De unge vil streame, når de skal se tv. Det kan vist ikke komme som en overraskelse længere, og det er også efterhånden gået op for de danske tv-stationer.
De tre største danske udbydere er DR TV, TV 2 Play og Viaplay - men hvad er det egentlig for nogle tv-programmer, som danskerne har lappet i sig i det snart forgangne år, hvis vi ser på tjenesternes top 10-lister?
Det er programmer som 'Paradise Hotel', 'Skam' og 'Badehotellet'.
Norske teenagere og 'Matador' på DR TV
Øverst på listen over mest populære DR-programmer finder vi blandt andet det norske seriehit 'Skam' og DR3-serien om sugardateren Gina Jaqueline.
- De yngre er de hurtigste til at favne de muligheder, der følger med de digitale medietilbud, siger Mette Birk, som er medieforsker i DR.
- Men vi ser også, at 'Matador', som i mindre grad forbindes med børn og unge, ligger højt på listen. Til gengæld har 'Matador' en helt særlig værdi for rigtig mange danskere, og det vil være min vurdering, at det er noget, man har været fælles om på tværs af generationer.
Årets mest populære på DR TV
- 1
Skam IV
- 2
Gina Jaqueline - en sugardaters bekendelser
- 3
Kasper og Sofie
- 4
Matador
- 5
Skam III
- 6
Skam I+II
- 7
Paw Patrol II
- 8
Historien om Danmark
- 9
Gift ved første blik IV
- 10
Rigtige mænd - Det nye hold Kilde: Estimat baseret på Gemius Stream & Adobe Analytics – DR Medieforskning
'Badehotellet' hitter mest på TV 2 Play
Ovre på TV 2-streamingtjeneste TV 2 Play er det særligt kanalens store dramaserie 'Badehotellet', der har lokket online-seere til.
Også på TV 2 er der et særligt fokuserede på de unge seere, når det kommer til kanalens on demand-tilbud.
- TV 2 Play har generelt en yngre brugerprofil end de fleste danske tv-kanaler, siger kanalchef på TV 2 Play, Sune Roland.
- Men brugerne søger ikke alene Zulu-indhold, de ser også i høj grad med på det øvrige TV 2-indhold. Blandt andet ser vi også store livsstils- og dokumentarklassikere som en tredje programtype på top 10-listen, som for eksempel 'Årgang 0', der fortsat er meget populær blandt danskerne.
Årets mest populære på TV 2 Play
- 1
Badehotellet sæson 4
- 2
Rita sæson 4
- 3
Tinkas juleeventyr
- 4
SJIT Happens sæson 5
- 5
Landmand søger kærlighed sæson 4
- 6
Ditzel All inklusiv
- 7
Årgang 0 - år 17
- 8
Perfekte Steder
- 9
Mercur
- 10
Pigerne
Feststemte 'Paradise Hotel' er stadig populært på Viaplay
På streamingtjenesten Viaplay ligger der både tv-programmer fra TV 3, men også massevis af indkøbte film og serier. Her fokuserer vi kun på tjenestens indhold fra TV 3, med undtagelse af sport.
Og når det kommer til TV 3, så er der vist intet, der kommer op på siden af 'Paradise Hotel'. Realityformatet, hvor en flok unge mennesker bliver filmet i døgndrift, mens de drikker og fester sig gennem et ophold på et mexicansk ø, er stadig øverst på listen.
- Interessen for vores reportage- og reality-formater er enorm, siger Flemming Fjeldgaard, der er chef for Viaplay.
- Det gælder nyere formater som eksempelvis 'Forsidefruer', men det gælder sandelig også de programmer, der har eksisteret i mange år – som 'Paradise Hotel', 'Luksusfælden', 'Robinson' eller 'Familien på Bryggen'.
Årets mest populære på Viaplay
- 1
Paradise Hotel
- 2
Familien fra Bryggen
- 3
Forsidefruer
- 4
Robinson Ekspeditionen
- 5
Dagens mand
- 6
Luksusfælden
- 7
Danmarks Modigste
- 8
Til Middag Hos
- 9
Med kniven For struben
- 10
Masterchef Listen er baseret på TV 3-programmer på Viaplay, eksklusiv sport.