Belfast.
Der er noget ved det bynavn, der oser af tragedie.
Af naboer, der dræber hinanden. Af militær, der skyder demonstranter. Af bomber, der smadrer en pub uden varsel. Af en ulmende uro under en hverdag, som ligner den danske til forveksling.
Der er gået næsten 25 år, siden freden blev etableret i Nordirland, men Belfast klinger stadig af terror og trusler.
Og når en film med titlen ’Belfast’ kommer op i de danske biografer, begynder vi så småt at skimte myrdende naboer og brutalt militær i udkanten af lærredet.
Det forbavsende er, at Kenneth Branaghs ’Belfast’ først og fremmest udstråler varme, hengivenhed og kærlighed.
Den handler skam om konflikten i Nordirland. Fra start til slut. Indenfor de første ti minutter har hovedpersonen Buddy, en cirka niårig dreng, set en molotovcocktail blive kastet mod sig. Nogle minutter senere eksploderer en bil midt i den ellers fredelige gade, han bor på i Belfast.
Resten af filmen er gaden blokeret af enten militær eller aktivister.
Borgerkrigslignende tilstande
Det er unionisterne – fortrinsvis protestanter – der står for balladen. De vil bevare Nordirland som en del af Storbritannien, med hovedsæde i London.
Derfor vil de fordrive katolikkerne i gaden ud fra en formodning om, at alle katolikkerne er nationalister, der går ind for at forene Nordirland med resten af det katolske Irland.
De borgerkrigslignende tilstande begyndte i slutningen af 1960’erne, da katolikker protesterede over diskrimination fra de britiske myndigheders side. I 70’erne eksploderede uroen og endte i tragedier, som for eksempel den såkaldte Bloody Sunday i januar 1972, da 14 katolikker, mest unge mænd, blev skudt ned og dræbt af britisk militær under en demonstration.
I alt mistede 3.500 mennesker livet under uroen, der sluttede – officielt – i 1998.
I Buddys gade er det især en ung mand, Billy Clanton, der blæser til angreb på katolikkerne. Han har gået i skole med Buddys far og kræver, at han også deltager i fordrivelsen af katolikkerne.
Buddys far nægter, eftersom protestanter og katolikker har levet problemløst op ad hinanden i deres gade i årtier. Men Clanton insisterer, også med brutale metoder, hvilket er den indirekte årsag til, at Buddys far begynder at overveje at flytte familien til London, hvor han har arbejde.
En forbavsende, måske endda enestående film
Uanset de blodige begivenheder, som blev rigtig slemme i Belfast i de efterfølgende år, stråler ’Belfast’ af varme og kærlighed.
Instruktøren og skuespilleren Kenneth Branagh – et af de store navne i engelsk film og teater – benyttede de første coronanedlukninger i 2020 til at genoplive sin barndom i ’Belfast’.
Han huskede selvfølgelig urolighederne, men han mindedes især sine kærlige forældre, der diskuterer, om familien skal forlade Nordirland, og sine mindst lige så kærlige bedsteforældre, der altid er klar med kloge livsanskuelser til lille Buddy, alias Branagh.
Det gør ’Belfast’ til en forbavsende, måske endda enestående film, der formår at få angsten for vold til at balancere med familiens altomfavnende varme.
Meget lidt af det, der sker i ’Belfast’, er lykkeligt, men Branagh formår at give det hele et nostalgisk-muntert lys i smukke sort/hvide billeder. Branagh har ikke skrevet terroren ud af historien, bestemt ikke, men han har ønsket at beskrive optimismen hos et barn, der har mærket familiens kærlighed, uanset hvor vanvittig verden har været omkring dem.
Og det er lykkedes.