- Alting sidder lige i skabet rytmisk.
Dommen kommer fra stemmeforsker og sanglærer Cathrine Sadolin, da hun i kulturmagasinet Gejst på DR1 bliver bedt om at analysere Kim Larsens sangstemme.
- Noget af det, jeg synes, der er så fantastisk ved Kim Larsen, er, at han har den der kæmpe mund, som gør, at man får den mørke, flotte, fyldige klang, som han har. Den er meget karakteristisk, forklarer Cathrine Sadolin, der arbejder som sangtræner og stemmeforsker i både ind-og udland og i Danmark blandt andet er kendt for sin rolle som sangcoach i talentprogrammet 'Popstars'.
Og netop Kim Larsen karakteristika som sanger er noget af det, der har gjort ham til den folkekære musiker, han er, mener Cathrine Sadolin:
- Hvis man skal synge ‘med', så synger man ofte 'm-e-e-e-e-d', forklarer Cathrine Sadolin. Det vil sige, at man enten underspiller eller helt undlader at udtale d'et i 'med'.
Men når Kim Larsen synger 'med', så går han mod normen:
- Han synger 'm-e-d-d-d' (med et meget udtalt 'd', red.), og det er ret usædvanligt. Men det er jo fuldstændig, som når man taler, siger Cathrine Sadolin, der mener, at denne måde at overføre talesprog direkte til sine sange også har været med til at gøre Kim Larsen til den folkekære sanger, han er.
- Alle kan relatere til ham, hvis man forstår dansk.
Det er dog ikke kun udtalen og den brede munds dybe klang, sanglærer Cathrine Sadolin lægger vægt på. Kim Larsen har som sanger også brugt utrolig mange effekter på sin stemme for at skabe sin særlige lyd:
Hør sangen 'Hvad gør vi nu, lille du', mens du læser videre:
- Han har for eksempel noget distortion, som er ligesom noget 'krymmel', man kan lægge ovenpå stemmen, så det lyder som om, man er hæs, uden at man er det, fortæller Cathrine Sadolin i Gejst.
- Og så er han super stærk til at lægge sin vibrato (lyden hvor stemmen 'vibrerer', red.). Når han for eksempel synger 'Jeg gik i skole i mange å-å-å-å-å-r', så ligger der en lille vibrato på 'år'. Og den får ikke lov til at være random, den er lige on time.
Og netop timingen i det sangtekniske vidner om Kim Larsens store musikalitet, ifølge Cathrine Sadolin:
- Vibratoet og krøllerne - alting sidder lige i skabet rytmisk. Og det er det, der er så usædvanligt. Og det er dét, der gør, at det så lækkert at høre på. Uanset hvad han finder på, så ved han hele tiden, hvor han er henne rent rytmisk.
Se også, hvordan komponist, dirigent og operachef Michael Bojesen beskriver Kim Larsen som komponist med udgangspunkt i et af Kim Larsens mest elskede hits: 'Kvinde min':