Marie Bach Hansen fra ’Arvingerne’: Pludselig genkender folk mig

Med rollen som Signe i ’Arvingerne’ blev skuespiller Marie Bach Hansen kendt i den brede befolkning. Det resulterer ind imellem i nogle pudsige situationer.

Arvingerne II
Marie Bach Hansen, der spiller Signe i 'Arvingerne', er blevet et kendt ansigt med sin rolle i DR-serien. (Foto: © Per Arnesen, DR)

2014 har været et skelsættende år for skuespiller Marie Bach Hansen.

For siden hun tonede frem på skærmen i første sæson af DR’s populære dramaserie ’Arvingerne’, har hun fået en del mere opmærksomhed. Ikke bare i medierne, men i høj grad også fra folk, hun tilfældigt render på.

- Pludselig kunne folk genkende mit ansigt. Det havde jeg jo ikke sådan oplevet før. Jeg havde spurgt Jesper og Trine (hhv. Christensen og Dyrholm, red.) om, hvad man gør, men jeg tror ikke rigtig, man kan forberede sig på det, siger Marie Bach Hansen.

Og opmærksomheden bliver næppe mindre nu, når kalenderen snart skal bladres om på januar.

Eksponering sender hende i familiens arme

For den 1. januar viser DR første afsnit af den nye og anden sæson af ’Arvingerne’, hvor Marie Bach Hansen har en af de bærende roller som Signe, der ivrigt kæmper for at blive en del af sin nye og kaotiske familie på Fyn.

Sjovt nok har hun selv lænet sig op ad sine egne nære efter indspilningerne med ’Arvingerne’.

- Jeg har brugt min familie og mine nære venner rigtig meget, for man bliver så eksponeret. Men det har været en stor oplevelse, og folk har givet ’Arvingerne’ meget kærlighed, så det har været en meget positiv respons. Folk kommer op og siger, at de glæder sig meget til anden sæson, siger hun til DR Kultur.

”Måske har du set mig i fjernsynet”

Til gengæld er mange stadig lidt i tvivl om, hvorfra de kender hende. Og nej, hun er ikke nødvendigvis din kammerats kusine fra gymnasiet. Men nogle gange peger Marie Bach Hansen dog pilen over på sig selv – for som hun siger:

- Man vil helst ikke sige: ”Måske har du set mig i fjernsynet”. For hvad nu hvis det rent faktisk er en, du har mødt før.

Marie Bach Hansen har ikke andet end rosende ord til holdet bag ’Arvingerne’, og hun glæder sig over, at serien er blevet solgt til USA, hvor amerikanerne skal lave deres egen arvestrid og Signe ’Sunshine’.

- Det er helt vildt. Men jeg kan faktisk godt se en amerikansk ’Arvingerne’ for mig. Forestil dig alt i større skala: En kæmpe ranch, kæmpe kunstmiljø, måske et rugbyhold og hvor alt i det hele taget er skruet op. Jeg tror, det kan blive ret fedt, siger hun.

Roller som 80-årig og legendarisk bokser

Selv er hun ikke bange for at blive sat i bås som ”hende fra ’Arvingerne’”, og Marie Bach Hansens seneste roller på teatret Mungo Park ligger da heller ikke i nærheden af Signe.

Her har hun både spillet 80-årig dame og Muhammed Ali.

Udlandet har hun endnu ikke hørt så meget fra, men ’Arvingerne’ er også først for nyligt blevet vist under titlen ’The Legacy’ i England, hvor de danske dramaserier får en del opmærksomhed.

- Jeg går efter de projekter, der tænder mig. Det er klart, at hvis der kom et tilbud fra udlandet, som er interessant, så vil jeg synes, det er sindssygt spændende.

https://www.youtube.com/watch?v=SF1fBjx92qA

Signe som irriterende fremmedlegeme

I første omgang er hun bare glad for at kunne fordybe sig i en rolle som Signe.

- Det er fedt at arbejde med en karakter over langt tid, fordi man kan fordybe sig i rollen. Og det har været sjovt at spille Signe, for hun er på en måde et irriterende fremmedlegeme i familien, siger Marie Bach Hansen.

Første afsnit sendes på DR1 1. januar klokken 20 og andet afsnit sendes allerede på søndag.