- Og så kan man tage en mere overordnet snak om filmbranchen…
Der er er ikke gået mere end to minutter af interviewet, før Özlem Saglanmak slår tonen an.
- Der er en sindssyg mangel på mangfoldighed og diversitet.
Så er der ingen vej tilbage.
Dr.dk's journalist har ellers tænkt sig at spørge ind til den 40-årige skuespillers karriere, som der er kommet rigtig godt gang i efter knap 15 år i branchen. Og ikke til det faktum, at Özlem Saglanmak, der er født på Rigshospitalet og opvokset på Nørrebro i København, er datter af tyrkiske indvandrere.
Men det viser sig svært at adskille de to ting. Skuespillerkarrieren og indvandrerbaggrunden.
- Du kan jo bare tage et kig på mit cv og se, hvilke roller jeg har spillet, påpeger Özlem Saglanmak.
I de fleste af sine roller har Özlem Saglanmak et navn, der rimer på Mellemøsten og placerer hende i en kontekst, som hun formentlig ikke ville blive placeret i som etnisk dansk skuespiller.
Også i actionthrilleren 'Shorta' fra 2020, hvor hun spiller Abia, der bor i en dansk ghetto primært med indvandrere, og som er mor til en dreng, der bliver anholdt.
- Jeg er selvfølgelig meget bevidst om, at det er oplagt, jeg får tilbudt den rolle. Sådan er det med stort set alle de roller, jeg får tilbudt. Der er en eller anden form for barriere, når man er brun kvinde og ikke lige opfylder kriterierne for, hvordan en klassisk hovedkarakter ser ud, siger Özlem Saglanmak.
Skuespilleren er nomineret til en Robert-pris i kategorien 'årets kvindelige birolle' for sin rolle i 'Shorta', og dr.dk har derfor taget en snak med Özlem Saglanmak op til prisuddelingen lørdag den 6. februar.
En snak, der kommer til at handle om stereotyper, fordomme og de udfordringer, der kan være ved at være brun i den danske filmbranche.
Kommer oftere til casting, men…
Får du tilbudt roller, som ikke har noget at gøre med din indvandrerbaggrund?
- Det sker oftere, at jeg kommer med til casting på roller, som ikke er skrevet til en brun kvinde, men jeg får ikke rollen så tit. Og her bliver det svært, for jeg har lyst til at pege på, at det også handler om noget strukturelt, om tradition og vane, og at det kan være svært for nogle at forestille sig en brun kvinde i den rolle.
- Men samtidig er jeg helt ærligt bange for at blive skudt i skoene, at jeg er hende den sure, der ser spøgelser alle vegne. For det handler jo også om mig som individ, om min præstation som skuespiller, og om jeg nu også passer til den specifikke rolle. Så hvad er hvad? Men jeg mener, det er en del af en generel tendens, som er større end mig som individ, siger Özlem Saglanmak.
Den påstand er der flere undersøgelser, der bakker op om, pointerer hun, og Dansk Film Institut (DFI) konkluderede da også for et par år siden, at "dansk film ikke afspejler samfundets etniske mangfoldighed".
Og så er det, vi kommer ind på branchens "sindssyge mangel på mangfoldighed og diversitet", som Özlem Saglanmak drejede samtalen over på i begyndelsen af interviewet.
- Vi er flere og flere, der tør tage bladet fra munden og tale om det. Heldigvis er man også begyndt at lytte, så der begynder langsomt at ske noget.
- Det er ikke sådan, at der findes folk i branchen, som er onde og ikke fatter en skid, men vi har vænnet os til nogle bestemte fortællinger. Mig selv inklusiv. Vi er alle sammen påvirket af arketypiske fortællinger om, hvordan en historie skal fortælles. Og vi har vænnet os til, at der bliver castet på en bestemt måde, og at det er de samme typer, der spiller hovedperson, birolle, skurk og så videre. Det er indgroet i os alle sammen.
Den stakkels brune kvinde
Det betyder – pointerer Özlem Saglanmak – at man sjældent ser indvandrere og andre minoriteter i roller, som ikke har noget at gøre med, at de er del af en minoritet.
Og de kommer ofte til at skildre fordommene, mener hun.
- Jeg falder i kategorien med den stakkels, brune kvinde, der er undertrykt, underdanig og lever under social kontrol.
Føler du, at du er blevet plantet i den kasse?
- Jeg prøver at holde fast i, at det er en del af en større tendens. Det handler jo ikke kun om mig, men også om kollegaer, der ligner mig. Og det handler om den måde, som folk, der ligner mig, bliver fremstillet på i film og på tv. Men ja, jeg er også plantet i den kasse.
Siger du ja til roller, som du måske ikke ville sige ja til, hvis du frit kunne vælge?
- Hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at lave, siger jeg selvfølgelig nej tak. Men det er jo heller ikke sådan, at jeg kan vælge og vrage mellem rollerne.
Har du sagt nej til roller, du fandt for stereotype?
- Ja, det har jeg. Men det er jo endnu sværere for folk, der er nye i branchen. Jeg har været i gang i 15 år og kan godt tillade mig det til en vis grad.
- Jeg er ikke fortaler for farveblindhed, for der findes fortællinger og erfaringer, der er forbundet med at være brun. De mennesker vil jeg gerne spille, men jeg vil ikke spille stereotypen. Der skal være bund i det. Der skal være nuancer. Jeg kunne for eksempel godt lide min rolle i 'Shorta', fordi det var en stærk, brun kvinde, der ikke var undertrykt.
Hvilke overvejelser gør du, når du siger ja eller nej til en rolle?
- Jeg er blevet mere bevidst om, hvilken historie jeg er med til at fortælle. Vi har alle sammen et ansvar for at være kritiske over for de historier, vi er med til at fortælle. Det handler ikke om at skælde nogen ud for ikke at gøre det godt nok, men bidrage med perspektiver, som den anden måske er blind overfor. Ingen har lyst til at være uoriginal eller stereotypisere. Så det er i kunstens tjeneste at pege på det, som er set før, så man kan gøre noget nyt.
- Branchen kan være ret uopfindsom, så hvis man har set nogen lave noget godt på en måde, så bliver man brugt til de samme roller igen og igen. Der har jeg fra starten haft en idé om, hvor jeg ikke vil hen. Jeg har frygtet at blive låst fast i en rolle, hvor jeg ville være med til at fortælle historier, som jeg ikke er interesseret i at fortælle.
'Det er jo et problem i mit liv'
Özlem Saglanmak har, siden hun blev færdig på Statens Teaterskole i København i 2006, arbejdet med både teater, film og tv.
Hun har blandt andet lagt stemme til roller i animationsfilmene 'Madagascar', 'Sådan træner du din drage' og 'Hodja fra Pjort'.
- Jeg er faktisk ret ofte små drenge. Jeg kan også være en bi. Jeg kan være en fisk. Jeg kan være alt muligt. Det er megabefriende at blive castet ud fra, hvad min stemme kan, siger Özlem Saglanmak.
Og ikke ud fra, hvilken hud- og hårfarve du har?
- I hvert fald når man tænker på, hvordan man typisk har castet kvinder med brun hud og mørkt hår.
Som jeg indleder artiklen med at skrive, så vil jeg egentlig gerne tale med Özlem Saglanmak om hendes skuespillerkarriere, der i de seneste år har taget så meget fart, at man blandt andet har kunnet se hende i bedste DR1-sendetid i 'Bedrag' og snart kan se hende i den kommende sæson af 'Borgen'.
Det vil jeg gerne spørge ind til, og der står spørgsmål som 'hvordan har de seneste år af din karriere været?', og 'hvad håber du at opnå med din karriere?' på min blok.
Men det virker som en afsporing af snakken om stereotyper, fordomme og manglende mangfoldighed, og Özlem Saglanmak kommer mig i forkøbet, da hun uden opfordring svarer på et af de andre spørgsmål på blokken.
- Jeg har aldrig lavet et interview, hvor vi ikke har talt om, at jeg er brun kvinde. Nogle gange har jeg selv bragt det op, og andre gange er det journalisten, der gør det. Det er åbenbart det, der er interessant ved mig.
Jeg vil gerne tale om noget andet. Hvorfor drejer du selv samtalen over på det?
- Det gør jeg, fordi det er nærværende i mit liv og min karriere, selvom jeg ville ønske, at det fyldte mindre.
Hvornår er det et problem for dig i dag?
- Jeg har det lidt ambivalent med at tale om det, fordi det går faktisk rigtig godt for mig nu. Jeg har faktisk ingen grund til at klage over min karriere lige nu.
Hvorfor bringer du det så op?
- Jeg tror ikke, der er nogen, der går ind i den her branche, som forestiller sig, at de nødvendigvis skal være aktivistiske eller fortaler for en sag. Man vil jo lave kunst. Og jeg føler helt ærligt heller ikke, at jeg er den bedste fortaler for sagen.
- Og det er jo et problem i mit liv, selv om jeg da ønsker, at jeg kommer til at opleve en tid, hvor vi ikke behøver at tale om det.
Føler du dig forpligtet til at italesætte de her problemer med fordomme, stereotyper og manglende mangfoldighed?
- Ja det gør jeg. Jeg har også indset, at jeg har et ansvar. Det har vi alle. Jeg får jo taletid her, og hvad skal jeg så bruge den taletid til? Jeg har muligheder, for jeg er synlig, og jeg har bevist mit værd, så hvis jeg ikke snakker om det, hvem skal så?
- Jeg har selv oplevet, hvor svært det kan være at vokse op i det her land med den hårfarve og hudfarve, som jeg har. Det får mig til at føle, at jeg bør gøre noget. At jeg bør lade min stemme blive hørt. Det er jo ikke kun for min skyld.
Hvem føler du dig forpligtet overfor?
- Det er for alle dem, der ikke har mulighed for at sige noget. Det er jo alle de unge mennesker i Danmark, der ligner mig. Jeg håber på, at de får det lidt lettere, end jeg og deres forældre har haft det.
Et røgslør over opvæksten
Har du haft det svært som barn af indvandrere?
- Selvfølgelig har jeg det. Jeg tror da, at alle mennesker i Danmark, der ser lidt anderledes ud, har skullet kæmpe lidt ekstra for at blive accepteret eller opnå noget.
Hvordan har du mærket det?
- Det er det, der er svært at forklare, for det er ikke en begivenhed, men nærmere et røgslør, der har farvet hele ens opvækst. Det kan være folk på gaden, der siger et eller andet nederen til en, hvilket er ret håndgribeligt. Men så er der også den måde, man som barn har set indvandrere blive portrætteret på.
- Da jeg var barn, var det altid noget med kriminelle indvandrerdrenge og unge piger, der havde det forfærdeligt derhjemme. Og så er det alle de tusindvis af spørgsmål, jeg er blevet stillet i sociale sammenhænge med jævnaldrende. Alt er indhyllet i, at den baggrund, jeg kommer fra, formentlig er svær eller farlig.
Tror du, vi kommer dertil, hvor det ikke længere er interessant at tale om din baggrund?
- Det handler ikke om, at det ikke er interessant at tale om min baggrund. Jeg er stolt af min baggrund. Det handler om den generelle negative forventning til, hvad det vil sige at være en kvinde som mig med min baggrund. Så jeg glæder mig til, at det at tale om min baggrund ikke er ladet med stereotyper eller fordomme.
Føler du dig forpligtet til at tale om problemerne, så længe de er der?
- Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke vurdere. Det her kommer også, fordi vi taler på baggrund af en film, der handler om det her.
- Hvis vi nu havde talt om, at jeg havde spillet med i en film om Danmark i 1800-tallet, hvilket jeg endnu ikke har, så havde vi måske talt om noget andet.
Hvad tænker du om, at det faktum, at du er en brun kvinde, fylder så meget i din karriere?
- Jeg glæder mig til, at det fylder mindre, eller rettere sagt: Jeg glæder mig til, at det fylder på en anden måde. Indtil da tænker jeg, det er sundt at have en dialog om det.
'Det drejer sig ikke kun om råt talent'
Debatten om den manglende repræsentation af etniske minoriteter i dansk film er ikke ny.
Den popper op i ny og næ. For eksempel når Nikolaj Lie Kaas lægger stemme til en sort jazz-musiker i animationsfilmen 'Sjæl'. For hvorfor bliver den rolle ikke spillet af en sort dansker?
Fordi der ikke er nok sorte skuespillere i Danmark, der er dygtige nok til at tage sådan en rolle, lyder et af argumenterne. Men:
- Det er ikke fordi, der mangler talenter, mener Özlem Saglanmak og retter fokus væk fra den konkrete debat i forbindelse med 'Sjæl' og gør den mere generel.
- Jeg bliver megaprovokeret, når folk i branchen påstår, at der ikke er nok, der kan tage de roller. For det er jo blandt andre mig, de taler om. Så er jeg ikke god nok. De bedste filmskuespillere er jo også dem, der får lov til at udvikle deres talent, siger Özlem Saglanmak.
Så producenter skal ikke – understreger hun – først lade være med at ansætte folk med anden etnisk baggrund for så derefter at brokke sig over, at talentet ikke er der, når de endelig skal bruge det.
- Jeg kan da godt se, at jeg måske har været pissedårlig til nogle ting, da jeg lige blev færdig som skuespiller, men jeg har haft mulighed for at øve mig, så jeg nu kan få de roller, jeg får. Det er jo et håndværk, man bliver nødt til at øve sig på. Det drejer sig ikke kun om råt talent.
Men ansvaret ligger ikke kun hos producenterne, understreger hun. Manuskriptforfattere, instruktører og dem, der finansierer projekterne skal også være med til at skabe mere mangfoldighed.
- Det skal vi alle. Det drejer sig om at tænke lidt ud af boksen og se verden på en lidt anden måde, og når man har gjort det, er det faktisk ret simpelt og nemt. Vi skal bare tage skridtet, siger Özlem Saglanmak.
Lad minoriteter fortælle helt almindelige historier!
Det drejer sig ifølge Özlem Saglanmak også om, at filmbranchen skal turde satse på de etniske minoriteter. Ikke kun til roller som unge, kriminelle ghettodrenge, undertrykte kvinder eller en helt tredje stereotyp, men til hovedroller.
- Det kunne være dejligt, hvis flere minoriteter kunne være med til at fortælle den almene fortælling om et menneske, der kunne se ud på flere forskellige måder, end hvad vi er vant til på nuværende tidspunkt, siger Özlem Saglanmak.
- Det er ikke fordi, der ikke sker noget. Det gør der. Og der bliver skrevet flere roller til brune mennesker. Men vi er sindssygt meget bagud i Danmark, når jeg ser på, hvordan det står til i USA og England for eksempel.
Er det ikke svært at lave en direkte sammenligning med lande, hvor indvandringen startede længe før, den gjorde i Danmark?
- Hvorfor? Vi ser jo så meget op til de lande og kan kigge på deres erfaringer. Vi behøver jo ikke være lige så lang tid om det, som de har været. Så jeg synes ikke, det er et argument, selv om jeg har hørt rigtig meget på det i mit liv, hvor folk har sagt, at det hele nok skal komme, og at Danmark bare lige skal i gang.
Hvad håber du at opnå med din karriere?
- Jeg håber, at jeg bliver ved med at få tilbudt roller, der er udfordrende for mig selv, så jeg kan udvikle mig som skuespiller, og så jeg kan være med til at fortælle historier, der har noget på hjerte, og som føles nødvendige at fortælle.
Altså historier, der har noget med din baggrund som barn af indvandrere at gøre?
- Ikke nødvendigvis. Det har bestemt sin ret og sin plads, men jeg går også op i mange andre ting. Klima, global retfærdighed, menneskets psyke og relationer. Jeg er jo ikke kun blevet skuespiller for at fortælle historien om den brune indvandrer i Danmark.