Der er to scener i det første afsnit af den nye gyserserie 'Them', der fik mig til at krybe sammen i rædsel (jeg ville have holdt en pude op for øjnene, hvis jeg kunne, men jeg sad ved mit skrivebord, så den bedste måde, jeg kunne beskytte mig selv, var ved at skrue ned for lyden og knibe øjnene sammen).
Den ene scene er en klassisk uhygge-i-huset-om-natten-scene:
Vores hovedpersoner er en afroamerikansk kernefamilie med to voksne, to børn og masser af skeletter i skabene, der lige er flyttet til forstæderne i 1950'erne.
Den mindste af dem, Gracie på omkring fem, vågner om natten, står op og tror, at hun ser sin mor i stuen i det nye hus. Men den langlemmede skikkelse, der bevæger sig i sparsomt modlys hen mod hende, uudholdeligt langsomt, er selvfølgelig ikke hendes mor.
Den anden scene foregår ved højlys dag - noget, jeg elsker (og mit nervesystem hader), når gysere kan slippe afsted med:
Gracie har tydeligvis en uhyggelig forbindelse til noget overnaturligt. Hun ser flere gange forskellige væsener, der ikke hører hjemme i huset.
Ét af dem, påstår hun, er "hendes lærer", Miss Vera, der har lært hende en sang. Hun synger den gamle vise 'Old Black Joe' om en slave, der har arbejdet i bomuldsmarkerne og nu er ved at dø.
Hun synger den højere og højere og mere aggressivt, selvom moren prøver at få hende til at stoppe. Det lille barn, der synger en så ubehageligt historisk ladet og nostalgisk sang om slaveri, som var hun besat, er det mest uhyggelige, jeg har set i år.
Og så har jeg ikke engang nævnt scenen, hvor de skal ned for at se, hvad der sker i kælderen. Eller scenen, hvor alle de hvide husmødre fra kvarteret sætter sig til rette i havestole og spiller creepy 1950'er-popmusik, mens de stirrer ind på huset.
Og det er alt sammen bare i første afsnit.
Scenernes forskellighed er et tegn på, hvor godt styr serien har på sine filmiske virkemidler. Måske næsten for godt. Serien kan næsten virke lidt forudsigelig og overtydelig i sine første afsnit.
Den dyrker et glat forstads-1950'er-look, hvor ikke ét hår sidder forkert, og hvor alle de hvide forstadsfamilier er så ubærligt ondskabsfulde og racistiske mod vores hårdt prøvede hovedpersoner.
Men de interessante og foruroligende nuancer kommer snigende efter et par afsnit i den ti afsnit lange første sæson af den nye gyser-antologi.
Slavehistorien spøger
Jeg håber, at du ikke vil lade dig skræmme væk af hverken gys eller racisme. For seriens skabere, Lena Waithe og Little Marvin, har meget på hjerte, som de udtrykker gennem spøgelseshistorien.
De tager blandt andet udgangspunkt i den store historiske bevægelse af afroamerikanske familier i første halvdel af 1900-tallet, der flyttede væk fra de landlige sydstater, hvor deres slavegjorte forfædre havde arbejdet i markerne og i husene hos de hvide.
The Great Migration kalder man bevægelsen, hvor over seks millioner afroamerikanere flyttede nordpå fra sydstaternes dårlige vilkår og barske lovgivning, der stadig delte befolkningen knivskarpt op i hvide og sorte.
The Great Migration vendte op og ned på amerikansk demografi og udfordrede det hvide USA's selvopfattelse, ikke mindst i den hvide middelklasses konforme forstæder, som Compton i Californien, hvor 'Them' finder sted.
Familien Emory er den eneste ikke-hvide familie i området, og de køber huset, selvom der står i kontrakten, at der ikke må bo folk med "negro blood".
Det skal de ikke tage sig af, siger ejendomsmægleren. Det er en gammeldags regel, der ikke længere juridisk kan håndhæves.
Begge forældre bærer på stygge traumer, som de drømmer om at lægge bag sig i det nye, pæne forstadsliv. Men som bekendt lader alt det grimme sig ikke altid skjule bag det nymalede, hvide stakit eller begrave under stokroserne.
Kampen for at vise arrene frem
Der er velsagtens et eller andet element af udnyttelse, når man bruger folks historiske og personlige rædsler til at skabe kulørt spøgelsesunderholdning. En slags traumeporno, hvor man kan sidde frydefuldt og trygt i sofaen og gyse over andres ulykke.
Men for Lena Waithe, der står bag serien sammen med debutanten Little Marvin, er det snarere en socio-politisk handling.
36-årige Waithe har de seneste år etableret sig som en stensikker hånd inden for politisk bevidst underholdning.
I 2017 vandt hun en Emmy i komediegenren, som den første sorte kvindelige manuskriptforfatter nogensinde, for det meget personlige afsnit 'Thanksgiving' i Aziz Ansari-serien 'Master of None'.
Siden har hun stået bag den bidende satireserie 'Dear White People', Chicago-dramaet 'The Chi' og indiehitfilmen 'Queen & Slim'. Hun har for nylig startet en organisation, The Hillman Grad Mentorship Lab, der skal hjælpe marginaliserede stemmer frem i film og serier.
For som hun sagde for nyligt i et interview til Vogue:
- Hollywood er stadig styret af folk, der ikke ser ud som os.
Hendes mission er at give plads til folk med fejl og stemmer, der ikke forekommer perfekte. Både bag og foran kameraet.
- Hvis vi lader, som om vi ikke har fejl, så lader vi, som om vi ikke er mennesker. Alle os, der kæmper for de sorte, de brune og de queer, er også nødt til at kæmpe for at vise vores ar frem, vores kompleksiteter. Mange af de vigtigste stykker kunst og kultur har med den dybeste smerte at gøre. Jeg vil skrive manuskripter om det, der holder mig vågen om natten, sagde hun til Vogue.
Det hvide monster i det sorte mareridt
Nogle gange er det frygten for hvide mennesker, der holder én vågen om natten.
Spøgelserne, der hjemsøger familien Emery i huset, er mange og forskellige. Men noget, man hurtigt kan afkode, er, at de alle er hvide. Hvide hænder griber staklerne om halsen om natten.
I 'Them' vises der en forståelse for, at frygten for det hvide overherredømme kan antage mareridtsagtige former. Det er et element, serien har til fælles med den store stjerne på gyserhimlen lige nu, Jordan Peele.
Begge hans nyklassikere, 'Get Out' og 'Us', udtrykker med gys og humor, at USA skal passe på, at de ikke opfører sig, som om racisme og slavefortiden ikke stadig påvirker nutiden.
Selv titelskiltet til 'Them' ligner en kombination af blokbogstavstypografien fra 'Get Out' og den røde farve fra dobbeltgængernes tøj i 'Us'. 'Them' ville også være en pænt oplagt titel til en fortsættelse af 'Us'.
Både 'Them' og 'Get Out' er en slags gaslighting-gys.
Det er et klassisk gysergreb, hvor hovedpersonen ser noget uhyggeligt, som omgivelserne ikke kan eller vil se.
Tænk på stakkels Rosemary, der har på fornemmelsen, at der er noget rivravruskende galt med hendes baby i 'Rosemary's Baby'. Og den slags gys er næsten altid sociopolitiske, fordi de altid handler om en form for undertrykkelse af noget ubehageligt og historisk i samfundet.
Rosemary repræsenterer kvindernes isolation i hjemmet, ligesom monstrene i 'Them' og 'Get Out' repræsenterer USA's slavehistorie, der trænger ind igennem sprækkerne.
Og så bliver det et spørgsmål om, hvem der er skør.
De, der ikke kan se monsteret, eller de, der kan. Civilisationen, gerne repræsenteret gennem en kæreste i 'Rosemary’s Baby', eller autoriterne, som for eksempel politiet i 'Them', prøver at gøre det til et spørgsmål om individuel følelsesmæssig ubalance.
Så hvem har ret: Findes monsteret, eller findes det ikke? Det er altid det forkerte spørgsmål. Det rigtige spørgsmål er selvfølgelig: Hvad kommer monsteret af?
Og så er det spændende jo, om de når at finde ud af det, inden monsteret driver hovedpersonen til vanvid.
Spoiler alert: Det gør de næsten aldrig.
Du kan se ti afsnit af 'Them' på Amazon Prime.