Selvom de danske biografer så småt er ved at åbne igen efter flere måneders corona-lukning, så er udvalget af film stadig ikke oppe i fulde omdrejninger.
Så hvis du savner et bredere udvalg af film, dokumentarer og kortfilm fra hele verden, er der gode nyheder til dig.
I dag skydes filmfestivalen 'We Are One' nemlig i gang, hvor 20 af verdens største filmfestivaler er gået sammen om at vise film på YouTube – helt gratis og uden reklamer.
Det er New York-firmaet bag Tribeca Film Festival, der står bag projektet, men også anerkendte filmfestivaler som Berlin, Cannes, Venedig, Sundance og Toronto bidrager til samarbejdet.
Udover at vise spillefilm, dokumentarer og kortfilm vil den virtuelle filmfestival også vise paneldiskussioner, der er blevet optaget på tidligere festivaler, skriver BBC.
Blandt paneldeltagerne vil skuespillerne Viggo Mortensen og Jackie Chan samt instrukørerne Ang Lee, Guillermo del Toro og Steven Soderburgh være at finde.
'We Are Ones' YouTube-kanal vil sende uafbrudt fra den 29.maj til søndag den 7. juni.
Programmet består af over 100 spillefilm, dokumentarer og kortfilm. 13 titler får verdenspremiere, mens 31 titler får onlinepremiere.
Nogle film kan kun ses på fastlagte tidspunkter, da de ikke vil forblive online efter visning.
Du kan se hele filmfestivalens program her.
Oplagt i den tid vi lever i
Hos Odense International Film Festival, der specialiserer sig i kortfilm, byder man 'We Are One' velkommen.
- Som udgangspunkt er det et fuldstændig oplagt resultat af den corona-tid, vi lever i. Det er super fedt at så mange filmfestivaler samarbejder – i særdeleshed, hvis man holder sig til de genrer, som i forvejen ikke får så meget opmærksomhed, siger Birgitte Weinberger, der er festivalleder og programansvarlig.
Odense Internationale Film Festival foregår fra den 24.-30. august og er på flere måder anderledes end tidligere, fortæller Birgitte Weinberger.
Her går man nemlig også digitalt til værks.
- Da det hele lukkede ned, blev vi nødt til at bygge festivalen anderledes op på ny. Derfor besluttede vi os ret hurtigt for, at vores 129 konkurrence-kortfilm skal kunne ses digitalt. Så det kan man for første gang til den kommende festival.
Medvirkende filmfestivaler
- •
Annecy International Animation Film Festival
- •
Berlin Film Festival
- •
BFI London Film Festival
- •
Cannes Film Festival
- •
Guadalajara International Film Festival
- •
International Film Festival & Awards Macao (IFFAM)
- •
Jerusalem Film Festival
- •
Mumbai Film Festival (MAMI)
- •
Karlovy Vary International Film Festival
- •
Locarno Film Festival
- •
Marrakech International Film Festival
- •
New York Film Festival
- •
San Sebastian International Film Festival
- •
Sarajevo Film Festival
- •
Sundance Film Festival
- •
Sydney Film Festival
- •
Tokyo International Film Festival
- •
Toronto International Film Festival
- •
Tribeca Film Festival
- •
Venice Film Festival