Filmproducer René Ezra nævnte det allerede, da ”Krigen” for en måned siden blev vist for amerikanske krigsveteraner i Washington: At den danske films største Oscar-konkurrent var den ungarske ”Sauls Søn”.
Ezra fik – givetvis til sin store fortrydelse – ret i aften i Hollywood, hvor årets Oscar gik til netop ”Sauls Søn”.
'Sauls Søn' har en særlig styrke
Det ungarske drama var både anmeldernes og bookmakernes favorit, ikke mindst efter at ”Sauls Søn” i januar kunne føje en Golden Globe til trofæhylden, der også indeholder Cannes Festivalens næstfornemmeste pris, Grand Prix’en.
Mens instruktør Tobias Lindholms danske krigsfilm handler om en deling soldater i Afghanistan, så handler ”Sauls Søn” om anden verdenskrig og den ungarske jøde Saul, der er tvangsarbejder i Auswitz. Hans grumme arbejde består i at tilintetgøre ligene efter tusinde af jøder, der bliver dræbt i KZ-lejren – indtil Saul en dag står med liget af en lille dreng, som Saul beslutter sig for at give en værdig, jødisk begravelse.
Og selv om ”Krigen” er blevet godt modtaget i USA, hvor filmbranche og biografgængere især har hæftet sig ved dén realisme, der er blevet Tobias Lindholms kendetegn efter film som ”R” og ”Kapringen” – ”Krigen” har sågar flere danske krigsveteraner på rollelisten – så har ”Sauls Søn” ramt Oscar-akademiet med en særlig styrke.
Nogle vil forklare det med, at akademiet har mange ældre og mange jødiske medlemmer, andre vil argumentere for, at ”Sauls Søn” ganske enkelt var den bedste film.
Anden gang for Tobias Lindholm
Det er anden gang, 38-årige Tobias Lindholm deltager til Oscar-uddelingen. Som manuskriptforfatter til Thomas Vinterbergs “Jagten”, var Lindholm i 2014 sammen med Vinterberg og Mads Mikkelsen med i opløbet om en Oscar for Bedste Udenlandske Film.
Som instruktør står Tobias Lindholm bag film som “R” og “Kapringen”, der begge har modtaget Bodilprisen for Bedste Film. Men Hollywood forlader han tomhændet, når han tirsdag forlader Hollywood sammen med resten af holdet bag “Krigen” – blandt andre producer René Ezra og hovedrolleindehaverne Tuva Novotny og Pilou Asbæk.
Skuffede, givetvis, men næppe overraskede, over at det blev storfavoritten “Sauls Søn”, der tog Ungarns første Oscar nogensinde foran “Krigen”, den columbianske “Embrace of the Serpent”, den fransk-tyrkiske “Mustang” og den jordanske “Theeb”.