Lederen af Syriens Civile Beredskabshold - også kendt som De Hvide Hjelme - kan ikke deltage i Oscar-uddelingen i slutningen af februar på grund af præsident Donald Trumps indrejseforbud, skriver BuzzFeed.
I den Oscar-nominerede dokumentar ’The White Helmets’ optræder Raed Saleh, der er leder af De Hvide Hjelme, sammen med Khalid Farah, der er filmfotograf.
De var begge inviteret til prisuddelingen af Joanna Natasegara, producenten bag den Oscar-nominerede ’The White Helmets’. Filmen handler om de syriske frivilliges redningsindsats under den igangværende borgerkrig i Syrien.
- Et lands storhed skal ikke måles på dets våben eller krigsfly, men på hvordan det hjælper dem, der er i nød, siger Raed Saleh til BuzzFeed.
Raed Saleh og Khalid Farah er ramt af det midlertidige indrejseforbud, som den amerikanske præsident, Donald Trump, har indført. Forbuddet omfatter borgere fra syv lande heriblandt Syrien. Også den Oscar-nominerede iranske instruktør Asghar Farhadi er ramt af forbuddet, der betyder, at han ikke kan deltage i prisfesten.
Netflix-dokumentaren ’The White Helmets’ er nomineret i kategorien bedste korte dokumentarfilm.