Nye anklager om sexchikane koster Hollywood-instruktør millionkontrakt

Den amerikanske producer og instruktør Brett Ratner beskyldes nu også for upassende og seksuelt krænkende opførsel.

(© Scanpix)

Mens jorden stadig brænder under Harvey Weinstein, har anklagerne mod den magtfulde Hollywood-producer sat gang i en bølge af anklager mod andre højprofilerede medlemmer af filmindustrien om lignende sager om seksuelle krænkelser.

Senest er blandt andre skuespillerne Dustin Hoffman, Kevin Spacey og Jeremy Piven blevet beskyldt for at udsætte kolleger for sexchikane.

I en klumme i The Hollywood Reporter 1. november 2017 fortæller skribent Anna Graham Hunter, hvordan Dustin Hofman tilbage i 1985 forulempede hende. Dustin Hofman har offentligt undskyldt. (Foto: © Stephane Mahe, Scanpix)

I går kom der så anklager mod endnu en stor Hollywood-producer og instruktør frem.

Der er tale om den 48-årige Brett Ratner, som har instrueret musikvideoer for stjerner som Mariah Carey og Madonna, men også de tre ’Rush Hour’-film, ’Svindel på højt plan’ (2011) og ’X-Men: The Last Stand’ (2006) samt været producer på den Oscar-vindende ’The Revenant’ (2015).

Her ses Brett Ratner ved Oscars-festen i februar 2017. (Foto: © Danny Moloshok, Scanpix)

Seks kvinder står frem

Anklagerne kommer fra seks kvinder, som har udtalt sig til Los Angeles Times.

Der er tale om skuespillerne Natasha Henstridge, Oliva Munn, Jaime Ray Newman, Katharine Towne, Jorina King og tidligere model Eri Sasaki.

De seks kvinder fortæller hver deres historie om seksuelle overgreb i en periode, der strækker sig fra 1990'erne til 2010. Fælles for deres historier er en Brett Ratner, der føler sig berettiget til seksuelle ydelser fra kvinderne.

Olivia Munn (øverst tv), Natasha Henstridge (øverst th), Jaime Ray Newman (nederst tv) og Katharine Towne (nederst th) er blandt de seks kvinder, der har udtalt sig til Los Angeles Times om deres oplevelser med Brett Ratner. (© Scanpix /Getty Images)

Olivia Munn, der blandt andet har medvirket i den seneste 'X-Men'-film, mødte første gang Ratner tilbage i 2004 på filmsettet til 'After the Sunset' med blandt andre Pierce Brosnan og Salma Hayek på rollelisten.

Her beskriver hun til Los Angeles Times, hvordan Ratner valgte at onanere foran hende i hans trailer.

Hun kontaktede efterfølgende en advokat, som opfordrede hende til ikke at lægge sag an mod Ratner, som også på det tidspunkt var en magtfaktor i Hollywood, hvor hun selv var en spirende skuespiller. Så hun gjorde ikke mere ved sagen, men siger i dag:

- Jeg burde ikke være fuldstændig ødelagt og forslået for at kunne bevise, at han overskred en grænse, siger Oliva Munn nu til Los Angeles Times.

I 2010 udgav Olivia Munn bogen 'Suck It, Wonder Woman: The Misadventures of a Hollywood Geek', hvori hun også beskriver sine oplevelser med Brett Ratan, uden dog at navngive ham. (© Scanpix)

Ratner nægter sig skyldig i alle anklager, oplyser hans advokat til Los Angeles Times.

Warner Bros. afbryder samarbejdet

I 2013 var Ratner medskaber af financieringsfirmaet Ratpac-Dune Entertainment.

Et firma, som underskrev en kontrakt med filmselskabet Warner Bros. om at medfinansiere deres produktioner af biografhits som ’The Lego Movie’ og ’Gravity’.

En aftale, der ifølge Los Angeles Times, er 450 millioner dollars værd.

Både Eri Sasaki og Jorina King fortæller til Los Angels Times, hvordan deres oplevelser på filmsettet til filmen 'Rush Hours 2' (2001) indebar ubehagelige, seksuelle tilnærmelser fra filmens instruktør Brett Ratner. På billedet ses Chris Tucker og Jackie Chan fra filmen. (Foto: © ho, Scanpix)

Men den aftale bliver ikke fornyet, når den udløber ved årskiftet.

Det meddelte Warner Bros. i går, da de offentliggjorde, at de afbryder samarbejdet med Brett Ratner.

Til det har Ratner i en officiel udtalelse til nyhedsbureauet Reuter i går udtalt:

- I lyset af anklagerne mod mig, vælger jeg personligt at træde væk fra alle Warner Bros.-relaterede aktiviteter. Jeg ønsker ikke at udgøre en potentiel negativ effekt for studiet, indtil disse personlige problemer er løst.

Planen var at Brett Ratner skulle stå bag en kommende film om den legendariske Playboy-grundlægger, Hugh Hefner. I lyset af anklagerne mod Brett Ratner har Playboy Enterprise foreløbigt sat samarbejdet på pause. (Foto: © © Fred Prouser / Reuters, Scanpix)

Playboy trækker sig også

Playboy Enterprise, som ellers havde bestilt en film om grundlæggeren Hugh Hefner, har også sat al samarbejde med Brett Ratner på hold, og har udtalt:

- Vi er dybt berørte over anklagerne mod Brett Ratner. Vi finder denne form for opførsel uacceptabel. Vi sætter derfor al udvikling af projekter med RatPac Entertaintment på pause, indtil vi har haft mulighed for at undersøge sagen nærmere.