Meget tyder på, at fremtidens film tilhører kvinderne.
'Wonder Woman' og 'Captain Marvel' har slået fast, at superhelte overhovedet ikke behøver være mænd for at trække folk i biografen. I Danmark bliver der i år sat ny rekord for antallet af film instrueret af kvinder.
Og på filmfestivalen i Cannes, årets højdepunkt i den internationale filmverden, har ligestilling fyldt meget – også i år.
Forleden kunne det amerikanske brancheblad Variety berette, at en af de mest hotte titler på filmmarkedet i Cannes – hvor økonomien bliver lagt for mange af de film, der kommer op i de danske biografer – er en genindspilning af den gamle actionbasker 'Cliffhanger' fra 1993.
Den nye udgave er bare uden machobomben Sylvester Stallone, der ordnede sagerne i den gamle film. Nu skal en kvinde have hovedrollen.
Hvilken skuespiller, der skal kravle rundt i isklædte bjerge og uskadeliggøre onde skurke er endnu vist, men interessen for 'Cliffhanger' understreger, at Hollywood har opdaget det store publikumspotentiale i at 'vende kønnet om'.
Fire kvinder i hovedkonkurrence tangerer rekord
I kampen om Cannes-festivalens hovedpris, Den Gyldne Palme, er der i år fire kvinder ud af 21 konkurrerende filmmagere. Det er ikke imponerende, men det tangerer da rekorden fra 2011.
Fransk-senegalesiske Mati Diop, østrigske Jessica Hausner og især franske Céline Sciamma har vist, at de sagtens kan være med i de uofficielle verdensmesterskaber i film med henholdsvis 'Atlantique', 'Little Joe' og 'Portrait of a Lady on Fire'.
Hausners 'Little Joe' er undertegnedes personlige favorit på festivalen, mens Sciammas originale film om en adelig kvinde, der skal giftes væk mod sin vilje i 1800-tallet, ligger højt på anmelderbarometrene i Cannes.
Men der er et stykke op til de to ældre herrer, der har stjålet rampelyset fra kvinderne – den 82-årige englænder Ken Loach og den 69-årige spanier Pedro Almodóvar.
Især sidstnævntes 'Pain & Glory' har varmet filmhjerterne hos kritikerne. Almodóvar har bestemt ikke været i topform i de seneste mange år, ovenpå store succeser omkring årtusindskiftet med bl.a. 'Alt om min mor' og 'Tal til hende'.
Og anklager om skattesvindel i 2016 har ikke hjulpet på kreativiteten. Det formdyk bruger Almodóvar ironisk nok som brændstof til 'Pain & Glory', der er et indirekte selvportræt om en aldrende filmmager, der skal tilbage til sine unge år for at finde inspiration.
Det er i høj grad en nostalgisk film, og en film for Almodóvar-elskere, der kan genkende referencerne til tidligere film. Og det er nok en del af forklaringen på, at 'Pain & Glory' har scoret så høje karakterer i Cannes.
Kernefamilien er i opløsning i ny film
Lidt af det samme kan siges om den utrættelige, 82-årige Ken Loach og hans 'Sorry We Missed You'.
Loach har til alle tider kæmpet for den britiske underklasse med sine film, og i takt med at den økonomiske ulighed er steget, har hans film fået ny aktualitet.
Det blev understreget for tre år siden, da hans 'Jeg, Daniel Blake' om en mand, der bliver offer for det kyniske menneskesyn på arbejdsmarkedet, vandt Den Gyldne Palme i Cannes og siden vakte stor debat, også i det britiske parlament.
'Sorry We Missed You' tager ligeså grundigt fat i nutidens England med en beretning om en far til to, der tager arbejde som pakkeudbringer hos et firma, hvor enhver form for rettigheder til lønmodtagere er fjernet. Det betyder, at stakkels Ricky skal arbejde i lyntempo fra morgen til aften.
Hans kone, der er hjemmehjælper, står i samme situation. Og inden længe er deres 16-årig søn i gang med at male graffiti over hele Newcastle i stedet for at passe sin skolegang. Kernefamilien er i opløsning.
Det er en klassisk Loach-film, fuld af vrede over tidens kolde menneskesyn og mindst ligeså meget varme overfor sine karakterer. Nytænkende er det ikke, men det er heller ikke meningen. Set med filmøjne har det en kraftig duft af nostalgi, ligesom med Almodóvars 'Pain & Glory'.
Filmfestivalens hovedpris, Den Gyldne Palme, uddeles på lørdag.