I går var Pricewaterhousecoopers (PWC) ude med en undskyldning til alle de implicerede i Oscar-historiens største skandale, der udspillede sig på live tv natten til mandag dansk tid.
Her blev musicalfilmen 'La La Land' udpeget som vinder af aftenens sidste og vel nok vigtigste pris, Oscaren for bedste film, men det var en fejl. Holdet bag 'La La Land' nåede ellers op på scenen og var godt igang med at takke venner og familie, før brøleren blev opdaget og den retmæssige vinder, filmen 'Moonlight' kunne udråbes.
I dag udpeger revisionsfirmaet, der er ansvarlig for konvolutterne med vindernavnene ved prisshowet, den person, der var ansvarlig for fejlen.
- PWC-partner Brian Cullinan rakte ved en fejl ekstra-konvolutten i kategorien bedste kvindelige hovedrolle i stedet for konvolutten med vinderen af bedste film til Warren Beatty og Faye Dunaway, skriver PWC i et opslag på Twitter.
https://twitter.com/PwC_LLP/status/836411572591464448
Protokoller blev ikke fulgt hurtigt nok
Det var skuespilveteranerne Warren Beatty og Faye Dunaway, der uddelte prisen for bedste film, men den konvolut de havde med på scenen hørte til den foregående kategori, bedste kvindelige skuespiller, som Emma Stone vandt for sin rolle i 'La La Land'.
Det tolkede Faye Dunaway som en sejr til 'La La Land', hvis navn hun råbte op, og hele holdet bag musicalfilmen kom på scenen for at modtage deres hæder. Der altså i virkeligheden tilkom holdet bag 'Moonlight'.
- Da fejlen skete, blev protokollerne for at rette op på den, ikke fulgt hurtigt nok af Hr. Cullinan eller hans partner, skriver PWC videre på Twitter.
PWC: I går skuffede vi Akademiet
PWC undskylder igen til Warren Beatty, Faye Dunaway, aftenens vært Jimmy Kimmel, ABC og Oscar Akademiet - "hvoraf ingen er skyld i aftenens fejl", lyder det.
- Vi ønsker at udtrykke vore største taknemmelighed til hver af dem for den elegance, hvormed de håndterede så svært et øjeblik.
Revisionsfirmaet slutter indlægget af således:
- De seneste 83 år har Akademiet betroet PWC showets integritet under prisuddelingen, og i går svigtede vi Akademiet.