I dag kan skuespiller, instruktør og dukkemager Thorkild Demuth fejre 90 års fødselsdag.
Og hvis du tror, du ikke kender sønderjyden Thorkild Demuth, kan du med stor sandsynlighed godt tro om igen.
I hvert fald kender du med stor sandsynlighed den mumlende mand med de runde briller fra introen til 'Fredagsbio' med Anna og Lotte, som Thorkild Demuth lagde stemme til tilbage i 1979.
Fra Magnus Tagmus til Sørøver Sally
Du kender ham sikkert også fra en god portion af de tv-produktioner til børn, han har været med til at producere for børn op gennem særligt 60'erne og 70'erne, mens han arbejdede på Danmarks Radios Børne & Ungdomsafdeling.
Herunder 'Magnus Tagmus', 'Ingrid og Lillebror', 'Sørøver Sally' - og adskillige julekalendere. Den første julekalender var 'Kender du Decembervej fra 1967, og det er her vi møder Magnus Tagmus for første gang. Hele seks år i træk producerede han DR's julekalendre for børn.
Indimellem sneg han sig også selv ind på din tv-skærm, som her i programmet Legestue, hvor han fortæller om engang, han kom på skadestuen som oplæg til et indslag med pigen Mette, der også må en tur på skadestuen.
Thorkild Demuth er uddannet skuespiller fra skuespillerskolen ved Odense Teater i 1952.
Efter nogle års arbejde på teateret flyttede han til København og startede hos Danmarks Radio.
I 1974 flyttede han tilbage til Sønderjylland, hvor han blandt andet lavede meget børneteater, indtil han blev 70.
Thorkild Demuth bor i dag på plejehjem i Toftlund.
I klippet øverst kan du høre Thorkild Demuth fortælle om produktionen af Magnus Tagmus.