"Jeg er sådan lidt OCD-agtig, når det kommer til at have orden i mine ting…"
Har du selv sagt den sætning? Eller kender du nogen, der kunne finde på det?
Jeg må erklære mig skyldig. Det med at bruge OCD som et adjektiv har for længst sneget sig ind i mit sprog, når jeg for eksempel skal forklare folk, hvorfor jeg helst selv vil fylde opvaskeren, eller hvorfor tæppet skal ligge på en helt bestemt måde i sofaen.
Men det er faktisk ikke i orden, hvis man spørger den nyudklækkede filminstruktør Tone Ottilie, der har lavet afgangsfilmen 'Katastrofer'.
Filmen, som Tone Ottilie netop er dimitteret fra Den Danske Filmskole med, handler om Liv, der skal starte i 1.g. og har svær OCD.
Når Liv udsættes for bakterier og snavs, begynder maddiker at infiltrere hendes krop. De kravler rundt inden i hende og spiser af hende. Men maddikerne er ikke virkelige. Det hele foregår i hendes hoved.
Det ved Liv godt, men hun kan ikke slippe de tvangstanker, der er ét af sygdommens særlige kendetegn.
Tone Ottilie forklarer det sådan her:
- Det er jo nok ikke OCD, hvis du godt kan lide, at dit billede på væggen hænger helt lige. Det kan til gengæld muligvis være OCD, hvis du tror, alle dør, fordi dit billede på væggen hænger skævt. Der er faktisk rigtig mange mennesker med OCD, der bor enormt kaotisk og ulækkert, fordi man bare har det enormt dårligt.
Så følger hun op med de sætninger, der med ét har fået mig til at tænke mig om, når jeg kaster om mig med hverdagsgloser:
- Jeg er rigtig, rigtig træt af den måde, vi bruger OCD som et adjektiv på, når vi for eksempel siger: "Jeg er lidt OCD-agtig." For det er en rigtig alvorlig sygdom, som ødelægger mange menneskers liv, og der er forbundet så meget skam med den, at mange aldrig lukker folk ind i deres tanker.
'Mange går aldrig til lægen, fordi det er så skamfuldt'
Og Tone Ottilie ved, hvad hun taler om. Hun har nemlig selv OCD, "men har fået det rigtig meget bedre" i dag, fortæller hun:
- 'Katastrofer' er ikke en selvbiografisk film, men en fiktionsfilm, der er inspireret af noget, jeg selv har oplevet. Der er meget af filmen, der er meget personlig.
- Inden jeg lavede filmen, havde jeg svært ved bare at sige ordene: "Jeg har OCD," men nu sidder jeg og fortæller det til dig.
Det gør hun, fordi hun vil have os alle sammen til at blive bedre til at tale om OCD – og tage sygdommen alvorligt.
- Vi har udviklet filmen i samarbejde med et panel af unge, hvor mange har erfaring med psykisk sårbarhed og OCD. Det kan være enormt smertefuldt at gå rundt med noget inde i ens hoved, som ingen kan se eller forstå, siger hun og uddyber:
- Der er mange mennesker med OCD, der aldrig går til lægen, fordi det er så skamfuldt for dem.
Tone Ottilie valgte dog at gå til lægen. Hun har med egne ord gået til "rigtig meget behandling" – blandt andet har hun gået til eksponeringsterapi, hvor man langsomt begynder at gøre de ting, man har svært ved.
- Min OCD mindede om Livs i filmen. Det var de samme ting med bakterier, skidt og snavs, der nærmest overtog min hjerne i flere år, og virkelig gjorde mit liv svært, siger hun og uddyber:
- Med filmen vil jeg gerne lukke folk ind i mit hoved, og jeg håber, at jeg ved at gøre det, kan vise folk, at det ikke behøver være skamfuldt at have OCD.
Kæmper hele tiden med sit hoved
Det er det for Liv i 'Katastrofer'. For selvom hun gerne vil ses som andet og mere end sin sygdom, så stikker OCD'en alligevel sit grimme ansigt frem, da hun møder pigen Anna, som hun bliver forelsket i.
Det er svært for Anna at komme ind under huden på Liv, fordi Liv hele tiden kæmper med sit hoved, som Tone Ottilie forklarer.
Undervejs i 'Katastrofer' øver Liv sig – ikke ulig Tone Ottilie – i at udsætte sig selv for eksponeringer. For eksempel når der bliver inviteret til at holde i hånd. Eller til at kysse.
Tone Ottilie har haft en bog, hvor hun gav sig selv point, hver gang hun udsatte sig selv for en eksponering.
- Det kunne for eksempel være, hvis jeg slikkede mig om munden. Min gave til mig selv efter eksponering nummer 500 var en tatovering, men den har jeg ikke fået lavet endnu.
Noget, Tone Ottilie til gengæld har fået masser af, er anerkendelse.
Allerede inden sin afgang fra Den Danske Filmskole er hun nemlig blevet hyldet som et "stortalent" for filmen 'Babylebbe', der blev vist som en del af Berlinalens ungdomsprogram sidste år.
Ja, faktisk vandt hun allerede som 16-årig en pris på ungdomsfestivalen Oregon for sin første kortfilm 'Cherrybombs', mens hun senere scorede sig en Robert-nominering for kortfilmen 'Lulus første gang'.
Både 'Cherrybombs' og 'Lulus første gang' så dagens lys, inden Tone Ottilie kom ind på Den Danske Filmskole, som hun i dag er fuld af taknemmelighed over at have gået på:
- Jeg er blevet voksen, mens jeg har gået der, og jeg har dealet med alle de her ting, mens jeg har gået der. Jeg føler mig privilegeret over at have fået lov til at lave 'Katastrofer' og fortælle om den. Jeg føler, jeg er et bevis på, at man godt kan få det bedre med den rette støtte og hjælp, siger hun og slutter så med en opfordring:
- Man skal lade være med at tro, at man ved, hvordan folk med OCD har det. Der er lige så mange slags OCD, som der er mennesker. Spørg ind i stedet, og vær ikke bange for at tale om det. Og lad så for helvede være med at joke med det, for det er ikke morsomt.