Det er alvor, det her.
Det er da noget underligt noget at slå fast i begyndelsen af en filmanmeldelse. Men det føles nødvendigt.
'Don't Look Up' er mere alvorlig end alle film, du har set i år. Tilsammen. Men den har forklædt sig som en knaldskør komedie med filmstjerner, der opfører sig mere tåbeligt end nogensinde før.
Se bare Meryl Streep som den amerikanske præsident, Janie Orlean. Uanset hvilke alvorlige problemer i nutidens USA, der lander på hendes bord, bekymrer hun sig kun om popularitetsmålinger og sit kommende genvalg. Og se Cate Blanchett, elegancens gudinde, der her vælter rundt som botox-udstoppet tv-vært med seertal og karriere på hjernen.
De er imponerende infantile at se på. Og samtidig er der noget bekendt ved dem.
De virker…virkelige. Det er ikke svært at komme i tanke om politikere, bestemt også danske, der skubber upopulære beslutninger til side for at blive på magten. Eller mediefolk, der skynder sig videre, hvis emnet pludselig bliver for tænksomt. Seerne og lytterne skal jo nødigt stikke af.
Det er lige præcis det, der er alvoren i 'Don't Look Up' – at menneskeheden er fjollet og fjantet. Det har den muligvis altid været, men den amerikanske filminstruktør og satiriker Adam McKay får effektivt understreget, at menneskeheden lige nu befinder sig på et hidtil uset niveau af idioti.
Opfinder sin helt egen katastrofe
Baggrunden er klimaforandringerne, som 99,9 procent af alle klodens videnskabsfolk har advaret om i mange år. Og som sandsynligvis vil føre til katastrofer, vi ikke har fantasi til at forestille os.
Vi kan allerede se det ske – hvis vi gider se efter. Rationelt set burde vi alle, også politikerne, smide alt, hvad vi har i hænderne og gå i gang med at ommøblere vores livsstil. Men vi har et genvalg at bekymre os om. Og seertal. Og følgere på Instagram. Og kattevideoer. Og clickbait. Og nye apps...
'Don't Look Up' nævner ikke noget om klimaet, men opfinder sin egen katastrofe – en kæmpekomet med kurs mod Moder Jord. Os. Forskerne Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) og Randall Mindy (Leonardo DiCaprio) opdager kometen og råber højt. Men ingen hører efter.
Præsidenten og hendes rådgivere vil hellere fokusere på det kommende valg. I stedet går Dibiasky og Mindy på tv, men drukner fuldstændig i to popstjerner, der bliver kærester igen på live-tv. Snart er Dibiasky og Mindy forfladiget til underholdning på børne-tv eller i memes på de sociale medier.
Det er bimlende skørt. Og alligevel…genkendeligt. Fucked op… men realistisk. Skideskørt… men tankevækkende. Den balance gør 'Don't Look Up' usædvanlig. Det er satire på et nyt radikalt plan. Og det gør kun satiren endnu mere spidsfindig, at 'Don't Look Up' er finansieret af mediegiganten Netflix, samlebåndsleverandør af underholdning uden holdning.
Ikke alt fungerer - men skidt med det
Det går glimrende i størstedelen af filmen. Det er, som om klimakrisens tidsalder bare har ventet på at blive gjort grin med. Især tv, de sociale medier og politikerne bliver grundigt udstillet.
Undervejs får Mckay også svært ved at finde den rette tone, da han skal bygge op til en sørgehymne over menneskeheden, "der virkelig havde alle muligheder", som Randall Mindy sørgmodigt konstaterer. Men skidt med at alt ikke fungerer lige godt. Det enestående er dens balance. Vi sidder og griner af, at vi er så dumme, at vi ikke kan se den katastrofe, vi befinder os i. DET er vildt.
McKay er ikke den første, der har skabt en kulsort komedie ud af sprængfarlige realiteter. Stanley Kubrick gjorde det for eksempel i 1964 med 'Dr. Strangelove', der spiddede menneskets atomvåbenkapløb. Den ændrede ikke meget. Men vil vi høre efter nu?
Vil vi se katastrofen? Sig mig, er du blød i bolden? Kan du ikke se, at Netflix er i fuld gang at foreslå en anden film? Den begynder lige om lidt…