- Jeg har kunnet genkende meget af Anna i mig selv. Jeg er både fuld af gåpåmod og ret modig, men kan også blive utryg og synes, at ting er lidt farlige.
Marijana Jankovic går lige til stålet, da vi giver os til at snakke om hendes rolle som provinsmoren Anna i DR-serien 'Fred til lands'.
Jeg har sat hende stævne for at høre mere om rollen, som jeg antager ligger ganske langt fra Marijana Jankovics egen personlighed, der tidligere er blevet beskrevet som både viljestærk, frygtløs og utrættelig i andre medier.
Men det viser sig hurtigt, at jeg tager fejl.
- Hvis jeg skal kunne udfolde min krigerside, der bare vil frem i verden, så er der jo nødt til at være en modvægt. Det ene går ikke uden det andet. Det er afhængigt af hinanden, forklarer Marijana Jankovic, der som seksårig emigrerede fra Montenegro, som dengang var en del af Jugoslavien, til Danmark.
- Jeg har brugt mig selv meget i rollen, og jeg har prøvet at genkende nogle af Annas situationer i mit eget liv.
Splittet mellem to mænd
Marijana Jankovic beskriver rollen Anna som en kvinde, der er fanget i sit eget liv. Hun bor i den fiktive, fynske provinsby Ebberup med sin mand, John, og deres søn, Kasper.
Kasper er lige kommet tilbage fra en indlæggelse på et psykiatrisk hospital, da 'Fred til lands' starter. Hans bedste ven Aksel er blevet myrdet, men forbrydelsen er ikke blevet straffet.
Anna kæmper både med, hvornår hun skal sige fra, og hvornår hun skal træde til i forhold til sin søn. Men hun står også over for sin egen eksistentielle kamp.
Hun er nemlig splittet mellem to mænd: John, der hele livet har været Kaspers far. Og Martin, den spændende forfatter og hendes tabte kærlighed, der viser sig at være Kaspers faktiske, biologiske ophav.
Se et klip fra fjerde afsnit af 'Fred til lands', inden du læser videre:
- Det har været et virkelig godt materiale, vi har haft mellem hænderne. Jeg har glædet mig hver gang, der kom et nyt manus, og har ikke kunnet vente med at se, hvad de nu havde fundet på, fortæller Marijana Jankovic, der kalder Anna for en 'meget omsorgsfuld og kompleks' karakter.
- Det er altid spændende at arbejde med karakterer, der er så modsætningsfyldte. Hun indeholder en side, der er tryg i de rammer, hun er i, men indeholder også en side, der har en udlængsel og nogle større drømme for sit liv.
Vil være den bedste til alt
De store drømme kan Jankovic genkende fra sit eget liv.
- Jeg vil både gerne være den bedste skuespiller, men vil også gerne være den bedste ven, den bedste kollega og den bedste søster. Det koster, for jeg vil så gerne gøre det godt og udfylde alle mine roller på den bedst tænkelige måde.
Hun holder en pause, og det er ligesom, at der indfinder sig en eftertænksomhed i hendes stemme.
- Nogle gange er jeg nødt til at tage det helt stille og roligt for netop at kunne være mest muligt til stede i alle livets roller.
Og roller har der været nok af – både på tv og film, på de skrå brædder og i Marijana Jankovic' eget liv.
Hun kom til Danmark med sin familie som seksårig og lærte sig det knudrede, danske sprog på blot tre måneder – hun ville være så dansk som muligt, så hurtigt som muligt. Så besluttede hun sig for at blive skuespiller – der var det mest umulige, hun kunne forestille sig at blive.
Det er tydeligt, at Marijana Jankovic har brugt sin 'krigerside' ganske flittigt gennem sit 37 år lange liv.
- Jeg hører tit sætninger om, at jeg er stærk og modig. Og jeg er på en eller anden måde også en mønsterbryder i forhold til det liv, jeg er kommet fra, til det liv, jeg lever nu. Jeg vil bare gerne være noget for nogen, fortælle nogle vigtige historier og samtidig stå inde for, at man skal huske at udleve sine drømme.
Og man må sige, hun har formået at udleve sine skuespilmæssige drømme. Hun har blandt andet spillet med i filmene 'Aldrig mere i morgen', 'Ditte & Louise' og 'Mødregruppen' og fremvist sine meritter i serier som 'Norskov', 'Arvingerne' og 'Hånd i hånd'.
Herudover har Marijana Jankovic også stået på de skrå brædder i teaterproduktioner som 'Carmen' og 'Elektra', ligesom hun for nyligt debuterede som kortfilmsinstruktør med den selvbiografiske 'Maja', der både modtog en Robert og en pris på Tribeca Film Festival i New York.
De stille stunder giver energi
Så vender vi tilbage til den skrøbelige side, som hun har lært sig selv at passe på og pleje med tiden.
- Jeg skal hele tiden stå frem og være ude i verden, så jeg har også brug for at have nogen at komme hjem til og blive passet på og være lille og skrøbelig.
- Det er de stille stunder, der gør, at jeg kan bestige alle de bjerge, jeg hele tiden bestiger. Jeg kører meget hurtig frem og vil bare derudad. Jeg trives bedst, når jeg har travlt, men der er også nødt til at være huller, hvor jeg kan være rolig og ikke have så mange planer.
Det er en ting, der er kommet med alderen, forklarer hun. Nu er det blevet okay, at 'den skrøbelige Marijana' også viser sig og skal plejes.
- Folk omkring mig ved jo ikke, hvornår jeg har behov for hvad, for jeg tonser jo bare derudad. Og jeg trives også bedst med at bestige bjerge, men de stille stunder er dem, der giver mig energi.
'Jeg dør, hvis jeg keder mig'
Nu har Marijana Jankovic så besteget det bjerg, der har været rollen som den både stærke og skrøbelige Anna.
Hun håber, folk vil have forståelse for de valg, Anna tager i 'Fred til lands', og samtidig vil kunne se, at hun hverken er en dårlig mor eller et dårligt menneske.
Jeg kan høre, der opstår en lille utålmodighed i Marijana Jankovic' stemme. Det er tydeligt, at hun stadig har det bedst med at se fremad, tonse af sted og sigte mod nye, endnu ukendte mål – selv om hun har lært også at sætte pris på de stille stunder.
- Jeg er super ambitiøs, og det vil jeg aldrig holde op med at være. Jeg dør, hvis jeg keder mig.