ANMELDELSE 1 (PROLOG)
Jeg fandt ham i en lille gyde rundt om hjørnet. Først troede jeg han var blevet slået ned, derefter mistænkte jeg ham for i det mindste at være døddrukken, men til sidst måtte jeg konkludere, at han bare var væltet i sin egen fortumlethed. Hans skæg var uplejet, hans hår sad i fedtede tjavser og brillerne hang løst på næsen. Han lignede prototypen på den slags mænd, der dalrer omkring legepladser og pludselig trækker deres jakker til side.
Nogle ordentlige filmLars var hans navn. Han virkede så rundtosset, at jeg inviterede op i min lejlighed så han kunne komme til sig selv. Først troede jeg han talte i tåger, da han præsenterede sig som filminstruktør, men efterhånden som han åbnede for sin livshistorie, kunne jeg høre, at det ikke var noget, han fandt på. Han berettede om sine film, om de priser, han havde lavet, og om det hårde slid, det havde været at forsøge at lave 'nogle ordentlige film, der betød noget, i stedet for alt det ligegyldige lort', som han sagde.
Jeg skulle have været skovfoged'Jeg er ødelagt af at lave film', jamrede han. 'Jeg skulle have været gartner eller skovfoged, så havde jeg været et andet menneske i dag'. 'Hvad kan dog ødelægge et menneske ved at lave film', undrede jeg mig. 'Alt', jamrede han tilbage, 'skuespillerne, publikum, anmelderne, købmændene, alt', hvorefter han slog fast, at han bare kunne have lavet 'noget simpel røvsyg underholdning, så var det ikke gået så galt'.
Hvem gider se en film på 5 ½ time!?'Jeg kan ikke engang holde ud at se den færdige version af min nye film! Den kan kun fungere hvis den er 5 ½ time, men hvem gider gå i biografen og se en film på 5 ½ time!?' I stedet havde han åbenbart bedt andre om at klippe filmen ned til 4 timer, så den nogenlunde passede ind i de formater, biograferne benytter verden over.
Besværlige film'Hvorfor fanden skal jeg også lave så besværlige film?' jamrede han igen, mens han ledte efter medicinen, der kunne dæmpe hans nerver. Jeg spurgte ham hvad den handlede om, den film, han ikke kunne holde ud at se, og han forklarede at det var en historie om en mand, der finder en forslået og gennembanket kvinde i en gyde nedenfor sin lejlighed. Han inviterer hende hjem og hun fortæller sin livshistorie, om hvordan hun har været nymfoman hele sit liv, og at sex har været hendes eneste følgesvend gennem livet. Tusinder af mænd er kommet og gået i hendes liv, mens sex har været erstatning for noget, hun aldrig kunne finde, og intet andet har kunnet erstatte sex.
Billigt trick'En nymfoman? Er det ikke bare et billigt trick for at hive folk i biffen? Jeg troede du lavede kunstfilm', spurgte jeg drillende. 'Jo, det er vel et billigt trick', sukkede han. 'Den slags bliver man jo nødt til at hive frem for at vække folk. Men det handler jo også om at give folk overraskelser bag det billige trick, at vende begrebet 'nymfoman' på hovedet, der handler om at drille publikum, udfordre det. Ellers er det jo ligegyldigt.'
Hvordan sex definerer et menneske'Selvfølgelig er det ikke bare en film om en kvinde, der dyrker sex hele tiden', fortsatte Lars. 'Det er også et forsøg på at undersøge hvad forholdet mellem mennesker og sex er, hvordan sex definerer et menneske - og kan være en forbandelse'. Og så forklarede han, at filmen var et forsøg på at lave litteratur som film, fuld af omveje, bihistorier, sidespring og referencer, sådan som stort opsat litteratur af forfattere som Marcel Proust, Thomas Mann og Fjodor Dostojevskij.
Et lidt plat kneb'Referencer til store forfattere? Det lyder også som et lidt plat kneb. Er det ikke bedre at finde på noget selv?' Af en eller anden grund havde jeg fået lyst til at drille den forhutlede lille mand, der sad og sundede sig i min sofa. 'Jo, det er måske også lidt tarveligt', indrømmede han, hvorefter han mente at der også var noget inspirerende i at bruge store tanker som springbræt.
Tosset i forvejen'Men hvorfor er du så ødelagt af at lave dine film?' ville jeg vide. Og så forklarede Lars, at han nok var tosset i forvejen. Ellers havde han jo ikke kastet sig ud i at lave film. Men det havde i hvert fald ikke hjulpet ham at udfordre sig selv, og vælte sine egne grænser, hele tiden. Og verden var utaknemmelig. Han havde lavet film om vigtige, pressende emner, syntes han selv: 'Manderlay', om amerikanske slaver, der ikke havde lyst til at blive sat fri fordi livet i frihed var utrygt og fuld af risici. En udfordrende tanke i en verden, der tanketomt kværner løs om frihed og demokrati, mente han selv.
Naturens ondskabHan havde lavet 'Antichrist', en selvterapeutisk film om at naturens ondskab, om livet som og om at Satan, og ikke Den gode Gud, har skabt vores verden. Han havde leget med tanken om at for en melankoliker var Jordens undergang en befrielse og en glædesstund i 'Melancholia'. Og nu havde han så forsøgt at endevende Kvinden udfra den seksualitet, som manden gennem årtusinder har behandlet efter forgodtbefindende. Alle sammen emner, der burde være al mulig grund til at diskutere om og om igen, mente han. 'Men hvad ville folk huske ham for?' spurgte han hovedrystende: At han i en joke på et pressemøde havde udtrykt sympati med Hitler.
Satan har skabt den her lorteverden'Hvis ikke det er til at blive syg af, ved jeg ikke hvad!' udbrød han med en pludselig vrede. 'Det understreger da meget fint, at Satan har skabt den her lorteverden'. Jeg grinede ad den lille mand og rystede på hovedet af tanken om en 5 ½ timer litterær film om en nymfoman. Det lød som det glade kunstneriske vanvid.
Genialt tænkt, faktiskEfterhånden faldt Lars i søvn og til min egen overraskelse kunne jeg ikke få alle hans filmhistorier ud af hovedet. Måske var idéen om en nymfoman slet ikke noget dårligt udgangspunkt at beskrive en kvindes position i den her verden. Et filmsprog, der brød traditionel filmtankegang og tænkte i stor litteratur lød heller ikke så tosset. At verdens undergang kunne blive en happy end i filmmediet, der elsker lykkelige slutninger er genialt tænkt, faktisk. Og hvem ellers en Satan kunne opfinde en verden, hvor mennesker, der forsøger at ændre spillereglerne, bliver slidt op.
ANMELDELSE 2 (EFTERSKRIFT)
Jeg hader at anmelde Lars von Triers film. Ikke fordi der er noget galt med filmene - men fordi der er noget galt med anmeldelser. Ord og argumenter bliver så fattige når de skal dechifrere så komplekse og strittende størrelser som 'Antichrist', 'Melancholia' og 'Nymphomaniac'. Det her er den anden anmeldelse, jeg skriver af 'Nymphomaniac'. Ikke fordi jeg har fortrudt noget af det, jeg skrev i den første. Den slog bare ikke rigtig til. Jeg har sovet rigtig sårligt siden jeg skrev den. Og hvis jeg havde skrevet den her først, ville jeg være nødt til at skrive min første anmeldelse bagefter.
Ekstatisk af begejstringJeg har allerede fortrudt, at jeg skrev 'jeg hader at anmelde Lars von Triers film' for jeg er faktisk helt ekstatisk af begejstring over det faktum, at det er så skidesvært at anmelde hans film. Fx er det til at blive idiot af at Triers film er fyldt med modhager, der ville have været uomtvisteligt irriterende hvis noget tilsvarende var dukket op i andre instruktørers film, som fx klitoris-afklipningsscenen og ræven, der siger 'chaos reigns' i 'Antichrist'. Det er så klodset og bøvet, at enhver filmskolelærer ville have smidt de to scener ad helvede til. Men så kompleks og internt modstridende en film som 'Antichrist' ville ikke være det samme uden de to scener. Trier har simpelthen skabt sine helt egne spilleregler.
Gumpetungt tordnende
Fx smider Trier musik af den gumpetungt tordnende tyske gruppe Rammstein på i begyndelsen af 'Nymphomaniac', lige efter en stille, meditativ passage. Det er grimt og klodset som bare fanden, men grimme og klodsede og modstridende effekter - for ikke at tale om deciderede fejl - har en pointe i Triers univers. De spiller med. De er medskabere af helheden. Ligesom den sekvens, hvor Trier, som en barnagtig filmskoleelev, refererer til åbningsscenen i 'Antichrist'. Det er hinsides plat - men i Triers univers er det plathed, der åbner for talrige fascinerende associationer og spørgsmål.
Ligger i lage af sex
Det er ligeledes en grim effekt, at 'Nymphomaniac' handler om en nymfoman, en kvinde, der ligger i lage af sex. Mage til billigt trick er knap nok opfundet i den seriøse filmhistorie: Lars von Trier laver PORNO! Masser af dillere og fisse i hele 4 timer, endda i en version på 5 ½ time. Det er narrefisse i den yderste potens, for naturligvis har 'Nymphomaniac' den skurrende grimme effekt, at man mister al lyst til sex. Mage til asexede og grimme billeder af kønsdele kan man lede efter resten af livet. Hvis der findes noget, der hedder anti-porno, er det 'Nymphomaniac'.
Forpulet lang
Man kan også snildt diskutere om 'Nymphomaniac' behøver være 4 timer. Det har en klar pointe i forhold til Triers intention om at skabe et stort litterært værk à la Proust og Dostojevskij i filmformat, men kunne han ikke snildt have nået rundt om hovedpersonen Joes sexudskejelser - og seksualitetens definition af et menneske - på de mere spiselige 2 ½ time? Er det ikke bare en effekt, at filmen skal være så forpulet lang? Hvad skal alle de skide verdensstjerner, når selv den lokale købmand kunne have spillet Willem Dafoes lillebitte rolle? Og nu vi er ved det: Fortæller Trier egentlig overhovedet noget, der ikke er fortalt før om kvinders seksualitet? Om sex? Om dunkle drifter? Om underbevidsthedens kontrol over os kontrolfreakede mennesker? Fortæller han overhovedet noget eller er hele 'Nymphomaniac' en wannabe-intellektuel tomgang henover fænomenet sex?
Smæk i den bare
Vi har set kvinder få smæk i den bare før på film - også seriøse film, der skal gå i seriøse biografer. Vi har set kvinder have bunkevis af elskere som en slags udfordring af både moralens og selvværdets og livets grænser. I det hele taget lykkes det ikke rigtig Trier at diske op med en situation eller et tema, der fuldstændig vender op og ned på den gængse verdensforestilling, sådan som melankolikeren, der opfatter verdens undergang som en smuk happy end i 'Melancholia' eller idéen om at Satan, ikke Gud, har skabt verden i 'Antichrist'.
Står svagt
I den henseende står 'Nymphomaniac' svagt. Og enkelte sekvenser falder decideret til jorden, såsom den hvor Joe pludselig leger inkassator for en gangster. Men selv når Triers ellers ufejlbarlige evner som historiefortæller og billedmager falder til Jorden, skaber det ophvirvlende støv en særlig indgang til resten af filmen, til Triers tankegang og tematik. På en eller anden måde er det lykkedes ham at skabe et filmunivers, hvor 'fejlene' er mindst lige så vigtige som de fuldt ud vellykkede, smukt afrundede idéer.
En forunderligt rig fortælling
Og i sin helhed er 'Nymphomaniac' en forunderligt rig fortælling, der vrimler med såvel små filosofiske perler som blindgyder og såmænd også tåbeligheder, og som åbner talrige muligheder for selv at gå på eventyr, selv at drage konklusioner. Hvad betyder den overraskende slutning egentlig? Og hvordan den bærer den sig ad med at være plat og logisk på samme tid? Det er det, der er så forbasket komplekst ved Triers film. Det er det, der gør det så svært at anmelde hans film. Jo mere det ligner lort, jo mere fascinerende bliver det, når lortet smuldrer og man kan skimte guldet inde bagved.
'Nymphomaniac' får premiere 1. juledag