Julie bor med sin familie i et palæ langs Øresundskysten med udsigt til havet. I et af de dér hjem, hvor der altid ligger et par flasker ægte champagne på køl.
Hun drikker de vildeste drinks på byens mest populære barer med de helt rigtige venner fra gymnasiet. Hendes tøj har hængt på bøjlerne i de dyreste tøjbutikker. Og så deler hun selvfølgelig de bedste billeder fra sit luksusliv på de sociale medier.
Alt kører for den fandenivoldske Julie i HBO's første danske tv-serie, 'Kamikaze'. I hvert fald indtil hun pludselig mister sine forældre og sin bror i en flyulykke. Det kaster hende ud i en deroute, hvor hun bliver tvunget til at finde ud af, hvad meningen er med det hele – hvis den altså overhovedet findes.
Det er Marie Reuther, der spiller hovedrollen som Julie. Hvis du ikke lige kan placere det navn nogen steder, så skyldes det ikke manglende evner i at binge danske tv-serier eller film.
Alt, hun har spillet med i, er et par enkelte kortfilm. Ja, og så spillede hun med i et par afsnit i TV2-serien 'Badehotellet', hvor hun knap nok fik et ord indført på grund af sin lille rolle. Men nu har hun altså fået sin allerførste hovedrolle. Og så har hun endda fået prisen som 'Bedste kvindelige skuespiller' for serien på Series Mania Festival i Lille i Frankrig.
- Det er vanvittigt. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med noget, jeg ellers har lavet. Jeg har ikke lavet noget med det her ansvar før, så det har krævet utrolig meget forberedelse, siger Marie Reuther.
Men hun har ifølge anmelderne gjort det godt. Dagbladet i Norge kalder hende "et stjerneskud". Indiewire roser hende for at løfte den ellers morbide fortælling, og Jyllands-Posten giver også et solidt klap på skulderen til Marie Reuther for præstationen.
Se traileren til 'Kamikaze' her:
Prioriterede skolen frem for casting
Tilbage i februar 2019, hvor Marie Reuther var i gang med sit sidste år på skuespilskolen. Her sendte sit første selftape, hvor man optager sig selv i forbindelse med en casting, ind på rollen. Men hun tænkte overhovedet ikke over, hvor vildt det kunne blive.
Dengang anede hun ikke, det var hovedrollen på en HBO-serie, og derfor måtte casterne nærmest ned på knæ for at tigge hende om at tage fri fra skole for at komme til en rigtig casting.
- Da det lykkedes mig at komme til casting ved at få det til at passe med mit skoleskema, kunne jeg mærke, at det bare gik godt, selvom jeg ikke har været til supermange castings før. Jeg kan huske, det overraskede mig, hvordan jeg bare kunne leve mig ind i rollen uden at tænke så meget over det.
Det var først senere i løbet af castingprocessen, at hun fandt ud af, at hun var i spil til hovedrollen i HBO-serien. Det skete egentlig ved en fejl, for hun overhørte det i en samtale mellem to ansatte. Da hun så spurgte, blev der hvisket: "Ja, det er for HBO. Men du må virkelig ikke sige det til nogen."
- Der tænkte jeg bare: "What, hvor sindssygt." Og så fandt jeg også ud af, at serien var baseret på forfatteren Erlend Loes bog 'Muleum'. Og jeg er jo kæmpe Erlend Loe-fan, siger hun.
Den hårde start efter studiet
Det med at gå fra en meget lille rolle i 'Badehotellet' og så til en hovedrolle, hvor man er med i samtlige optagelser, var et kæmpe skridt for Marie Reuther.
For hvordan er det lige, man gør, når man møder ind på sin allerførste arbejdsdag og ikke engang er færdiguddannet?
Særligt når man ikke bare lægger blødt ud med de mest sikre opgaver, men at man har det helt store ansvar som hovedperson i en serie, som lægger linjen for, hvordan det endelige resultat bliver.
- Da jeg fik rollen, blev jeg ramt af en følelse af, at jeg ikke vidste noget som helst om, hvordan jeg overhovedet skulle gribe det an. Når man arbejder med en så stor karakter, så skal man ligesom kende og forstå karakteren fuldstændig, før at man kan træde ind i den. Man skal på en måde kortlægge, hvordan karakteren ser og forholder sig til verden.
- Det kan eksempelvis være, hvordan vil Julie reagere, når hun er til psykolog for at tale om familiens død. Er hun nervøs? Har hun prøvet det før? Er det noget, hun er åben for, eller møder hun psykologen med en masse fordomme?
- Alt det er noget, du som skuespiller skal finde ud af sammen med instruktøren. Det arbejde kan man også gøre på mindre roller, men måske ikke i samme grad - og der følte jeg, det var lidt knald eller fald, fortæller Marie Reuther.
Bliver revet med i farten
På den måde minder Marie Reuther også lidt om figuren Julie i HBO-serien 'Kamikaze'. Selvom Julies omstændigheder er præget af familiens død og ligger langt fra Marie Reuthers liv, så er de begge på vej i en forandring.
For Julie er det accepten af at have mistet sin familie, og hvordan man håndterer det.
For Marie Reuther er det, hvordan man går fra de små roller til de store – og det måske at ende som et kendt ansigt blandt de mange millioner af HBO-abonnenter rundt i hele verden.
- Julie havde alt, da familien var der, men hun var i fuld gang hele tiden. Man hører tit, at man skal huske at stoppe op og nyde livet. Det er en superkliché, men helt ærligt - det er bare så svært. Det var det for Julie, og jeg føler selv, det er svært for mig, når jeg nu sidder og taler om den her vilde serie, jeg spiller hovedrollen i.
- Jeg bliver også revet med i farten, hvor man bare gør, gør og gør og tænker på det næste og alt det, man skal nå. Det er svært at stoppe op og bare være til stede og opleve livet - og virkelig sætte pris på det, man har.
- Så jeg håber, at serien måske kan få nogle til at stoppe op og se deres liv på en lidt anden måde – og måske få øje på, at der også er håb, uanset hvor mørkt livet kan se ud.