- Er der amerikansk premiere på søndag? Jamen, der kan du selv se. Det vidner om, hvor lidt jeg er inde i det.
Det tegner til at blive et godt interview med Pilou Asbæk. Vi skal tale om ’Game of Thrones’ og premieren på syvende sæson. En premiere som tydeligvis ikke er noget, han tænker meget over.
Selvfølgelig er han glad for at være med. Faktisk er det superfedt, siger han.
Men siden han var med i den sidste optagelse til syvende sæson i januar, har han optaget en hel film. Og nu er han i gang med en ny.
Denne gang i London, hvor han er i gang med Anden Verdenskrigsfilmen ’Overlord’.
- Der røg den sommerferie, siger han og griner.
- Ja, undskyld. Det lyder lidt krukket.
Vi fanger Pilou Asbæk i telefonen. Han har lige været i sminken og er på vej hen for at spise morgenmad, inden optagelserne begynder.
Han kan ikke rigtig sige så meget om filmen om Anden Verdenskrig, for han er endnu ikke blevet briefet af filmens pr-personen. Men han kan sige, at han spiller tysker.
- Jeg gør, som alle danske skuespillere gør, når de kommer til udlandet: Enten spiller vi onde russere eller tyskere, for det sproglige er jo lidt en udfordring for os, siger han og spørger, om det er okay, han lige spiser lidt, mens han bliver interviewet.
Totalt desperat til optagelsesprøven
Pilou Asbæk er en af de fem danskere, som enten stadig er eller har spillet med i ’Game of Thrones’. Han mener selv, at han blev kaldt til casting, fordi han havde spillet med i ’Borgen’. For de to bagmænd bag serien, Dan Weiss og David Benioff. er vilde med ’Borgen’, som Pilou Asbæk siger.
Men da han stod til castingen på verdens største tv-serie, troede han faktisk ikke, at han ville få rollen som den makabre Euron Greyjoy.
- Min mail var fucket op, så jeg havde kun fået én af de to scener, som Euron Greyjoy har i sjette sæson. Så jeg lavede den ene scene, og da jeg var færdig, sagde jeg: ’Tusind tak’ og var på vej ud ad døren. Da de så sagde, at jeg manglede den store scene, kiggede jeg på dem helt panisk. Og så stod jeg simpelthen og improviserede.
- De kunne godt se, jeg ikke havde set teksten. Men det heldige er, at min karakter jo er en fuldstændig desperat pirat, og når man bliver desperat, så gør man desperate ting. De kunne lide, hvad jeg lavede, men jeg har aldrig nogensinde været så uforberedt til en casting som den dag, siger han.
Gider ikke at være kendt
Til trods for at Pilou Asbæk nu har en rolle i verdens mest hypede tv-serie, så vil han for Guds skyld ikke lyde som en arrogant kendis. Han beklager endnu engang, hvis han lyder lidt krukket, da han fortæller, at der måske var 50, 100 eller 1000 andre, som var til samme audition som ham.
Det med at være kendt hollywoodstjerne er ikke noget, han gider. Faktisk synes han, at skuespillere for ofte bliver glorificeret, men at det i højere grad skulle være forfatterne bag film og tv-serier, som fortjener at blive hyldet som stjerner.
- Det er lidt sådan en underlig følelse, siger han, tygger lidt og får slugt en bid britiske morgenmad.
- Du vil gerne have opmærksomheden, men du vil også bare gerne være i fred. Så det passer mig helt fint, at folk stadig ikke rigtig kan genkende mig på gaden. Det er fandeme ikke sjovt, at man ikke kan gå ud for at ryge en cigaret eller købe en t-shirt, uden at man bliver overfaldet af 200 mennesker. Specielt ikke som familiefar.
Kom til at lyve til pressemødet
Pilou Asbæk er ellers røget ind i indercirklen af det gode selskab i ’Game of Thrones’. Da han fik sin debut i sjette sæson, måtte han kun se sine egne replikker, men denne gang har han fået alle manuskripter - og derfor kender han også hele den kommende sæsons handling.
Så vi vil se meget mere til Euron Greyjoy i den nye sæson?
- Ikke nødvendigvis. Men jeg ville være ked af, hvis vi ikke ser ham mere i sæson syv end i sæson seks.
Det med at tale om serien nu, et halv år efter optagelserne, synes han er lidt underligt. Men også da han tidligere på året var til pressemøde om den nye sæson ’Game of Thrones’ var det lidt mærkeligt det hele.
- Man sidder der i tre-fire dage nonstop og taler med alverdens presse. Men du kan jo intet sige. Intet! Jamen, hvad fanden skal man så snakke om? Så sidder man og lyver og digter lidt. Man keder sig jo.
Hvad lyver du om?
Han tager en slurk og fortsætter:
- Så sidder du og taler rollen helt vildt op. Du siger, at du er meget vildere end det ondeste menneske, der er portrætteret i de seneste sæsoner, uden at du tænker over, at Ramsey (meget ond figur fra ’Game of Thrones’, red.) er meget mere ond. Og så får man sådan en lille sms fra sin amerikanske manager bagefter, hvor der står: ’Champ, tag det lige lidt roligt’.
Vil dø på en spektakulær måde
Om Pilou Asbæk er med i ottende sæson, ved han endnu ikke.
- Det kan jo være, man er død. Men jeg håber da på, at jeg er med. Jeg vil jo gerne sidde på den trone.
Men hvis du nu dør, hvordan foretrækker du så, det vil ske?
- Spektakulært, siger han og holder en lille pause.
- Bare spektakulært. Jeg tror, den bedste død for Euron vil være på grund af alderdom. Men om det er realistisk, det ved jeg ikke. Så måske brændende på sit skib med et sværd igennem brystet eller hovedet hugget af, mens flammerne står omkring ham. Det kunne være meget sejt.
’Game of Thrones’ kan ses på HBO Nordic fra 17. juli.