Farvel. Det er sådan 'Når vinden rejser sig' bliver præsenteret i den rørstrømske trailer - som Det store farvel fra den japanske instruktør Hayao Miyazaki, der i en alder af 73 år har erklæret, at han har instrueret sin sidste film.
Men for mig begynder en ny rejse her, med 'Når vinden rejser sig'. Jeg har set filmen to gange, og har alligevel en fornemmelse af, at jeg slet ikke har set den endnu.
En vanvittigt ambitiøs afslutning
Det er nærmest som om hele den eventyrlige rejse, jeg har været på med Hayao Miyazaki gennem de seneste 15 år, begynder forfra. Så rigt og vildtvoksende og umådeligt detaljeret er 'Når vinden rejser sig'.
Det er en vanvittigt ambitiøs afslutning for en instruktør, der aldrig har holdt tilbage på ambitionerne. Den er mere ren voksenfilm end hans øvrige film, og ligner dermed ikke noget andet, og samtidig sender den hilsner tilbage til mange af hans gamle film.
Klodsede natursymboler
Den sender mig tilbage til min første oplevelse med Hayao Miyazaki, for omkring 15 år siden, da jeg så min første Miyazaki-film, 'Princess Mononoke'. Jeg var dybt skuffet. Jeg havde hørt talrige filmnørder fable om den eventyrlige japanske historiefortæller, Japans svar på Walt Disney, men jeg så mest af alt en overbroderet fantasyfilm, proppet med klodsede natursymboler.
En smuk poetiske flyvetur
Men 'Når vinden rejser sig ' sender mig først og fremmest tilbage til de Miyazaki-film, jeg siden lærte at elske, fx den groteske fantasiudfoldelse i 'Chihiro og heksene', den frodige fortælling i 'Det levende slot' og den smukke poetiske flyvetur i 'Porco Rosso'. 'Når vinder rejser sig' minder mig om en rigdom i historiefortællingen som vestlige animationsfilm slet ikke kan hamle op med.
Det er som om mange af Miyazakis øvrige idéer og temaer er modnet i de forrige film og nu kan stå frem, som det, Miyazaki altid har ventet på at kunne fortælle.
Vinden rejser sig
Det er en film med talrige indgange, med adskillige historier og temaer. Alligevel føles den hele tiden som én sammenhængende logisk størrelse, uanset hvor mange mærkelige og gådefulde rejser den tager ud på.
Den åbner med et citat af den franske forfatter og poet, Paul Valéry: 'Vinden rejser sig, vi må prøve at leve'. Og netop blæsten - og det, den bringer med sig - er en metafor for alle de prøvelser filmens figurer bliver udsat for.
Purunge kamikaze-piloter
Hovedpersonen Jirô er en kombination af to virkelige personer, flyingeniøren Jiro Horikoshi og forfatteren Tatsuo Hori, men det er afgjort flyingeniøren Horikoshi, der tager mest plads. Han er mest berømt som chefkonstruktør på flyfabrikkerne Mitsubishi, og dermed som manden bag de små virtuose jagerfly, der gav amerikanerne grå hår i begyndelsen af 2. verdenskrig, men endte med at blive brugt af purunge kamikaze-piloter, der fløj sig selv og flyene ind i amerikanske krigsskibe i slutningen af krigen.
Kamikaze betyder iøvrigt 'guddommelig vind', hvilket falder fint ind i flertydigheden i 'Når vinden rejser sig'.
En stille drømmer
Det er på ingen måde en krigsliderlig tosse, Miyazaki portrætterer i 'Når vinden rejser sig', Det er en stille drømmer, en flynørd, der kan svømme hen i timevis over hvor elegant og stærkt et makrelben er konstrueret fra naturens side. Flere gange undervejs drømmer Jirô at han møder den italienske flypioner Giovanni Caproni, der fremsiger et andet af de bærende citater i filmen: 'Flyvemaskiner er smukke drømme. Ingeniører gør drømme til virkelighed'.
Jirô Horikoshi har en drøm om at skabe sit smukke hurtige og manøvredygtige fly, og han er fuld af sorg over at ingen af hans børn vendte hjem igen fra krigen, som han siger.
Forunderlige omveje
Rejsen mod drømmen bringer Jirô på de mest forunderlige omveje, som ikke umiddelbart giver mening i forhold til historien om Jirô. Fx kommer den unge Jirô forbi to store japanske katastrofer, det store Kantou-jordskælv i 1923, hvor omkring 140.000 mennesker blev dræbt, og Det store bankkrak under depressionen i 1930'erne.
Han er også på besøg hos flykonstruktøren Junkers i Tyskland, der forbereder sig til 2. verdenskrig, og på et sanatorium, hvor han møder hovedpersonen Hans Castorp fra den tyske forfatter Thomas Manns 'Troldomsbjerget'.
Og flere gange undervejs på sin rejse støder han ind i sit hjertes udkårne, Nahoko, der lider af tuberkulose.
En poetisk drillepind
'Når vinden rejser sig' er altså en kærlighedshistorie og en historie om skønheden i at gøre sin drømme til virkelighed, men det er også et portræt af Japan fra 1910 og frem til 2. verdenskrig, og en fortælling om flypionerer og en beretning om forholdet mellem natur og teknologi.
Det er en rejse, der hele tiden har blæsten som en poetisk drillepind, hvad enten den får ilden til at sprede sig i Tokyo efter jordskælvet eller får fly til at styrte ned eller får paraplyer til at blæse væk når to elskende går tur i regnen.
Stor kompleksitet ud af bittesmå detaljer
Så mangfoldig en historie kan nemt blive mere frustrende og flyvsk end fritflyvende. Men selvom det er et åbent spørgsmål hvad Miyazaki vil fortælle os med historien om en drømmer, der skabte kamikaze-flyet, selve symbolet på krigsvanviddet i Japan under Anden verdenskrig, er man aldrig i tvivl om at Miyazaki ved præcis, hvor han vil hen. Han flyver ud og ind mellem drømmeverdenerne og virkeligheden med en utrolig lethed, han skaber stor kompleksitet ud af bittesmå detaljer, så jeg sad helt rundtosset og forbløffet tilbage da jeg så 'Når vinden rejser sig' første gang på filmfestivalen i Venedig sidste år.
En rejse der kun lige er begyndt
Nu har jeg har set den to gange, og alligevel føler jeg ikke, jeg har set den endnu. Den følelse bliver forhåbentlig hos mig når jeg ser den tredie gang. Og fjerde. Og igen og igen.
For mig er det en rejse, der kun lige er begyndt.'Når vinden rejser sig' får premiere torsdag den 17. april