil Flemming Quist Møller gerne huskes som et kærligt familiemedlem, der ikke har været "alt for irriterende at leve sammen med".
- Og hvis nogen herefter min død kan glæde sig over mine bøger, tegninger, film, musik og historier, ville det selvfølgelig være vidunderligt.
I videoen øverst kan du se og høre Flemming Quist Møller fortælle mere om livet, og hvad han håber for fremtidige generationer.