Mads Mikkelsen havnede i bagagerum efter Oscar-show

Den danske skuespiller Mads Mikkelsen var kun kortvarigt skuffet over den glippede Oscar-statuette.

Mads Mikkelsen ærgrer sig over, at det ikke blev til en Oscar. Til gengæld er han glad for, at den danske film 'Helium' fik en Oscar for bedste kortfilm. (Foto: © Gus Ruelas, Scanpix)

Han er ikke kun et prominent navn i den danske filmverden - også i Los Angeles vækker stjerneskuespilleren Mads Mikkelsen opsigt.

- Jeg synes, vi fik meget opmærksomhed på den røde løber, siger Mads Mikkelsen.

Ikke desto mindre blev den danske skuespiller natten til mandag forbigået ved Oscar-festen i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, hvor filmen 'Jagten' havnede bag det italienske drama 'Den store skønhed'.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53143fbe6187a20f086b5899

- Selvfølgelig var vi skuffede lige et øjeblik, men det kom vi hurtigt over. Det har været en fantastisk aften, siger Mads Mikkelsen efter sin ankomst til den prominente restaurant Ago i Los Angeles.

Mikkelsen blev presset ind i bagagerummet

Der var imidlertid ikke rigtig plads til Mikkelsen i bilen sammen med en flok andre filmfolk, og derfor måtte han presse sig sammen i bagagerummet ved siden af Kim Magnusson, der som producer på filmen 'Helium' netop havde vundet en Oscar.

Forvisningen til bagagerummet ser dog ikke ud til at tynge Mads Mikkelsen, der er begejstret over sine danske kollegers succes. Særligt den 36-årige instruktør bag "Helium", Anders Walter, får ros.

- Vi er jo to tabere, der hylder vinderen, siger Mads Mikkelsen.

- Anders Walter er en fantastisk ung og ydmyg mand, som virkelig har lavet det ypperste nu. Det skal han nyde, siger Mikkelsen.

Det er tredje gang, den danske skuespiller er med ved prisuddelingen i Hollywood, og han kommer gerne igen.

- Hvis de inviterer, så kommer jeg selvfølgelig, siger Mads Mikkelsen og vender tilbage til festen på den enorme restaurant, hvor også Brad Pitt og Angelina Jolie slår sig løs.

/ritzau/