Allerede efter et par afsnit af Altered Carbon, holdt jeg op med at tælle de idiotiske, påståelige voiceovers.
Jeg tror aldrig, jeg har set en serie, der havde så travlt med at stikke sin uoriginale 'filosofi' ned i halsen på seeren (civilisationen kun er et skrøbeligt fernis ovenpå vores voldelige natur - den har man da ikke hørt før, vel?).
Lad os lige snuppe et eksempel.
Du må selv forestille dig den dybe, indsigtsfulde stemme, men med replikker som denne her, burde det heller ikke være så svært: 'Teknologi udvikler sig, men det gør mennesker ikke. Vi er bare kloge aber, og de ting vi vil have, er altid de samme.
Kun magt og sex
Sådan en får du cirka hvert kvarter, så du er fritaget fra at tænke selv over de dyyyyybe temaer. De ting, som Altered Carbon er så frygtelig optaget af at overbevise os om, vi mennesker åbenbart altid vil have er, surprise, surprise magt og sex.
Lige meget hvor meget teknologi og hundredevis af års civilisation vi putter ovenpå, så er vold og sex de eneste sprog mennesket virkelig taler. Og der er ellers nok puttet oven på.
Bare i første afsnit kan du glæde dig til at høre om altseende envoys, partikelvåben, uvurderlige sjæletræer købt på auktion, kampen mellem Protektoratet og oprøret, de superrige meths, der bor i skyerne, og personlighedsfragmentation.
Frelst af rulleteksterne
De mange påfund medfører store mængder af akavede samtaler, der kun har til formål at forklare fænomenerne for seeren. Som denne lille perle fra afsnit to:
'Har du hørt om fuldspektret digital menneskelig fragt fjernlagret backup?' 'Ja, men ikke om nogen, der var så ulækkert rig, at de havde råd til det!'
Ideen om, at mennesker nærmest bare er en slags maskiner, der er programmeret til sex og vold er en effektiv ideologi til en sci-fi actionfilm, men en noget monoton affære i en ti timer lang sæson af en serie.
Og det giver i hvert fald ikke mig synderlig lyst til at vende tilbage til universet efter de frelsende rulletekster.
Paradoksal præmis
Serien stiller sig an som en cyberpunket neon noir-fortælling, komplet med en evigt surmulende og modvillig detektiv-agtig hovedperson, der skal opklare et mord.
En historie, som jeg håber er mere overbevisende leveret i den bestseller-bog af Richard K. Morgan fra 2002.
For det virker som en underligt paradoksal præmis, at jeg skal gå op i opklaringen af et mord på kroppen af en rig, ubehagelig mand, der allerede har fået flyttet sin bevidsthed over i en ny krop i en verden, hvor kroppe ingenting betyder, fordi du bare kan skifte dem ud.
Allerede fra starten brygges der på en kærlighedshistorie, der skal forestille at slå lidt revner i den kyniske ideologi. Men det virker aldrig rigtig som andet end en parallel form for magtspil, hvor man ikke må slå og skyde.
Altered Carbon foregår overordnet i en konstant mørk verden, hvor alle mændenes alvorlige samtaler kun er en meget kort pause inden næste voldseksplosion, og hvor det totale følelsesregister består af grådighed og hævngerrighed.
Salt i såret
I øvrigt er der meget få kvindelige figurer, der ikke viser deres brystvorter med det samme. Bare så du ved det, hvis du synes den slags er træls.
Og så virker det bare som salt i såret, at serien lige pludselig tillader sig at moralisere helt vildt.
Som da vores ellers fuldstændigt ligeglade noir-hovedperson bliver grebet af en ekstrem trang til at fortælle en prostitueret (som han i øvrigt lige har løjet ondskabsfuldt over for), hvordan hun skal leve sit liv.
'Det er ligemeget, hvor meget de betaler, du skal ikke lade nogen gøre dig ondt.'
Og så spytter hun ham ikke engang i hovedet, som enhver futuristisk sex-arbejder med respekt for sig selv ville gøre. Hun giver ham selvfølgelig bare et kram og fortæller ham sit rigtige navn. ('Det er ikke Anemone. Det er Alice.')
Fornærmelse mod aber
Der er mange skøre ideer, og der er helt sikkert plads i serieverden til en anden stor, bred scifi-serie end HBOs Westworld.
Men Altered Carbon har simpelthen for travlt med at læsse på uden at fokusere interessant på et tema eller en teknologi til at have nogen længerevarende effekt.
Helt ærligt synes jeg, at det er en fornærmelse mod alle abe-arter at påstå, at personerne her skulle være klogere end nogen af dem.
Hvis du bare MÅ se Netflix’ overfladiske forsøg på at lave et stort sci-fi epos, så er her et forslag til et drikkespil:
Hver gang en scene ligner en billig pornoversion af Blade Runner (der findes flere. Min yndlingstitel er Laid Runner.) drikker du et shot. Jeg lover, at når du når til afsnit to, er du fuldere end en falleret envoy på et robothotel, inden han skal fryses ned for evigt.