Der er en scene godt halvvejs inde i den nye miniserie, 'It's a Sin', der perfekt indkapsler, hvor umuligt sammensat den er.
Den ene af hovedpersonerne, den 18-årige, aspirerende skuespiller Ritchie, er bange for at have fået aids. Vi er i London i midten af 80'erne, så både sygdommens årsager og symptomerne er omdiskuterede, og Ritchie ved ikke nødvendigvis helt, hvad han leder efter.
Han tjekker ryggen, tandkødet og øjenæblerne.
Lydtæppet til Ritchies maniske selvundersøgelse er Eurythmics' gigahit, 'Sweet Dreams', der brager afsted. "Everybody's looking for something", synger Eurythmics-sanger Annie Lennox, mens Ritchie leder efter sygdomstegn.
Det giver mildt sagt blandede følelser.
Jeg får lyst til at skrue op for lyden og danse. Jeg bliver ængstelig på Ritchies vegne, hvis han finder noget. Og jeg er på egne vegne bange for, at det, han muligvis finder, ser ulækkert ud. Alt sammen på én gang.
I mange andre serier, ville det være tegn på en usikker instruktør eller showrunner, der gerne ville have både i pose og sæk: lave en userie, der både gør virkelig ondt og handler om noget vigtigt, men samtidig er vildt bange for at skubbe folk fra sig - så det skal også være lidt festligt med noget god musik, vi kan synge med på.
I 'It's a Sin' er det ikke en fejl, det er en feature.
Manden bag serien, Russel T. Davies, er en dybt rutineret serieskaber, der har skrevet betydningsfulde serieværker som 'Queer as Folk', 'Doctor Who' og 'Years and Years'.
Han ved godt, hvad han laver.
Han har også haft aids-krisen inde på livet, da han selv var ung i England i 80'erne. Den ene af hovedpersonerne, Jill, er baseret på hans egen veninde Jill. Ligesom serieudgaven af Jill, boede den virkelige Jill i et homokollektiv, der hed The Pink Palace, hvor Russel T. Davies selv kom og festede amok.
Jill, hans veninde i virkeligheden, spiller desuden serie-Jills mor på skærmen.
Med sine modsatrettede følelser fanger og spejler serien den absurde blanding af ekstatisk frigørelse og ødelæggende frygt i storbyens homomiljø, som Russel T. Davies oplevede, når han besøgte sine venner i London i 80'erne. En tid, hvor man nægtede at skamme sig over sig selv længere - samtidig med at aids-epidemien begyndte at tage fat og dræbe folk som fluer.
'It's a Sin' kan slå kløerne i hvem som helst - uanset om du har et forhold til London og aids-epidemien eller ej.
Her kommer tre grunde til, hvorfor du skal se 'It's a Sin'.
Overraskende corona-parallel
Måske er det lidt overdrevet ego-centreret, at jeg føler, at 'It's a Sin' kommenterer på coronakrisen. Den handler jo om en uhelbredelig sygdom, der har dræbt millioner af raske, unge mennesker. Og foregår i 80'erne.
Men serien minder os ikke desto mindre om, at misinformation og hjemmebryggede sammensværgelsesteorier ikke opstod med internettet. Det får den til at føles overraskende relevant og aktuel.
Der er en scene i andet afsnit, hvor hovedpersonerne stadig lever det vilde, ubekymrede festliv.
Jill er dog begyndt at blive en lille smule bekymret over de sporadiske meldinger om en ny sygdom, der dræber homoseksuelle. En slags kræft, siger de først. Eller er det en influenza? Ritchie gør nar af idéen om en sygdom, der skulle ramme homoseksuelle specifikt og slår kækt bekymringerne hen med rationelle modargumenter:
- Hvad så med biseksuelle, er de bare syge hver anden dag?
Aids-aktivister bliver smidt ud af barerne, når de vil lægge flyveblade med information om smittefare, fordi det bliver set som antihomo-propaganda.
Russel T. Davies fortæller til BBC, at det ikke er for at pege på Ritchie som en dum aids-benægter. Det var sådan, han selv og stort set alle, han kendte, tænkte en overgang.
De ville ikke se i øjnene, at der var noget, der kunne bremse festen og friheden.
Kompromisløst clash af lykke og dødsangst
'It's a Sin' foregår henover et årti med beboerne i bofællesskabet 'The Pink Palace' som omdrejningspunkt. Handlingen skøjter henover opture og nedture.
Oprøret mod konservative familier og omgivelser og modkultur i fuldt flor, fyldt med dans og fest, fri sex, kollektiver og vennegrupper, der bliver til selvvalgte familier med tilsyneladende ubegrænset kærlighed og frihed. Når man ser det første afsnit, kan man næsten mistænke serien for at glemme, at det også er hårdt og farligt at gøre oprør.
Starten er nærmest én lang optur, hvor vi ser hovedpersonerne gøre sig fri af deres ophav og mødes i fest og fri kærlighed.
Men snart begynder realiteterne at presse sig brutalt ind.
En pludselig scene, hvor konservative forældre brænder deres afdøde, homoseksuelle søns ejendele i haven, virker brutal og chokerende, nu hvor man lige var revet med af al lykken. Men det skal blive meget værre.
De bratte spring i stemning er ikke altid kønt. Nogle gange er de decideret umotiverede og provokerende. Men det giver supergod mening. Det giver en næsten kropslig oplevelse af, hvor absurd det har været at føle, at frigørelsen endelig var kommet, og så rammer tragedien samtidig.
Den frygtløse, lykkelige hedonisme og den ekstremt velbegrundede dødsangst og had fra samfundet side om side.
80'er-soundtrack, der går lige i rygraden
Soundtracket er et helt kapitel for sig og næsten værd at opleve serien for alene. Kate Bush, Joy Division, Culture Club, Eurythmics, Kim Wilde, Wham, R.E.M. og selvfølgelig, Pet Shop Boys med titelnummeret, 'It's a Sin'.
Musikken fik begivenhederne til at føles utroligt tæt på for mig, selvom aidsforskrækkede London i 80'erne føles utroligt langt væk.
Det er genialt, fordi jeg et øjeblik kan blive grebet af følelsen af bedrevidenhed og tilfredshed over, hvor dumme "de" var dengang. Dem, der var bange for homoseksualitet og hiv. Skørt. Men musikken hiver mig helt ind, fordi jeg kender den så godt. Den føles jo ikke langt væk. Det er jo fantastiske hits, der går direkte i nervesystemet og føles hverken gammelt eller fjernt.
Det er seriens store sejr, at den hverken begrænser sig til hyldest af den politiske bevægelses helte, svælgen i den seksuelle løssluppenhed eller nedsænkning i sygdomstragedien. Alle de følelsesmæssige komponenter er i bevægelse samtidig.
Modstridelserne skriger i 'It's a Sin', når de skraber mod hinanden. Som de tektoniske bevægelser, der udløser et jordskælv.
Og det er lige, som det skal være: så vi, der ikke rigtig kan huske eller ikke har oplevet aids-forskrækkelsen i 80'erne, kan fatte, hvor absurd og sammensat det har føltes. Mærke det. Ikke bare få historien tæt på eller levendegjort, men få den helt ind under huden.
Miniserien 'It's a Sin' kan ses på HBO Nordic.