Efter at have spillet med i Star Wars-filmen 'Rogue One' og filmen 'Doctor Strange' er der endnu en ny rolle på vej til danske Mads Mikkelsen.
Denne gang er det hovedrollen i filmen 'Arctic', som er i gang med at blive produceret.
Det skriver det amerikanske filmmedie Deadline.
I filmen følger man Mads Mikkelsens karakter, som er strandet i Arktis. I filmen er han ved at blive reddet, men så sker et uheld, som umuliggør redningen. Derefter må han vælge at blive i uvisheden i sin relativt sikre lejr eller forsøge at redde sig selv ved at begive sig ud i den iskolde og farlige intethed.
'Arctic' vil blive produceret af to amerikanske og et islandsk filmselskab. Martha De Laurentiis er en af filmens producenter. Hun var i øvrigt også en af producenterne på 'Hannibal'-serien, hvor Mads Mikkelsen også havde hovedrollen som Dr. Hannibal Lecter.
Der er endnu uvist, hvornår filmen får premiere.