’Lakridspizza’. Hvad skal det betyde? Der er jo hverken et stykke lakrids eller en ærlig pizza til stede i ’Licorice Pizza’.
Så hvorfor Lakridspizza?
Fordi instruktøren Paul Thomas Anderson ikke tænker i film som de andre. Det ved alle, der har set hans ’There Will Be Blood’, ’Den skjulte tråd’ eller ’The Master’.
De handler om noget ret præcist, henholdsvis en ærkekapitalist, en skrædder og en sektleder. Men det er ikke film med klare pointer eller en opbyggelig morale eller bare en sammenhængende historie, sådan som du er vant til at se det i ’Ternet Ninja’ eller ’Druk’.
Anderson finder et emne og fortæller omkring det – snarere end om det. Hvor andre går efter de oplagte øjeblikke, der giver os en forståelse af et menneske eller en begivenhed, går Paul Thomas Anderson efter associationer og abstraktioner.
Vi skal ikke nødvendigvis have at vide, hvordan hovedpersonen er som menneske, vi skal dufte og smage og lytte og mærke os frem.
Et liv fyldt med muligheder
Når hans nye romantiske komedie hedder ’Licorice Pizza’, er det, fordi de to ord bedst beskriver den stemning, han vil indfange.
’Licorice Pizza’ var oprindeligt en kæde af pladebutikker i 1970’erne, da Paul Thomas Anderson voksede op i Californien. Men for Anderson er ’lakrids’ og ’pizza’ de ord, der bedst beskriver fornemmelsen af at være ung og nysgerrig og se et liv fyldt med muligheder foran sig.
Som en slikbutik.
Oser af kejtet charme
Det er sådan verden ser ud for Gary Valentine (Cooper Hoffman) og Alana Kane (Alana Haim), to unge mennesker i Californien i 1970’erne. 15-årige Gary er skuespiller, men har også sit eget PR-bureau, hvor hans mor er eneste medarbejder.
Alana er mindre målrettet. Hun er 25 og arbejder som assistent for en fotograf, men har ikke samme initiativ og virkelyst som Gary.
Måske er det derfor, Alana ikke afviser buttede Gary Valentine, da han lægger an på hende. Han oser af kejtet charme, den knægt, og Alana sukker efter nogen, der kan trække hende væk fra hendes forstokkede jødiske far.
Paul Thomas Anderson fik idéen til den historie ved at betragte en skoledreng, der plagede en ung kvindelig fotograf om noget. Han forestillede sig, at de havde en slags affære, og tilføjede et nostalgisk hop tilbage til 70’erne, til en tid, hvor der ikke fandtes internet, og alt var aldeles fysisk og håndgribeligt – hvad enten det var biler, frisurer, vandsenge, modetøj eller politiske valgkampe.
Med det udgangspunkt abstraherer og associerer og fantaserer Anderson sig frem til en syret kærlighedshistorie om et umage par, der cirkler om hinanden. Der folder sig de mest utrolige filmscener ud af Gary og Alana.
En galning på nakken
Et af højdepunkterne er da Alana må styre en gammel lastbil baglæns ned ad en stejl vej, fordi den er løbet tør for benzin, og fordi de har en galning på nakken.
Galningen er filmproducenten Jon Peters, der findes og lever i virkeligheden og har ry for at være bindegal. Det er han bestemt i ’Licorice Pizza’, hvor han bliver spillet forrygende af Bradley Cooper.
Ud af hans selvfede vanvid, en oliekrise og Garys eventyr, som forhandler af vandsenge, fremtryller Paul Thomas Anderson et forunderligt forløb, der oser af en varm aften i Californien og af urolig uforudsigelighed.
En stor del af magien skyldes filmens lydarbejde, der er skabt af et hold på hele 26 mennesker!
Det er ufatteligt detaljeret – uden at være påtrængende. Man kan næsten høre hele gaden, når Gary og Alana går og sludrer. Og den gamle lastbil, der triller ned ad bakken, knirker og knager og rusker og ryster, så det er en filmfryd.
Hvad er det, Paul Thomas Anderson vil fortælle med ’Licorice Pizza’?
Det må du sgu selv finde ud af. Men luk øjnene, hvisk ’Lakridspizza’, forestil dig Californiens sommervarme og en fornemmelse af, at alle farver kan folde sig ud i den her skøre verden, så er du inde i Andersons duftende, smagende, sirligt komponerede og umådeligt detaljerede univers.