Forestil dig, at du skal holde en fest af den slags, du bruger måneder - måske endda et helt år - på at arrangere.
Du har inviteret de gæster, du mener vil skabe den bedste, mest uforglemmelige oplevelse, men knap har du sendt invitationerne ud, før klagerne begynder at strømme ind.
Nogle brokker sig direkte, andre gør det på de sociale medier og i forsamlinger. Men rigtig mange er enige om, at en del af de inviterede overhovedet ikke burde være inviteret.
Sådan må det føles at være Alberto Barbera, festivalleder på verdens ældste filmfestival, Mostra internazionale d'arte cinematografica, i Venedig.
Han har udvalgt de bedste film, han overhovedet kunne få fingre i. Det har han naturligvis også fået ros for, men brokkeriet larmer betydeligt mere.
Det bliver især udlagt som et tegn på gammeldags mandschauvinisme, at Barbera har inviteret den 86-årige polske instruktør Roman Polanski og hans 47 år yngre amerikanske kollega, Nate Parker.
Anklaget for sex med 13-årig pige
Polanski blev i juni ekskluderet af det amerikanske Academy of Motion Pictures and Science, der blandt andet uddeler Oscar-statuetterne, fordi han i 1977 blev anklaget for at have haft sex med en 13-årig pige og siden har nægtet at vende tilbage til USA og lade sin sag komme for retten.
Parkers anklager er knap så alvorlige. Han er faktisk frikendt for at have medvirket til voldtægt af en kvinde i 1999, da Parker gik på college. Hans ven blev til gengæld dømt i sagen, og Parker har vedkendt, at han kunne have opført sig betydeligt klogere i situationen. Den slags bliver ikke glemt så nemt i metoo-tiderne.
Få kvinder er i hovedkonkurrencen
Der er flere beskyldninger om mandschauvinisme omkring årets Venedig-festival.
Kun to kvindelige instruktører, saudiarabiske Haifaa al-Mansour og australske Shannon Murphy, er inviteret med i hovedkonkurrencen.
Det er lige præcis én kvinde mere end sidste år, og uanset at festivalleder Alberto Barbera i sin introduktion til festivalen ser det som et af tidens klare tegn, at film er meget optaget af kvinders plads i verden, har han et iøjnefaldende problem med kønsbalancen.
Biografer brokker sig også
De mest konkrete klager til festivalen kommer fra UNIC, den internationale sammenslutning af biografer, der er højst utilfredse med, at Barbera igen har inviteret film finansieret af Netflix.
UNIC har udsendt en udtalelse, der slår fast, at Netflix-filmene 'ikke er tilgængelige for alle, men kun streamingtjenestens abonnenter, og dermed ikke er til gavn for filmverdenen'. Dertil kan man hurtigt modargumentere, at et månedligt bidrag til Netflix er billigere end de fleste biografbilletter.
Det er faktisk netop en af årsagerne til, at biografverdenen er angste for Netflix, og nervøsiteten bliver ikke mindre, når den store streamingkrig bryder ud med Disneys nye tjeneste til efteråret. Sidste års vinder i Venedig var netop en Netflix-film, 'Roma'.
To Netflix-film med i hovedkonkurrence
De tre Netflix-film er Steven Soderbergh 'The Laundromat', Noam Baumbachs 'The Marriage' og David Michôds 'The King'.
De to førstnævnte deltager i kampen om Venedigs fine Guldløve mod blandt andre Roman Polanskis 'J’accuse', japanske Hirokazu Koe-edas 'La Verité', amerikanske James Grays stjernerejse 'Ad Astra', landsmanden Todd Phillips superskurkefilm 'Joker', canadiske Atom Egoyans 'Guest of Honour' og svenske Roy Anderssons 'Om det oändliga'.
Ingen danske instruktører deltager i hovedkonkurrencen, men Marie Grahtøs debutspillefilm 'Psykosia' bliver vist i Critic's Week-serien. Derudover er skuespillerne David Dencik og Claes Bang med i udenlandske film.