Den norske ungdomsserie ’Skam’ bredte sig som en steppebrand på de sociale medier og sprang en bombe i serielandskabet.
Ingen metafor er for voldsom for den effekt, serien havde på både seere og mediechefer overalt i verden.
Men nu hvor støvet for længst har lagt sig efter fjerde og sidste sæson er der plads til at kigge på mulige arvtagere.
Her på dr.dk nægter vi nemlig at deltage i den udbredte shaming af voksne, der godt kan lide at føle sig ung med ungdomsserierne.
Ovenpå ’Stranger Things’-hysteriet og med det nye britiske kæmpehit ’The End of the Fucking World’ på Netflix i ryggen, tør vi godt påstå, at ungdomsserierne er bedre og mere modne end nogensinde før.
Her er fem ungdomsserier, du roligt kan kaste dig over, selvom du er blevet så gammel, at du husker det, som om, det var sjovt at være teenager.
The End of the Fucking World
Den mest hypede ungdomsserie siden 'Skam'. Den britiske road-serie om en ung mand, der tror, han er psykopatisk morder og en ung kvinde, der tror, hun er nymfoman, kan effektivt trække dig tilbage i den meget teenageagtige følelse af at have gjort noget, der er så slemt, at det er enden på det (fucking) hele.
Ikke noget for voksne med en serie om britiske teenagere på flugt fra loven, siger du? Referencerne hedder Tarantino og Wes Anderson og soundtracket er lavet af Blur-guitaristen Graham Coxon.
En sæson på Netflix.
Marvel's Runaways
Historien kommer fra tegneseriegeniet Brian K. Vaughans superheltehistorie med en suverænt simpel præmis: En gruppe skolebørn opdager ved et tilfælde, at deres forældre er superskurke. De unge er nødt til at stikke af og finde frem til deres egne, meget forskellige superkræfter og arbejde sammen for at stoppe deres egne forældres ekstremt skumle plan om at overtage verdensherredømmet.
Serien er skabt af folkene bag 'Gossip Girl', så forvent mere kulørte intriger og frisk teenagekækhed (“Great party Alex, thanks for all the pizza and sadness!”) og mindre dyster, psykologisk realisme.
En sæson på HBO Nordic.
Perfekte steder
Mikael Wullf har lavet noget så særligt som en romantisk ungdomskomedie med et sympatisk slipsedyr fra overklassen som den mandlige hovedrolle. Og så er der en helt vidunderligt naturlig kemi mellem de to hovedrolleindehavere, Gustav Dyekjær Giese og Sara Hjort Ditlevsen.
Anden sæson er heldigvis allerede blevet lovet, og der skal vi videre fra den intense forelskelse og se, hvad der sker, når ekstasen møder hverdagens realiteter. På musiksiden er der en effektiv blanding af P4-hits fra The Cure og Tom Waits og P3-slagere fra Chinah og Soleima, der selvsagt ikke er mere ungt, end at vi alle sammen kan være med.
En sæson på TV2 Play.
Yes No Maybe
Hovedrolleindehaveren med et af verdens sejeste borgerlige navne, Youssef Wayne Hvidtfeldt, vandt meget fortjent publikumsafstemningen på dr.dk om årets sejeste hovedperson som telefondating-charlatanen Mads.
Serien har et ekstremt underholdende, nærværende og råt indie-udtryk med sine superkorte afsnit, sit knivskarpe koncept - et afsnit, én date - og er den perfekte ungdomsserie til alle, der faldt ind i et monogamt forhold, inden Tinder, Happn og Grindr ramte vores telefoner.
Nu håber vi bare, at der er nogen, der finder den store pengepose frem til sæson to. For bagmanden Mads Rosenkrantz Grage, der har lagt både navn og datinghistorik til hovedpersonen, har lovet, at vi stadig har nogle af de bedste (værste?) historier til gode.
En sæson på Viaplay.
Riverdale
Masser af vanvittige twists og højoktan- teenage-forhold og figurer, der konstant holder de andre opdateret på, hvad de føler (“Venner! Der er noget, jeg ikke har fortalt jer … fordi jeg var for flov”).
Som hvis Ryan Murphy havde skrevet et Twin Peaks-ripoff, bliver et mordmysterium seerens vej ind i et lille landsbysamfund befolket af kantede klicheer, som den vampede Veronica og amatørdetektiven Betty på ADHD-medicin. Onde tunger vil måske mene at der ikke er helt nok bund i historiens temaer til at bære så fjollede plotveje og -afveje, men hvem gider at tænke på det, når det er så djævelsk underholdende.
To sæsoner på Netflix.