Denne artikel blev første gang udgivet 12. marts. Filmens premiere blev skubbet på grund af coronakrisen, men kan altså nu opleves i biografen.
Mafia.
Egentlig er det et syditaliensk ord, der betyder noget i retning af pralende og selvsikker adfærd.
Men når du hører ordet, kommer du formentlig til at tænke på gamle mænd, der sidder i mørke baglokaler og trækker i tråde takket være unge håndlangere i lange overfrakker og bløde hatte.
Du kommer til at tænke på blodsprøjtende skuddueller på restauranter. På iskolde maskinpistol-nedplafninger af mennesker på indkøb. Og måske endda på smukke, uskyldsrene hustruer, der elsker deres mænd og slet ikke tror på, at de kan finde på alt det slemme, man siger om dem.
Men prøv at skylle de billeder fra tonsvis af amerikanske, italienske og såmænd også danske film ud af din hjerne.
Væk med maskinpistolerne, de italienske gloser, de gamle mænd og de trofaste, uskyldsrene hustruer.
Væk med New York, Las Vegas, Palermo og Nordvest.
Tænk i stedet på en lille by på Sydlolland, Nordfyn eller i Vestjylland. En af den slags, du kun kender, fordi du kører igennem den på vej til stranden. Og tænk på en dame i sin bedste alder med godt med makeup og høje hæle, der sidder i sit køkken i et klassisk dansk parcelhus og trækker i trådene henover myslien og morgenosten.
Hvor tykt er blod egentlig?
Danske 'Kød & Blod' trækker tæppet væk under vores tilgang til mafiaen gennem Sidse Babett Knudsens rolle som Bodil, der bruger sine tre voksne sønner til at holde gang i en familieforretning med udlån og gældsinddrivelse.
Findes den slags derude i Danmark? Det gør det vel, men det er sådan set lige meget. 'Kød & Blod' er ikke en socialrealistisk gangsterfilm, men - som titlen afslører - et forsøg på at undersøge blodets bånd i de familiesammenhænge, som mafiafilm altid sætter på spidsen.
Det gør instruktør Jeanette Nordahl og forfatter Ingeborg Topsøe via Bodils niece, 17-årige Ida.
Hun mister sin mor, altså Bodils søster, og må rykke ind hos familien vel vidende om, at hendes mor i sin tid rev alle bånd til Bodil over.
Så er spørgsmålet, hvor tykt blodet flyder i Idas årer, mens hun gradvist opdager, hvad Bodil og hendes sønner går og fifler med. Og det er ikke kun Idas blodmassefylde, der skal testes. Også sønnerne Jonas, David og Mads – og kæresterne Marie og Anna – forsøger på hver deres måde at finde en balance mellem moral og fornuft og kød og blod.
Sværest er det for David, der ofte forsvinder uden et ord, men til gengæld står for det mest beskidte arbejde, når der skal drives penge ind på anonyme gårde.
Mangler uforudsigelighed og irrationalitet
David bliver fortrinligt vakt til live i 'Kød & Blod' af Elliott Crosset Hove, og i det hele taget bliver filmen styret præcist i land af skuespillere, der lige nøjagtig kridter deres figurer op uden at skeje ud eller forsøge at stjæle billedet.
Ingen i persongalleriet er decideret fuldfede menneskeportrætter, som man får lyst til enten at elske eller hade. De er snarere skitser, der alle har en funktion i forhold til at beskrive familiebåndenes tykkelse.
Det gør 'Kød & Blod' til en stramt orkestreret undersøgelse af ordsproget "Blod er tykkere end vand". Der er rigeligt med plads til, at tilskuerne selv kan gå på opdagelse i figurerne. Men samtidig mangler der også noget irrationalitet, noget uforudsigelighed i et meget kontrolleret manuskript.
Dermed ikke sagt, at det havde været fedt med nogle biljagter og blodige skuddueller.
Tværtimod.
Det er skønt at slippe for mafiafilmens klassiske flødeskum og glasur for en gangs skyld. Det virker dog til tider som om, at Nordahl og Topsøe har været mere optaget af et koncept end af at slippe en håndfuld mennesker og en historie løs.
Men det ændrer ikke ved, at makkerparret har skabt en velspillet, originalt komponeret og anderledes familiefilm, der virkelig piller mafiabegrebet ned på jorden. Helt derned, hvor det lige knap er til at kende, fordi det pludselig er blevet til noget, vi ikke har mødt før.