Aske Bang er en travl herre i disse dage.
Netop nu befinder han sig i USA, hvor han forsøger at charmere sig ind på Hollywoods spidser for at få fingrene i en oscarstatuette i kortfilmskategorien, som hans film ’Silent Nights’ er nomineret i.
Men hvis det ikke lykkes ham at få hele verdens opmærksomhed natten til mandag, så er der trøst at hente herhjemme.
Aske Bang skal nemlig i samarbejde med Ib Kastrup, der også har været med til at skrive manuskript til 'Silent Nights', lave sin første spillefilm.
Det bliver en filmatisering af Kristian Bang Foss’ roman ’Døden kører Audi’, skriver TV 2 og filmselskabet Zentropa i en fælles pressemeddelelse.
- Er der én ung instruktør, der kan løfte dansk film både i forhold til publikum og fremme filmkunsten, er det Aske. Han er altid nummer ét på filmbladet Ekkos publikums-hitlister, når en af hans kortfilm vises - og nu er han repræsentant for Danmark i Los Angeles, siger Jonas Bagger, producer på Zentropa ifølge pressemeddelelsen.
Fra reklamemand til handicaphjælper
Romanen handler om Asger, der arbejder på et reklamebureau. Men han mister sit job og bliver efter en række uheldige episoder handicaphjælper for den hashrygende Waldemar, som bor på den københavnske vestegn. Derefter beslutter de to at tage til Marokko sammen.
Foreløbig bliver filmen finansieret af TV 2, Zentropa og Nordisk Film Distribution.
Men Jonas Bagger fortæller, at de også håber at få støtte fra Det Danske Filminstitut.
- Men med opbakning fra både TV 2 og Nordisk Film Distribution er det intentionen at få filmen i gang i år, uanset hvad, skriver Jonas Bagger i en sms til DR Kultur.