77 personer mistede livet, da nordmanden Anders Behring Breivik den 22. juli for seks år siden først detonerede en bombe i Oslo og efterfølgende tog til øen Utøya, hvor han forklædt som politibetjent skød og dræbte primært unge mennesker, der var på sommerlejr.
De tragiske begivenheder danner nu rammen om en ny film, som produceres af amerikanske Netflix.
Det skriver Deadline.
Filmen, der endnu ikke har en titel, bliver instrueret af den engelske instruktør Paul Greengrass.
Han har tidligere lavet film baseret på virkelige hændelser, nemlig 'Bloody Sunday', der handler om en gruppe demonstranter i Nordirland i 1972, 'Green Zone', der foregår i Bagdad under invasionen af Irak i 2003, og den Oscar-nominerede 'United 93', der handler om et af de kaprede fly under terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.
Herudover står den 62-årige instruktør bag flere af filmene om Jason Bourne samt 'Captain Philips' med Tom Hanks.
Samarbejde med Seierstad
Tidligere på året talte Paul Greengrass med den norske avis Bergens Tidende, hvor han forklarede, at filmen om den 22. juli ikke blot skal være en gengivelse af, hvad der skete på dagen, men at den også skal vise, hvordan Norge som nation valgte at fokusere på fællesskab og retssikkerhed frem for hævn.
Derfor bliver selve retssagen mod Anders Behring Breivik en vigtig del af filmen.
- Det, som skete den 22 juli, var en enorm udfordring for demokratiet og det åbne, norske samfund. Det var et blodigt angreb på alle de værdier, som Norge står for, sagde Paul Greengrass.
I samme interview fortæller han ligeledes, at filmen vil blive til i samarbejde med den norske forfatter Åsne Seierstad, der i 2013 udgav bogen 'En af os', som handler om Breiviks terrorangreb.
Herudover skulle Paul Greengrass og hans produktion ifølge VG have haft flere samtaler med den støttegruppe, der blev oprettet efter terrorangrebet i Oslo og på Utøya, samt Anders Behring Breiviks advokat, Geir Lippestad.
Annonceringen af filmen kommer i kølvandet på, at Norges pendant til DR, NRK, i juni meldte ud, at stationen næste år begynder optagelser til en dramaserie om terrorangrebet. Serien forventes at få premiere i 2019.
Hvornår Paul Greengrass' film får premiere på Netflix er endnu uvist.