Tv-stjerne skal være Oscar-vært

Neil Patrick Harris, der især er kendt for sin rolle i ’How I Met Your Mother’, er næste års vært til Oscar-showet.

Neil Patrick Harris har allerede erfaring med andre prisshows. Nu skal han være Oscar-vært. (Foto: © DOMINICK REUTER, Scanpix)

Han har allerede styret showet ved uddelingen af teaterprisen Tony og tv-prisen Emmy. Nu kan Neil Patrick Harris også snart sætte et flueben ved Oscar-showet.

Den 41-årige tv-stjerne, der slog igennem med komedieserien 'How I Met Your Mother', annoncerede selv sit kommende værtsjob på Twitter med en video, skriver BBC.

I erfarne værters fodspor

Dermed følger han i en lang række kendte værters fodspor, når han den 22. februar næste år skal underholde de mange filmfolk, prisvindere og kendte mennesker i Dolby Theatre.

Sidste år var det 'Family Guy'-skaberen Seth MacFarlane, der havde fået det prestigefyldte job, og tidligere har både David Letterman, Billy Crystal, Ellen DeGeneres, Jon Stewart, Chris Rock, Bob Hope og ikke mindst talkshowlegenden Johnny Carson.

"Scorekarl" med Broadway-erfaring

Neil Patrick Harris er mest kendt for sin rolle som scorekarlen Barney i komedieserien 'How I Met Your Mother', der også har været sendt på dansk tv de seneste mange år.

Udover en række filmroller har han også erfaring med teater. I år havde han hovedrollen i rockmusicalen 'Hedwig And The Angry Inch' på Broadway, som han selv vandt en Tony-statuette for.