OBS: Artiklen indeholder spoilere for det første afsnit i den ottende sæson af 'Game of Thrones'.
Vi bevæger os ind i det sidste kapitel af, hvad der nok må anses som den største tv-serie, verden nogensinde har set.
Men inden jeg bliver alt for nostalgisk, så lad os i stedet prøve at nyde, at vi står overfor, hvad jeg håber, bliver nogle af de mest nervepirrende og forløsende serie-timer i mange år.
For hvad har vi lært, efter første afsnit i den ottende sæson af 'Game of Thrones' løb over skærmen? Hvad var de vigtigste øjeblikke i, hvad jeg nok vil betegne som en lidt rolig start på den mest ventede serieafslutning i nyere tid?
Selvom der ikke var de store action-scener eller dødsfald, der var værd at skrive hjem om, så skete der alligevel mere end rigeligt, da de fleste nøglepersoner endelig fik mulighed for at tale sammen.
Jeg har forsøgt at koge de vigtigste øjeblikke sammen forneden.
For hvis der er én ting, som er sikkert, så er det, at det er skik og brug at placere de vigtige byggesten tidligt i en seriesæson for senere at bruge disse til at opbygge en tilfredsstillende konklusion.
Jon Snow lærer sin identitet at kende
For første gang siden første sæson har vi endelig alle Stark-familiemedlemmer samlet under den kolde, hvide himmel, som pryder Winterfells snelandskaber.
Det er et afsnit, som i høj grad handler om forsoning mellem Stark-karaktererne – men også en god portion mistillid og en erkendelse af, at de alle er komplet anderledes mennesker, og måske slet ikke kender hinanden længere.
Det passer også til den tematik, at dette er afsnittet, hvor Sam endelig fortæller Jon Snow, hvad hans sande identitet er: Han er søn af Lyanna Stark og Rhaegar Targeryan, hvilket gør ham til den retmæssige arving af de syv kongeriger.
Det betyder også, at Daenerys er hans tante, og at deres forhold er incestuøst.
Læg dét sammen med det faktum, at Sam også fortæller Jon, at Daenerys dræbte hans far og bror i koldt blod, da de nægtede at knæle for hende. Så er kimen lagt til splid mellem det regerende par, Jon og Daenerys.
Nu var vi ellers sikre på, at de to sammen skulle kæmpe imod både White Walkers og Cersei Lannister, men den klare opdeling mellem god og ond er på tragisk vis endnu engang ved at smuldre.
Selv dragen Drogon lader til at forholde sig skeptisk til Jon og Daenerys forhold.
Nu er jeg ikke trænet i at tyde en drages ansigtsudtryk, men at dømme ud fra måden, kameraet dvæler ved Drogons blik, er der enten tale om misbilligelse eller misundelse.
Uanset hvad, er det ikke en god ting at lægge sig ud med fuldvoksne drager...
Sansa bliver en kynisk leder
Sansa Starks' mistro til både Daenerys motiv og Jons dømmekraft giver os endnu en grund til at frygte, at alliancen mellem Jon og Daeneys er i fare.
Sansa er langt fra den naive pige. Efter at have gennemgået et sandt helvede med tyrannen Joffrey er hun vokset ind i rollen som ét af nordens skarpeste hoveder.
Det gør ondt i hjertet, da hun med sine iskolde blå øjne spørger sin bror Jon: 'Did you bend the knee to save the north or because you love her?'. Det er vi alle i tvivl om, så det er frustrerende, at vi ikke får et svar – selvom det er tvivlsomt, at det havde været et ærligt svar.
Jon kender i hvert fald ikke til Daenerys tiltagende nådesløse lederstil, og noget kunne tyde på, at han ikke vil vide alt for meget om hverken hans egen eller Daenerys fortid.
Jon Snow forsøger i et kort øjeblik at fornedre Sansa, da han endelig genforenes med sin yndlingssøster Arya, men hun bider ikke på og siger i stedet, at Sansa er den klogeste person, hun nogensinde har mødt.
Ligeledes fornemmer man Sansas tiltagende autoritet, da hun genfornes med Tyrion – en person som Sansa plejede at se op til og lod sig guide af. Nu lader rollerne til at være byttet om, og Sansa gør det klart, at hun ikke længere har brug for nogen til at fortælle hende, hvad der er op og ned.
Jeg satser mine penge på, at Sansa er én af de dygtigste strateger, og jeg ser hende som et godt bud på én af dem, som overlever hele vejen.
Bran møder en gammel 'ven'
Vi får ikke meget Nikolaj Coster-Waldau i dette afsnit af 'Game of Thrones', men den smule vi får, er uhyre effektivt.
I afsnittets sidste sekunder, netop som Jaime er ankommet til Winterfell, får han alt andet end end en tiltrængt varm velkomst, da Bran med sine døde øjne sidder klar for at modtage ham. Da deres blikke mødes fornemmer man, hvordan filmrullen kører for Jaimes indre blik, da han mindes dengang, han skubbede Bran ud af et vindue og gjorde ham lam fra livet og ned.
Bran Stark er generelt en interessant figur, som har stjålet mange overskrifter efter gårsdagens afsnit. Hvordan skal han passe ind i det store puslespil? Hvorfor opfører han sig stadigt mere og mere underligt overfor alt og alle omkring ham? Er han i virkeligheden The Night King?
Alt dette må vi parkere et øjeblik. Lige nu vil jeg bare vide, hvilken skæbne der tilfalder Jaime, da Bran ikke længere er én, man har lyst til at lægge sig ud med.
Alt i alt lider 'Game of Thrones' her i ottende sæson af, at der ikke er mange timer tilbage at gøre godt med, hvorfor plottet hastigt hamrer derudaf som White Walkers gennem Muren.
Dog var der mere end rigeligt at elske ved dette afsnit, og jeg nåede ikke engang at belyse vores egen Pilou Asbæk, der anmassende indleder en romance med Cersei Lannister, Jon Snows pludselige drage-ridetur eller Bronns mulige mission om at dræbe Tyrion og Jaime.
Det skal der dog nok blive rig mulighed for de kommende fem uger, hvor verdens suverænt største tv-serie brager videre.