Publikum dropper biffen: 'Der kommer til at gå tid, før vi er tilbage på fuld kraft'

Kun ganske få biografgængere har sat sig til rette i mørket efter genåbningen, viser nye tal.

Emma Watson (til venstre) ses her til verdenspremieren på 'Little Women' med medspillerne Saoirse Ronan, Florence Pugh og Eliza Scanlen. Filmen nævnes som én af dem, der skal lokke folk i biografen efter en sløv start ovenpå genåbningen efter coronakrisen. (Foto: © Taylor Hill, Getty Images)

Hvornår har du sidst været i biografen?

Svaret på det spørgsmål er sandsynligvis: "Længe siden".

For selv om biograferne den 28. maj fik lov til igen at vise film på deres lærreder og åbne for publikum, så viser helt nye tal fra Det Danske Filminstitut (DFI), at det er forsvindende få mennesker, der har fundet vej til de plyssede sæder efter genåbningen.

Opgørelsen fra DFI gælder for perioden 28. til 31. maj og viser, at den bedst sælgende danske film 'Kød og blod' blot har lokket 1.979 publikummer i biografen.

Helt i bund ligger Anden Verdenskrigs-dramaet 'De forbandede år', der i samme periode blot lokkede fire mennesker i biografen. Filmen blev dog udgivet for snart et halvt år siden og har i alt lokket næsten 370.000 ind i biografmørket – mens det altså kun er af fire af disse publikummer, der har valgt at indløse billet til filmen efter genåbningen.

Tallene bærer præg af, at biograferne starter langsomt op igen efter coronakrisen, indrømmer Lars Werge, der er direktør for brancheorganisationen Danske Biografer:

- Vi fik nærmest lov til at starte op igen lidt ud af det blå. Vi havde regnet med, at vi først måtte åbne 8. juni, og så måtte vi lige pludselig åbne alligevel. Så vi har ikke nået at lægge en fælles strategi for, hvordan vi ville åbne op, forklarer han.

Han mener blandt andet, at den sløve start skyldes det gode vejr, der var sidst i maj, samt et mindre spændende udvalg af filmtitler.

- Det var strandvejr og ikke biografvejr i sidste uge, og pinsen er nok ikke et tidspunkt, hvor man traditionelt går i biografen, siger han og fortsætter:

- Og så har der ikke været det store overflødighedshorn af blockbusterfilm på plakaten, men det begynder der at komme nu, så vi håber lige så langsomt, at det kan begynde at rette sig op.

Efter planen får det længe ventede spiondrama 'Tenet' premiere verden over til juli. Hos biograferne satser man på, at den film skal være med til at redde deres økonomi. Her ses én af filmens hovedrolleindehavere, John David Washington. (© Warner Bros. Pictures)

Stor filmsommer skal redde økonomien

Blandt andet kan man nu sætte sig til rette i mørket for at se Oscar-filmen 'Little Women', ligesom man senere på sommeren kan se frem til Christopher Nolan-filmen 'Tenet'.

Lars Werge håber derfor snart, at billedet ændrer sig, og at folk begynder at vende tilbage til landets biografer:

- Skuden skule gerne komme på ret køl allerede i denne weekend. Hvis du ringer igen i næste uge, så forventer jeg, vi har nogle helt andre tal. Men der kommer til at gå tid, før vi er tilbage på fuld kraft.

Hos Nordisk Film Biografer, hvor man åbnede forsigtigt op til en start og kun valgte at åbne 11 ud af kædens 23 biografer, satser man også på, at de større film snart begynder at lokke folk i biografen igen:

- Den første weekend efter åbningen så det ikke godt ud. Men nu har vi 'Little Women' på plakaten, og vi kan allerede nu se en stor interesse for den film, så vi er fortrøsningsfulde, lyder det fra Michael Sørensen, der er chef for marketing og film hos Nordisk Film Biografer.

- Jeg tror, at alle de mennesker, der tog på stranden i sidste weekend, nok skal finde vej til biografmørket den kommende tid.

Hvor længe kan I holde til det sløve billetsalg?

- Vi håber på, det vender så hurtigt som muligt, og nu glæder vi os til de store film som for eksempel 'Tenet', som vi har på plakaten i den kommende tid. Fra juli begynder det at se bedre ud, såfremt premiereplanerne holder.

Sådan solgte danske film i biografen 28.-31. maj

  • 'Kød og Blod': 1.979 billetter

  • 'Klovn the Final': 275 billetter

  • 'Krudttønden': 138 billetter

  • 'Drømmebyggerne': 101 billetter

  • 'Onkel': 44 billetter

  • 'The Cave': 24 billetter

  • 'En Helt Almindelig Familie': 16 billetter

  • 'De forbandede år': Fire billetter

Kilde: Det Danske Filminstitut