Det var ikke lige efter bogen, da Det Danske Filminstitut indførte skærpet tilsyn med filmselskabet Zentropa tilbage i 2014.
Det skriver Justitsministeriet i en afgørelse, som Zentropa nu har offentliggjort.
Ministeriet skriver i sin afgørelse, at Filminstituttet "har tilsidesat en væsentlig retsgaranti i forbindelse med sagsbehandlingen".
Filminstituttet undlod nemlig at give Zentropa lejlighed til at komme med bemærkninger inden afgørelsen om det skærpede tilsyn.
Og det er i strid med reglerne, skriver Justitsministeriet altså nu.
Rod i filmregnskaberne
Det skærpede tilsyn blev indført den 26. juni 2014.
Det skete efter, at en stikprøveundersøgelse fra revisionsselskabet Delloitte forinden havde konkluderet, at der var rod i regnskaberne i forbindelse med produktionen af de fire Zentropa-film 'Hævnen', 'Den du frygter', 'Mor byttes' og 'I:DA'.
Zentropa-direktør Peter Aalbæk skriver i en pressemeddelelse, at han nu "vil gennemføre en erstatningssag om kompensation i millionklassen" mod filminstituttet.
Det sker, fordi filmselskabet har afholdt ekstraordinære udgifter i forbindelse med det skærpede tilsyn, skriver han.