Tænk, hvis det var ham, det store, stinkende lokum, der var filmens hovedperson.
Tænk, hvis filmen var taget på udflugt i den savlende psykopats tankebaner for at undersøge, hvorfor en mand føler sig i sin gode ret til at befamle, begramse, ydmyge og sexchikanere kvinder.
Tænk, hvis filmen havde forholdt sig til fedtklumpen med samme nuancerede nysgerrighed, som superheltefilmen 'Joker' beskriver en klassisk superskurk.
Hvis han, den store, savlende psykopat, havde været omdrejningspunktet i stedet for hans tre kvindelige ofre, havde 'Bombshell – Opgørets time' måske ikke været så tydeligt et forsøg på at behage tidsånden.
Hvis filmen havde studeret den store klump blævrende kød med oprigtig interesse, kunne den måske være blevet noget andet og mere end et enøjet politisk statement.
Måske kunne den endda være blevet en spændende film. Og en interessant film. Og et medrivende drama.
Og en film med bare en eller to overraskelser.
Men instruktøren Jay Roach og manuskriptforfatteren Charles Randolph er gået den sikre vej med filmen.
Magtfuld mediemand udstilles som monster
De kan ikke gøre for, at Roger Ailes, chefen for nyhedsstationen Fox News, var en stor mand på et godt stykke over 100 kilo, og at han ofte blev nævnt i sammenhæng med 'Star Wars'-kæmpeskurken Jabba the Hutt.
Men de gør i hvert fald ikke noget for at forskønne ham.
Tværtimod pakker de Hollywood-stjernen John Lithgow ind i et kostume med dobbelthager og hængekinder, mens de lader ham savle over sine kvindelige nyhedsværters lange ben og det, der går meget tættere på.
Sådan var Roger Ailes.
Han var en umådeligt magtfuld mediemand, der gjorde tv-stationen Fox til en højrenational magtfaktor i amerikansk politik.
Han var mediekonsulent for Richard Nixon, Ronald Reagan og George W. Bush og havde muligvis en andel i, at de blev valgt til præsidenter.
Han var en gammeldags mandschauvinist, der hyrede smukke kvinder med korte kjoler og lange ben, og han blev fyret fra Fox News, da 23 kvinder stod frem og anklagede ham for sexchikane.
Alt det var Roger Ailes.
Et rent monster for den venstresnoede, amerikanske filmbranche, såsom Jay Roach og Charles Randolph, der gerne præsenterer Ailes som et sidekick til præsident Donald Trump.
Og som en parallel til filmproducenten Harvey Weinstein, der netop er idømt fængselsstraf for voldtægt og sexchikane.
Overrasker desværre ikke
'Bombshell' fremstår i det hele taget som en koncentreret pakke af opsparet MeToo-frustration over et land, hvis præsident virker bedøvende ligeglad med ligestilling.
Og det er bestemt ikke utænkeligt, at den lander lige her og nu med superstjernerne Charlize Theron, Nicole Kidman og Margot Robbie i hovedrollerne, i håb om at påvirke det kommende amerikanske præsidentvalg.
Ingen tvivl om, at Roger Ailes' og Fox' sexchikanerier fortjener at blive udstillet, men tænk, hvis 'Bombshell' ikke havde gjort det på den mest indlysende måde, med samme blinde vinkel som amerikanske krigsfilm fra Anden Verdenskrig beskrev japanerne som krigsliderlige djævle.
Tænk, hvis 'Bombshell' havde forsøgt at gøre os klogere, ligesom Jay Roach' glimrende 'Trumbo', der opfordrede til sober kommunikation på tværs af politiske uenigheder.
Tænk, hvis 'Bombshell' ikke ville være 'Opgørets time', men 'Nysgerrighedens time', der forsøgte at undersøge, hvorfor Ailes skabte så stor en succes med Fox, og hvorfor så stor en del af USA synes, at tv-værtinder skal have mindst muligt tøj på og bruge så lidt af deres hjerne som muligt.
Tænk, hvis 'Bombshell' havde fortalt os mere, end man kan læse i et Wikipedia-opslag.
Tænk, hvis den ville overraske os.
Tænk, hvis Roger Ailes ikke var blevet beskrevet som en stor, ulækker, savlende, testosteronbugnende, fedtet oksebøf, men som et menneske med nuancer.