- Jeg har altid interesseret mig for udviklingen i Danmark. Hvordan er vi kommet hertil? Hvorfra opstår det samfund, som vi alle nyder godt af? Hvem har opbygget det, og har det hele været en dans på roser? Nok ikke.
Sådan lyder det fra prins Joachim om hans nye arbejde som medtilrettelægger på et større tv-projekt til DR K, hvor der stilles skarpt på, hvem vi danskere er, og hvad vi er gjort af.
I serien på seks afsnit er prins Joachim hovedfortæller, og i programmerne sættes der fokus på danskerne i dag og på, hvordan troen, magten, viden, loven, grænserne og symbolerne har skabt os.
Hvem er vi egentlig?
Kongehuset har været en del af danskernes identitet i mere end 1000 år, og prins Joachim har derfor også Danmarks historie tæt inde på livet.
Han håber, at serien kan være med til at besvare nogle af de spørgsmål, som de fleste af os formodentlig går rundt med: Hvem er jeg?
- Hvem er du? Dette helt banale spørgsmål kan jo få de fleste af os til at stirre tomt ud i luften. For ja, hvem er vi egentlig? Det har taget en temmelig lang kongerække at nå til i dag, hvor vi foretager os ting, som vi tager for givet og som er helt naturlige i vores dagligdag, lyder det fra prins Joachim.
- Dét synes jeg er spændende, og jeg tror, at mange har det som mig. For hvis man ikke kender fortiden, så bliver man aldrig rigtig dus med nutiden, siger prinsen.
Optagelserne tager udgangspunkt i den dagligdag, vi alle kender, men dykker ned i den tid, der ligger forud.
Sammen med danskerne, giver prinsen sit bud på, hvad det er, der har formet os som befolkning gennem tiden, og hvorfor Danmark ser ud, som det gør i dag.
Optagelserne til serien - der endnu ikke har fået en titel - produceres af Nordisk Film Production og arbejdet er i gang og fortsætter frem til sommer rundt omkring i hele landet.
- Vi har mange bud og mange idéer, men vi skal finde det helt rigtige navn. Så både vi og prins Joachim går og tænker over, hvad den skal hedde, siger Anna von Lowzow, der er producent hos Nordisk Film Production.
Serien vises på DR K i efteråret 2019.